LONGREAD

Smeden, der vil have danskerne til at se robotterne i øjnene

Af | @GitteRedder

Formanden for Dansk Metal og CO-Industri Claus Jensen tilhører den absolutte magtelite i Danmark. Men hvem er manden, der vil have Produktionsdanmark i den digitale førertrøje og inviterer samtlige blå partier og erhvervslivet med ind i det allerhelligste? Læs her om smeden, der skælder fagbevægelsen ud for at tale social dumping vildt op og dermed bidrage til en problematisk EU-skepsis.

Robotterne er ikke farlige. Tværtimod kan de sikre, at vi fortsat har en velsmurt eksportmaskine og dermed vækst og råd til velfærd, mener Metalformand Claus Jensen.

Robotterne er ikke farlige. Tværtimod kan de sikre, at vi fortsat har en velsmurt eksportmaskine og dermed vækst og råd til velfærd, mener Metalformand Claus Jensen.

Foto: Foto: Dansk Metal.

Knægten fra Kerteminde var kun 16 år og fire måneder, da han begyndte i lære som plade- og konstruktionssmed på Lindø-værftet. Faderen, der selv arbejdede på stålskibsværftet, meddelte simpelt hen sin eneste søn, at når han gik ud af Kerteminde Borger- og Realskole, stod der en læreplads klar på Odenses største arbejdsplads.

»I dag undrer jeg mig over, at jeg fandt mig i det. Men sådan var det. Du skal i lære, sagde min far. Det satte jeg mig ikke op imod. Jeg startede bare i lære,« husker Claus Jensen.

Ungdomsoprør var et fremmedord på de kanter, og derfor begyndte han som forsagt smedelærling i august 1980.

Det var i Georg Poulsens velmagtsdage som formand for Dansk Metalarbejderforbund, som det hed, inden man smed arbejderforbund væk.

Georg Poulsen, der selv fik sit svendebrev som maskinarbejder på Helsingør Skibsværft, regerede som smedenes formand i 13 år og var en stærk mand, der satte spor i fagbevægelsen ved at insistere på arbejdsmarkedspensioner og en 37-timers arbejdsuge.

Feminist er nok ikke det første ord, der vil klæbe til mig.

Som ung lærling havde Claus Jensen ingen anelse om, at han et kvart århundrede senere skulle blive den magtfulde kæmpe i spidsen for både Dansk Metal og CO Industri.

Facebook-stjerne

Men i dag har han smidt det forsagte af sig og har absolut drøjden til at være det 21. århundredes Georg Poulsen.

Udover sit faglige arbejde og forhandler af overenskomsterne for næsten en kvart million industriansatte på det private arbejdsmarked sidder han også i et utal af bestyrelser, fonde og vækstpaneler og er på fornavn med ministre, direktører og hundredvis af tillidsrepræsentanter i Produktionsdanmark.

Ikke at forglemme, at han som en anden popstjerne eller sportsidol har 10.242 følgere på Facebook og overhaler de fleste andre faglige ledere i LO.  

At Claus Jensen er en netværker kan også ses, når han i denne weekend byder velkommen til Metals kongres i Aarhus Kongrescenter.  Side om side med den socialdemokratiske partileder Mette Frederiksen og andre folketingsmedlemmer fra rød blok er en stribe borgerlige politikere også inviteret. 

På talefod med de blå
På talefod med de blå

Metalformand Claus Jensen fik på puklen i LO-baglandet, da han var gæstetaler på Venstres landsmøde i 2013. Han ville sige ja tak til invitation fra Lars Løkke igen, for en moderne fagforeningsmand skal kunne snakke med alle politiske partier, fastslår han. Foto: Nikolai Linares/Scanpix

Det er første gang, at Dansk Metal inviterer både arbejdsgivere og blå blok med på en lytter.

