Snakken på arbejdspladsen lader nydanskere i stikken

Af | @MichaelBraemer

Ny undersøgelse gør op med myten om, at indvandrere lærer dansk, bare de får et arbejde. Forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet er overrasket over, hvor store danskkundskaber, der er nødvendige for overhovedet at gebærde sig på det danske arbejdsmarked.

08Hvabehar? »Hvis bare indvandrerne får et arbejde, gør det ikke noget, at de som udgangspunkt ikke kan dansk. Bare de faglige kvalifikationer er i orden, og de har den rette indstilling, så kommer resten helt af sig selv.«

Sådan lyder en af de mange myter, der knytter sig til diskussionen om, hvordan vi integrerer indvandrere i det danske samfund. Myten bliver imidlertid aflivet i den første undersøgelse, der er foretaget af, hvilke sproglige krav flygtninge og indvandrere møder på danske arbejdspladser: »At blive del af en arbejdsplads – om sprog og læring i praksis.«

Indvandrere med begrænsede danskkundskaber, der typisk er i jobtræning eller i praktik fra en sprogskole, er blevet fulgt i én til to dage på syv forskellige LO-arbejdspladser. Undersøgelsen viser, at manglende danskkundskaber både fagligt og ikke mindst socialt står i vejen for, at nydanskerne får tildelt eller selv tiltager sig en rolle, hvor de for alvor kan forbedre deres sprogfærdigheder og udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af et arbejdsfællesskab.

Anne Holmen, institutleder på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der har foretaget undersøgelsen for LO i forbindelse med integrationsprojektet »Hele familien på arbejde«, har været overrasket over at erfare, hvor gode danskkundskaber det kræver at begå sig på det danske arbejdsmarked. Og hvor store problemer indvandrerne faktisk oplever på arbejdspladser, hvor både ledelser og medarbejdere som udgangspunkt er positivt indstillet på at påtage sig en integrationsopgave.

»Integrationen på arbejdspladserne tager tid, og den tid må ledelserne afsætte. For indvandrerne rummer mange skjulte ressourcer, som vi bliver nødt til at nyttiggøre, hvis ikke samfundet skal falde fra hinanden. Kollegerne har en meget betydningsfuld rolle at spille, men mangler måske forståelse for og tid til at tage sig af deres nydanske kolleger. Også her er det et spørgsmål om, at ledelserne tager udfordringen op og afser de nødvendige ressourcer til opgaven,« siger hun.

Kuk i kommunikationen

Fagligt ser de danske kolleger ikke ud til at have problemer med at leve op til deres rolle som oplærere. Det kniber mere, når det kommer til den sproglige side af sagen, selv om det retfærdigvis skal siges, at forhold på arbejdspladserne ofte er skyld i, at der går kuk i kommunikationen. Rapporten nævner følgende forhold som særligt problematiske i forhold til indvandrernes sprogindlæring på arbejdet:

  • Støj fra produktionen.
  • Stressede situationer, hvor der ikke er tid til at forklare tinge en ekstra gang.
  • Indforståethed i en medarbejdergruppe.
  • For stor omsorg og en beskyttende holdning, som afholder indvandrerne fra at lære nyt.
  • Sammenblanding af privat og arbejdsrelateret snak, som gør det umuligt for indvandrerne at skelne mellem, hvad der er nødvendigt eller unødvendigt at forstå.
  • Mødesnak, hvor der ikke er en direkte kobling mellem tale og handling.
  • Fremmedartet udtale hos indvandrerne.

I et varehus’ slagteriafdeling var det for eksempel mesterens klare overbevisning, at de to afghanske praktikanter fra et særligt forløb på teknisk skoles slagterskole skulle opleve en autentisk arbejdsdag. Det vil sige at stå i støj fra maskiner og have lige så travlt som det øvrige personale. Men det går galt, da en svend spørger den ene, om han har prøvet at skære med båndsav før:

»Det ved jeg ikke,« siger praktikanten, men mener, at han ikke har forstået spørgsmålet.

»Hvad ved du ikke? Du må da vide, om du har prøvet,« reagerer en forundret svend.

Lidt senere bliver praktikanten instrueret i at anrette madvarer på fade, men er i tvivl om, hvorvidt han har forstået instruksen:

»Skal jeg øhh …,« siger han.