»Et moderne fagforbund skal kunne snakke med alle politiske partier,« siger han. Det var også derfor, at Claus Jensen skrev danmarkshistorie, da han for nogle år siden takkede ja til invitationen fra Lars Løkke Rasmussen til at være hovedtaler på Venstres landsmøde. Det vakte postyr i hans eget LO-bagland.  

Men Claus Jensen ville gøre det den dag i dag.

»Det er en mulighed for at tale direkte ind i Venstres hjerte og bagland. Og fortælle, hvilke interesser vi forfølger i fagbevægelsen,« siger han.

DI-direktør på scenen 

Statsministeren er ikke inviteret på talerstolen på Metals kongres, men det er til gengæld  Dansk Industris frontfigur, administrerende direktør i DI Karsten Dybvad. Og det er første gang, at industriens øverste mand går på scenen til en faglig kongres. 

Duoen Dybvad og Jensen er hovedforhandlere på Industriens overenskomst, der er toneangivende for andre overenskomster herhjemme. Samtidig kører de tæt parløb om at påvirke politikere på Christiansborg. Fælles byline i debatindlæg i aviserne. Fælles interview med Altinget. Og nu fælles optræden på Metal-kongressen.  

Her skal vækstteamet Karsten Dybvad og Claus Jensen debattere Danmark som produktionsland, mens smede, vindmølleteknikere og automekanikere sammen med repræsentanter fra erhvervslivet hører på.

At flytte produktionsdanmark et nyt sted hen er Claus Jensens hjertesag.  Ikke bare fordi det handler om hans egne medlemmers arbejdspladser og arbejdsliv men også om at skabe vækst og eksport, så vi har råd til velstand og velfærd, betoner han.

»Produktionsdanmark står på en brændende platform. Vi skal have digitaliseret og automatiseret vores produktion især i de små og mellemstore virksomheder. Vi skal have øget produktiviteten. Og vi skal have flere virksomheder til at turde kaste sig ind i teknologikapløbet,« siger han.

De faglærte skal være frontsoldaterne og implementere de nye teknologier i dansk produktion. Vi kan slet ikke undvære dem.

Så snart talen falder på nye teknologier, speedsnakker fynboen.

»Det er kæmpevigtigt,« pointerer Claus Jensen, når han taler om manglen på faglært arbejdskraft og behovet for, at virksomhederne opretter flere praktikpladser for at undgå mareridtet i 2030, hvor demografiske fremskrivninger viser, at Danmark vil mangle 60.000 faglærte.

»Allerede nu mangler vi industriteknikere, og det bliver bare værre endnu. De faglærte skal være frontsoldaterne og implementere de nye teknologier i dansk produktion. Vi kan slet ikke undvære dem,« slår han fast.

Robotter er vores venner

Robotterne er vores venner, og vi skal turde se dem i øjnene, bedyrer han.

Hvis Danmark ikke er på forkant med den fjerde industrielle revolution, der dækker over alt fra digitalisering, 3D-print til kunstig intelligens, kan vi godt pakke vores ambitioner om velfærd på plejehjemmet og højere normeringer i vuggestuerne langt væk, noterer han. 

»Alt for mange danskere tænker i dag, at digitalisering og robotter tager deres job. De stemmer nej til udviklingen og tænker, at flere robotter på Grundfos betyder, at der skal være færre til at producere. Men flere robotter betyder, at der skal laves flere pumper og være flere ansatte herhjemme. Robotteknologi er ikke farlig. Hvis vi bliver dygtige til at digitalisere og innovere, får vi mere vækst og mere råd til offentlig velfærd i morgen,« mener han.

Vi kan altså ikke leve i et samfund, der ikke kan eksportere. Så går vi hurtigt på røven.

Claus Jensen kan godt lide ordet virkelighedstjek.