»Har du ikke noget at lave?! Så skal vi fandme snart finde noget. Bare lad det stå og så gå hen og hjælp E med at pakke,« reagerer svenden.

Ikke så meget snak

Forskningsassistent Marianne Søgaard Sørensen, der har udført undersøgelserne på arbejdspladserne, peger på, at slagteriafdelingens kultur ikke tager højde for de sproglige begrænsninger, indvandrerne møder op med.

»Her handler det om at arbejde og ikke om snak. Derfor ser svenden det også som sit ansvar at holde praktikanten beskæftiget, men ikke at hjælpe ham sprogligt,« siger hun.

Anderledes, men alligevel ikke helt godt, er det i samme varehus’ delikatesseafdeling, hvor en anden afghansk praktikant arbejder sammen med den faste kvindelige medarbejder. Under frikadellestegning og burgersmøring går snakken om ramadan og forskellige madkulturer.

»Det er positivt, at kvinden stiller så mange spørgsmål og dermed teoretisk set opfordrer praktikanten til at tage ordet. Men det er uklart, om praktikanten har en reel taleret. I al fald er det kvinden, der med sine spørgsmål definerer emnerne, og det er hende, der meget hurtigt går videre til næste spørgsmål eller forklaring,« siger Marianne Søgaard Sørensen.

Hun mener, at undersøgelsen mere end antyder, at kvinder har en anden, men ikke nødvendigvis bedre måde at håndtere integrationen på.

»Vores materiale er ikke stort nok til, at vi kan konkludere éntydigt på det – det ville kræve videre forskning. Men i denne undersøgelse fremstår kvinderne generelt mere åbne og for danskernes vedkommende mere omsorgsfulde,« siger hun.

Utilsigtet virkning

Omsorgen har en utilsigtet virkning i fragtcentralens kantine, hvor der er stort rykind af mandlige kunder. De to kvindelige medarbejdere kender hinanden ud og ind og har for længst indarbejdet deres arbejdsopgaver, så faglig snak er overflødig.

citationstegnProblemet ved at lære sprog på arbejdspladsen er, at man får et meget smalt ordforråd, fordi man kun lærer de ord, man har brug for i selve arbejdet. Her er sprogskolen vigtig som et sted, hvor der er tid og mulighed for at tale dansk, og hvor det også er tilladt at lave fejl uden at tabe ansigt. Marianne Søgaard Sørensen, forskningsassistent ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Det hæmmer sprogindlæringen hos den kvindelige, irakiske vikar. Men sprog eller ej – kvinderne er glade for vikaren, som er både dygtig og arbejdsom. Også derfor beskytter de hende mod de mandlige kunder, som let bliver frimodige og småflirtende. Dels har de advaret mændene, dels har de skånet hende for den direkte kundekontakt.

»Men dermed begrænser de også vikarens mulighed for at udvikle sig fagligt og sprogligt. Hun kan højst få en begrænset rolle i det faglige fællesskab, uanset hvad hun gør for at leve op til de danske kvinders arbejdsbegreber,« siger Marianne Søgaard Sørensen.

På en medicinalvarefabrik bliver eleven, en flygtning fra Rwanda, ikke alene begrænset, men koblet helt af, da der under aftenvagten opstår krise med temperaturstigning i en af tankene.

Eleven er normalt med i arbejdsprocesserne, men i det stressede forsøg på at lokalisere fejlen, bliver han sendt ud i køkkenet for at se »om det hele er ved at brænde af«. Ingen reagerer, da han kommer tilbage og fortæller, at »det lugter dejligt«.

»Når kollegerne ikke giver eleven taletid og inddrager ham i det, der foregår, når der er travlt, skyldes det ikke kun uvilje, men også, at eleven har fransk med i bagagen. De har simpelt-hen svært ved at forstå ham. Danskere er i forhold til for eksempel englændere meget uvante med at høre deres sprog med anderledes udtaler,« siger Marianne Søgaard Sørensen.

En god kollega

Hos Post Danmark er snakken i sorteringshallen præget af mange og hurtige bemærkninger – faglige og private blandet mellem hinanden i et mønster, der er tilpasset arbejdets rytme og ikke altid har den store betydning. Bosnieren, der efter en periode i jobtræning nu er fastansat, har langt om længe lært at sortere samtalerne omkring sig og indset, at han ikke behøver at høre efter hele tiden. En afslappet holdning, som nybegyndere ikke tillader sig at have.