»Vi kan altså ikke leve i et samfund, der ikke kan eksportere. Så går vi hurtigt på røven. Nogen er nødvendigvis nødt til at bekymre sig om, hvordan vi tjener pengene. Der er sjældent nogle lande, der er blevet rige af at klippe hinanden i en rundkreds. Hvis vi vil beholde vores velstand er det vigtigt, at vi har en velsmurt eksportmaskine. Både fordi det sikrer mine medlemmer arbejde og en god løn, men også fordi at ellers går velfærdsdanmark på røven. Det er logik for perlehøns,« siger han uden omsvøb.   

I og for sig kan han godt sætte sig ind i danskernes skepsis overfor robotter. Men deres frygt hænger også sammen med, at de ikke lige tænker tilbage på deres eget arbejdsliv. Men robotter er ikke science fiction men noget de selv har oplevet.

»Da jeg startede på Lindø, havde vi ikke en eneste robot. Vi skar på traditionelle brændermaskiner og havde plasmaskæring. Da jeg stoppede godt ti år senere, havde vi svejserobotter og robotter, der skar med lasere. Robotterne er kommet for at blive,« konstaterer den 52-årige smedeformand.

Den samme ved pølsevogn og forhandlingsbord

Administrerende direktør Niels B. Christiansen for den globale markedsleder i termostater og klimaløsninger, Danfoss, giver Claus Jensen et godt skudsmål. 

Metalformanden og en af Danmarks mest magtfulde direktører kender hinanden ud og ind fra forhandlingsborde og diverse vækstfora.

»Jeg oplever ham som lige ud af posen, pragmatisk, konstruktiv og ordholdende. Claus har en moderne tilgang til tingene, og jeg skal love for, at han bidrager til nye løsninger,« siger Danfoss-direktøren.

Lige nu er Niels B. Christiansen formand for Produktionspanel 4.0, som regeringen har nedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan Danmark kommer på forkant med den accelererende digitale udvikling.

Claus Jensen er også med i produktionspanelet, og det er formanden mere end glad for.

Han betegner Claus Jensen som alt andet end den gammeldags og bagstræberiske type.

»Nogen har jo den tilgang, at jo flere robotter, jo flere arbejdspladser mister vi. Sådan er Claus Jensen ikke. Han kigger fremad og er ambitiøs og tænker i helheder. Samtidig er han ikke bange for utraditionelle løsninger og at bryde nogle rammer«, lyder det.

Uanset om man er til et alvorligt møde hos en minister, står ved en pølsevogn på Folkemødet i regnvejr eller sidder til fin middag sammen efter et møde i produktionspanelet, er Claus altid den samme. Niels B. Christiansen, CEO Danfoss

I dansk erhvervsliv har Claus Jensen kort sagt agt, som han har magt, hvis man skal tro formanden for Produktionspanelet.  Og det er ikke fordi Claus Jensen forsømmer at pleje sine egne medlemmers interesser, noterer Niels B. Christiansen.

»Du kan nok ikke finde mange fagforeninger med så lav arbejdsløshed, og hvor det går så godt som hos Dansk Metal. Det har Claus en stor aktie i. Fordi han tænker i fælles løsninger,« siger han.

Danfoss-direktøren fremhæver også, at Claus Jensen er autentisk. 

»Uanset om man er til et alvorligt møde hos en minister, står ved en pølsevogn på Folkemødet i regnvejr eller sidder til fin middag sammen efter et møde i produktionspanelet, er Claus altid den samme. Han spiller ingen roller, og det vejer meget hos mig,« siger han.

LO-formand Lizette Risgaard møder Claus Jensen endnu oftere end Niels B. Christiansen. Til møder i LO-toppen hver anden tirsdag morgen. Til hovedbestyrelsesmøder, trepartsforhandlinger og meget mere.

Folk kan slå sig på Claus 

Lizette Risgaard siger om Claus Jensen:  

»Jeg oplever ham som en medspiller og meget konstruktiv. Set fra min stol har vi et rigtig godt samarbejde, der bygger på respekt. Han er tillidsmand til fingerspidserne og en drøndygtig forhandler. Og så er han til at stole på. Jeg værdsætter ham højt,« siger hun og fortsætter: 

Han er ikke en eftersnakker. Lizette Risgaard, LO-formand

»Folk kan slå sig på Claus Jensen, det er ikke nogen hemmelighed. Men det er også hans force, at han ikke er en eftersnakker,« mener LO-formanden.    

Med hans kampvægt og magtvælde skiller Claus Jensen også vandene. Nogle kalder ham egennyttig og uden evne til at favne bredt og indtænke de offentligt ansatte. Lidt højrøvet  og meget ærekær, mener andre.    

Sine venners ven

Men mange lovpriser smeden, der har fået en naturlig autoritet efter at være blevet skolet som tillidsmand på Lindø-værftet.  

Han er både god til at netværke og parat til at blive klogere. Det gælder blandt andet også i forhold til miljøet, hvor han er blevet mere grøn med årene, betoner en kilde.

»En skarp politisk begavelse«, siger en kilde om Claus Jensen.  

Og så fremhæver blandt andre tidligere boligminister og gruppeformand for Socialdemokraterne Carsten Hansen, at Claus Jensen er en sjældent god kammerat.

»Claus er sine venners ven. Han er trofast og loyal overfor sine venner. Da jeg ikke blev genvalgt til Folketinget sidste år, ringede han en gang imellem og spurgte, hvordan jeg havde det, og vi mødtes et par gange. Han er en god ven, der har været der hele tiden,« siger Carsten Hansen.

Utålmodig bulderbasse

Sådan et skudsmål kan jo få en forbundsformand til at rødme, men Claus Jensen vedkender selv, at hans store styrke er hans arbejdsomhed og mod til at lægge arm med alle i det han selv synes er en god sags tjeneste.

Blå Bog

Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal og formand for CO-industri.

Medlem af LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse. 

Medlem af fire internationale udvalg, blandt andet styrekomiteen for Industrigruppen i EFS, Europæisk fagbevægelse. 

Sidder i mere end tyve udvalg og bestyrelser. Blandt andet A-Pressens bestyrelse, Det Økonomiske Råd, Industriens Pensionsforsikring A/S, ATP, Arbejdernes Landsbank, Innovationsfonden, Industriens Kompetenceudviklingsfond og Tænketanken Europa. 

Næstformand i Dansk Metal i 2008.

Forbundssekretær i 2007.  

Faglig sekretær i Dansk Metal i 2003.  

Ansat på Lindøværftet i 1990 – 2003. Fællestillidsmand og medlem af A/S-bestyrelsen. 

Ansat på Wittenborg automatfabrikker, hvor han blandt andet var sikkerheds- og tillidsrepræsentant, i 1985. 

Ungdomsformand i Metal Odense 1982 – 84.

I lære på Lindø-værftet (Odense Staalskibsværft) som plade- og konstruktionssmed i 1980.

Bor i Skamby på Fyn. 

Gift med Lone. Far til to børn.   

Født 1964.

UDVID

Men Metalformanden er også klar over sine egne svagheder. Nemlig et temperament, der kan tage overhånd, og en mangel på tålmodighed, der kan få ham til at eksplodere og også give ham ry som en bulderbasse.

»Min svaghed er, at jeg godt kan blive lidt utålmodig. Som fagbevægelse har vi en svaghed med at alt skal pindes ned i mindste lokumsdetaljer. Også når vi taler på højt niveau. Sommetider bruger vi rigtig meget energi på noget, som kan virke ligegyldigt på mig. Så bruger vi mange timer på noget i stedet for at koncentrere os om store linjer og vigtige dagordener. Det kan jeg godt blive irriteret over,« fastslår han.

Claus Jensen kan også blive voldsomt irriteret over teknikere, mekanikere og smede, der ikke gider bruge tid på efteruddannelse. Han fremhæver, at vi herhjemme i modsætning til de fleste andre lande har opbygget et efteruddannelsessystem, hvor vi via vores overenskomster har ret til diverse kurser og efteruddannelse.