»Hvis der er noget, jeg ikke forstår, spørger jeg bare: Vær venlig at forklare på den mest enkelte måde,« fortæller postarbejderen ifølge rapporten. Han siger ikke noget på møderne og kun lidt til kollegerne, men har i stedet en strategi, der går ud på at opnå accept ved at være »en god kollega«.

Strategien forfølger han blandt andet ved at have lune bøffer med hjemmefra, som han og kollegaen kan nyde på en kold trappesten under postudbringningen.

Post Danmark er i gang med en omstrukturering. I den forbindelse peger DPU’s undersøgelse på de nye flade strukturer, hvor arbejdet organiseres i mere eller mindre selvstyrende teams, som en særlig udfordring for integrationen og indvandrernes sprogindlæring. Det er et område, der bør forskes mere i, mener Marianne Søgaard Sørensen. Ikke mindst fordi organisationsformen vinder mere og mere frem på de danske arbejdspladser.

»Organisationsformen stiller andre og større krav til at kunne kommunikere end den hierarkisk organiserede arbejdsplads. Det er svært for indvandrere med begrænsede sprogkundskaber at forholde sig til abstrakte diskussioner om emner som organisering og planlægning – ting, der er helt løsrevet fra, hvad de gør og oplever i øjeblikket. Og i de nye teams med mere uigennemsigtige magtforhold kommer kommunikationen tilat betyde endnu mere for ens egen sociale rolle,« påpeger forskeren.

Sprogskolen er nødvendig

Selv om indvandrerne i undersøgelsen udtrykker alvorlig kritik af den undervisning, de har modtaget i sprogskolen, er forskerne ikke i tvivl om, at en grundlæggende sprogundervisning er forudsætningen for, at indvandrere kan gøre sig gældende på arbejdsmarkedet.

Indvandrerne oplever meget lille sammenhæng med sprogskolens undervisning og livet og sproget uden for skolen.

»Man får et chok, når man kommer ud af skolen, for danskerne snakker ikke sådan, som man gør på sprogcentret. Og det man lærer er for teoretisk i forhold til det, man skal bruge på arbejdet,« lyder det for eksempel.

»Men snakker man med dem, viser det sig, at de udmærket er klar over, at de også har lært noget på sprogskolen: Grammatik, udtale, skriftlighed og et ordforrråd, som ikke kunne lade sig gøre på arbejdet. Derudover kan man godt lære noget, uden at man egentlig er klar over det,« siger Marianne Søgaard Sørensen.

Hun fortæller om en ung indvandrer fra undersøgelsen. Han var begyndt på danskundervisning, lige så snart han var kommet til Danmark, men stoppede efter et halvt år, fordi han ikke oplevede, at han lærte noget. Men en dag i bussen gik det op for ham, at han forstod, hvad de to piger bag ham snakkede om. Så skyndte han sig tilbage til sprogskolen.

»Problemet ved at lære sprog på arbejdspladsen er, at man får et meget smalt ordforråd, fordi man kun lærer de ord, man har brug for i selve arbejdet. Her er sprogskolen vigtig som et sted, hvor der er tid og mulighed for at tale dansk, og hvor det også er tilladt at lave fejl uden at tabe ansigt. Men man må selvfølgelig sørge for, at sprogskolerne også arbejder med det sprog, der tales uden for skolen,« siger Marianne Søgaard Sørensen, der mener, at den ideelle sprogindlæring sker i et samspil mellem skole og arbejdsplads.

Integrationsindsats skal styrkes

Konsulent i LO Irena Novotny, der er projektleder for »Hele familien på arbejde«, ser først og fremmest undersøgelsen som et vidnesbyrd om, at danskere på arbejdsmarkedet ikke har tid til at tage sig af indvandrere med sprogproblemer og derfor taler hen over hovedet på dem.

»Det skal være legitimt at være nybegynder og legitimt at tage sig af dem, der er det. Her må virksomhederne virkelig ændre holdning, hvis de vil »brande« sig på socialt ansvar og rummelighed,« siger hun.

Irena Novotny mener, at tillidsrepræsentanterne skal være mere centrale i integrationsindsatsen både i rollen som mentorer og som dem, der kan påvirke såvel danske kollegers holdninger som ledelserne gennem virksomhedernes samarbejdsudvalg.

»Den opgave skal fagbevægelsen klæde dem bedre på til,« mener hun.