Uddannelse kæmpevigtigt  

Og det kan gøre ham gal i skralden, at danske lønmodtagere ikke bruger muligheden.

»Som faglige ledere skal vi turde sige noget og ikke bare løbe efter medlemmerne,« siger han og lægger ikke skjul på, at han fra talerstolen på kongressen vil punke industriteknikere og klejnsmede til at få noget mere på deres CV.

»Overenskomsterne giver ret til efteruddannelse. Vi har kompetenceudviklingsfonde, og nu lancerer vi et helt nyt program om karriereplanlægning. Vi vil ofre mange kræfter på at få folk til at uddanne sig løbende. Så smeden ikke sidder i 50erne og slet ikke kan følge med. Hans kompetencer skal vedligeholdes, så han kan arbejde i produktionsdanmark og stadig få en god løn,« fastslår Claus Jensen.

Det skal være lige så naturligt at planlægge sin efteruddannelse som sin ferie.

»Mange tænker først og fremmest på virksomhedens tarv og holder sig tilbage med efteruddannelse, hvis hjulene kører. Men man skal også tænke på sin egen tarv. Det skal være lige så naturligt at planlægge sin efteruddannelse som sin ferie. Der er trods alt ikke mange vindmølleteknikere og VVS’ere, der siger, at de i år ikke holder sommerferie, fordi det vil være synd for virksomheden, når der er så travlt. Hvorfor er det så synd for virksomheden, hvis man tager på efteruddannelse, for det kommer alle til gavn,« spørger han.

Klar til den fjerde industri-revolution?
Klar til den fjerde industri-revolution?

Claus Jensens ambition er at flytte produktionsdanmark et nyt sted hen. Det kræver, at vi ser robotterne som vores venner og løbende efteruddanner os, mener metalformanden, der her besøger den store cementkoncern Aalborg Portland.

Claus Jensen mener også, at det politiske flertal på Christiansborg er galt afmarcheret, når de gang på gang skærer på budgetterne til blandt andet arbejdsmarkedsuddannelserne.

»Vi skal investere meget mere i uddannelse og forskning herhjemme. Vi bruger især alt for få penge på teknisk forskning. Lige nu er det en kampplads, om man vil bruge pengene på velfærdsforskning eller teknisk forskning. Jeg mener absolut, at vi skal prioritere den teknologiske forskning, for hvis vi ikke har frontløbermulighederne i de virksomheder, der tjener penge hjem til Danmark, dør kilden til vores velfærdssamfund,« siger han.

Og igen bliver Metal-formanden ivrig.

»Derfor går vi ind i alle de kampe, fordi de handler om, at vi skal kunne producere endnu mere og tjene endnu flere penge«.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft betegner han som den største 'showstopper'for velstand og velfærd herhjemme. Den nye trepartsaftale, der lover tusindvis af nye praktikpladser, betyder dog, at han er lidt mindre bekymret end tidligere.

Hvis man sidder inde på Slotsholmen og det tungeste man har løftet i sin karriere er en pakke kopipapirer, kan det godt være, at man ikke kan sætte sig ind i, at mennesker, der har arbejdet i 50 år i en industrivirksomhed, har ondt i bevægeapparatet.

»Men vi skal være et skridt foran andre lande. Vi har brug for at eksportere mere for at kunne udvikle velfærdsdanmark. Derfor skal vi have udlært arbejdskraft. Man startede jo heller ikke i 1850 med at bygge to tusinde plejehjem. Man startede heller ikke med at bygge børnehaver og folkeskoler. Det var den anden vej rundt. Man tjente penge, og så begyndte man at tænke velfærd og tryghed til borgerne. Den rækkefølge skal vi huske,« siger han.

Tidsler i 2025-planen

Hvis Claus Jensen selv skulle fremlægge en 2025-plan, sådan som regeringen netop har gjort, ville den også indeholde vækstinitiativer og investeringer i virksomhederne.

Så på nogle strækninger er han enig med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), simpelt hen fordi vækst og produktion er forudsætningen for, at vi har råd til velfærd.

»Men der er også nogle tidsler. Hvis man sidder inde på Slotsholmen og det tungeste, man har løftet i sin karriere, er en pakke kopipapirer, kan det godt være, at man ikke kan sætte sig ind i, at mennesker, der har arbejdet i 50 år i en industrivirksomhed, har ondt i bevægeapparatet.  Et halvt år mere på arbejdsmarkedet inden man kan gå på pension er en sten i skoen i Løkkes 2025-plan,« understreger han.

En højere pensionsalder er heller ikke fair overfor de mennesker, der har knoklet og betalt deres skat og ydet deres til samfundet og er begyndt at arbejde som 16-årige, tordner han.

»Mange har bøvl med at se sig selv i et hårdt job til de er 68 eller 68 et halvt år, og det skal vi finde løsninger på,« fastslår Claus Jensen.

Slægt skal følge slægters gang

Siden læretiden på Lindø i 1980 har Claus Jensen tjent sine egne penge. Det gjorde man også i hans egen standard-kerne-velfærdsfamilie, som han selv betegner den.

Med en mor, som var sygeplejerske og en far, der først blev maskinarbejder og siden videreuddannede sig til ingeniør og i mange år havde job på Lindø. Og så to søstre, der i dag har faglige uddannelser som blandt andet ’kold og varm jomfru’ indenfor køkken og altid sørger for god mad til familiekomsammener. Lige noget der passer deres bror, der elsker god mad og en kold øl. 

Også bedsteforældrene var fra Fyn, hvor hans farfar var lokalformand i Dansk Metal.  

I dag bor Claus Jensen på hovedgaden i den lille nordvestfynske landsby Skamby sammen med sin kone Lone, som han fejrede sølvbryllup med i juli.

Bryllupsdatoen kan han i søvne, ligesom telefonnumrene på børnene ikke bare er på smartphonen men også lagret på hans egen harddisk.

For selvom han er en travl far, der bor i lejlighed i København til hverdag, ringer han ifølge en ven næsten dagligt og hører, hvordan efternøleren Sissel har det i sin 5. klasse, og hvordan sønnen Thomas har det på Syddansk Erhvervsskole, hvor han uddanner sig til industritekniker.

»Han er blevet hjulpet lidt på vej af sin far,« griner Claus Jensen stolt. 

Konen er lønningsarbejder ’nede på Tobakken’ i Svendborg, siger han og beretter om det Fyn, som deres familier er rundet af. Lone fra Munkebo. Han fra Kerteminde. Slægten er fuldblodsfynsk, og der har de rødder for altid. Derfor lever han også med at køre fra Fyn hver søndag aften og vende hjem igen fredag sidst på eftermiddagen.

Støvsugeren var en investering

Som nyudlært fik Claus Jensen job på Lindø-værftet, men så kom der krise og fyresedler på værftet, og efter et års tid tænkte han, at det var på tide at skifte græsgange. Så arbejdet med at bygge store skibe blev byttet ud med at bygge kaffemaskiner på det daværende Wittenborg Automatfabrikker i Odense.

»Wittenborg producerede alt indenfor automater. Sodavandsautomater, kaffeautomater, ølautomater. Det var en god tid. Selvom jeg kom fra Lindø og slet ikke var vant til at arbejde med tyndplader. Der var lidt sidemandsoplæring i starten, og kvalitetskravene var høje, for sådan en lille automat skulle jo stå knivskarpt, og kunderne måtte ikke kunne se antydning af en skramme,« fortæller han.

Claus Jensen var kun 21 år, da han begyndte på Wittenborg og han var ansat i fem år. Men i dag er han miljøskadet og beretter, hvordan han altid lægger mærke til kaffeautomater rundt omkring på virksomheder og i forbundshuse. Hvilket mærke er de? Fungerer maskinen? 

Wittenborg blev opkøbt af et italiensk firma, og nu produceres kaffeautomaterne i Italien. Han vil ikke gøre sig til dommer over kvaliteten nu til dags men fremhæver, at i 1980erne var det et topkvalitetsmærke med lang holdbarhed.

I et svagt øjeblik kan jeg godt få det dårligt over vores køb- og-smid-væk-kultur og tænke på miljø og klodens ressourcer.

»Dengang var det vigtigt, at tingene kunne holde i mange år. Du købte en Nilfisk eller en kaffemaskine, og så skulle den kunne holde i rigtig mange år, men i dag glider folk bare forbi en hylde ude i Bilka og køber en ny og smider den gamle ud.  I et svagt øjeblik kan jeg godt få det dårligt over vores køb- og-smid-væk-kultur og tænke på miljø og klodens ressourcer. For hvor klogt er det at smide alting væk? Var det ikke klogere at have en støvsuger, der holder i 25 år, end at skifte den ud hver tredje år, fordi det er noget værre bras?«

Claus Jensen kan sagtens huske, da han og Lone købte deres første støvsuger. Og ja, det var en Nilfisk.

»Det var nærmest en investering. Den kostede tæt på 2.500 kroner. Og på det tidspunkt tjente man slet ikke de lønninger man gør i dag. Det var i 1980erne, og jeg fik 14-dages løn, og det var tæt på en hel nettoløn, der røg til den støvsuger. I dag køber folk jo en ny støvsuger for mindre end en dagsløn,« noterer han.

Gik imod revolutionen

Claus Jensen blev fagligt aktiv allerede som lærling på skibsværftet. Han var kun 17 år, da han gik op imod revolutionen, som han selv formulerer det.

»Der var nogle heavy politiske modsætninger i fagbevægelsen dengang. Der var mange kommunister, kappere, vs’ere og Fanden og hans pumpestok. Det drev mig til at blive aktiv, for der var trods alt ideer på venstrefløjen, som jeg havde svært ved at se mig selv i. Der var mange revolutionære tanker, og vi havde heftige diskussioner i lærlingeklubben.«

Først var han næstformand og siden formand for de 700 lærlinge, der i begyndelsen af 1980erne var medlemmer af klubben. Alene på Lindø var der cirka 160 stykker, og det gjorde det jo lettere at blive valgt til formand, griner han.

Hvis du ikke tør sige noget, er der ikke rigtig nogen, der regner dig.

Der var ingen grænser for, hvor stor samfundsomvæltningen skulle være, og flere i lærlingeklubben fik julelys i øjnene, når de henviste til Sovjetunionen. Det gjorde Claus Jensen absolut ikke, og det gik op for ham, at han var socialdemokrat. Og det parti har han betalt medlemskontingent til lige siden.

»Det var en spændende tid, men det krævede også, at du turde sige noget i en forsamling. Og især som tillidsrepræsentant. Det har jeg lært på den hårde måde dengang. At hvis du ikke tør sige noget, er der ikke rigtig nogen, der regner dig.«

Til Jørlunde med sovepose

Det var som snusfornuftig fynsk lærlingeformand, at han første gang skulle til Jørlunde, Dansk Metals kursusejendom i Slangerup i Nordsjælland.

»Jeg spekulerede meget på, hvordan sådan et lærlingekursus foregik og spurgte nogle af svendene på værftet, om man skulle have sovepose med? Jeg forestillede mig jo, at vi skulle sove på gulvet i en gymnastiksal. De kiggede på mig, som om jeg var idiot. Det er jo ligesom et hotel, sagde de. Dengang kunne jeg jo ikke gå ind på en hjemmeside og tjekke Jørlunde ud, og jeg var bare 18 år.«

Siden har Jørlunde nærmest været hans tredje hjem, og han kender kursusejendommen som sin egen bukselomme.

Og siden han blev forbundsformand, har han holdt oplæg på de afsluttende tillidsmandskurser. Tillidsmændene får en peptalk om løst og fast og også et skulderklap eller et spark bag i af den bramfri smed, hvis de er nervøse for at ytre sig.  

Det skal ikke være noget pjat, tillidsfolkene kommer med, for så får de også klask af mig.

Han lægger ikke skjul på, at det især er via tillidsrepræsentanterne, at han får en pejling af virkeligheden i industrien lige fra Frederikshavn til Slagelse.

»Jeg får råt for usødet. Det lægger jeg meget op til. Jeg vil sgu have at vide af dem, hvis der er et eller andet. Det skal ikke være noget pjat, tillidsfolkene kommer med, for så får de også klask af mig,« siger Claus Jensen.

Kæmpede imod al det pensionshalløj 

Da han selv begyndte som tillidsrepræsentant, var det i Georg Poulsens velmagtsdage, hvor arbejdsmarkedspensioner var det store dyr i åbenbaringen. Og det forstod Claus Jensen ikke en dyt af dengang.

»Jeg synes ikke, at det der med arbejdsmarkedspensioner var særlig smart. Jeg var i 20erne, og pengene skulle være i fars hånd hver fjortende dag.  En del af min løn skulle ikke gå til et eller andet pensionshalløj i København. Nu kan vi jo se, at det var satans godt, at vi havde nogle faglige ledere, der turde stå fast.«

Store smede
Store smede

Georg og Claus. To smede, der begyndte med at svejse supertankere på hhv. Helsingør og Odense Stålskibsværfter og siden blev kæmper i dansk fagbevægelse. Georg Poulsen var formand for Dansk Metal i 13 år og regerede i forbundet, da Claus Jensen som 16-årig fik en læreplads på Lindø-værftet.

Claus Jensen fremhæver, at han ofte bruger eksemplet overfor tillidsfolk, der taler ham midt imod, fordi de ikke tror på hans ideer.

»Det er vigtigt, at vi som faglige ledere tør udstikke en retning og stå fast. I stedet for at vælge den populistiske tilgang og hoppe fra tue til tue og nærmest bagved medlemmerne i forsøg på at synes det samme som dem. Det får vi ikke en god fagbevægelse af, og da slet ikke en ansvarlig fagbevægelse,« fastslår han.

Tillidsrepræsentanterne er ifølge Claus Jensen rygraden i dansk fagbevægelse. Uden dem falder fagbevægelsen sammen. Derfor er det vigtigt at bruge tid på dem. Også fordi de skal forhandle lokalaftalerne på plads, så de øvrige medlemmer er tilfredse. 

»Hvis det går godt for en virksomhed, skal det også afspejle sig i lokalaftalerne. Det er ideen med minimallønsoverenskomsten, at den skal være fleksibel i løndannelsen, sådan at virksomheder der har det hårdt sammen med tillidsmanden kan aftale en lidt mere afdæmpet lønudvikling. Men så skal der også falde noget af, når det går godt! Det er vigtigt at huske arbejdsgiverne på, og det kræver en dygtig tillidsmand,« siger han.

Det var jo ikke sådan, at overenskomsterne faldt ned fra himlen ligesom de ti bud.

Men mest af alt er det tillidsrepræsentantens opgave at organisere medlemmer. 

»Det vigtigste i alt fagligt arbejde er faktisk at organisere. Det var i hvert fald den rækkefølge, det kom i. Nogen turde gå fra fabriksport til fabriksport og agitere, og når de var nok sammen, rejste vi overenskomstkrav. Det var jo ikke sådan, at overenskomsterne faldt ned fra himlen ligesom de ti bud«.

Vi må ikke virke elitære

Claus Jensen beklager, at organisering og agitation i mange år var skudt til hjørne i store dele af fagbevægelsen. I en periode gav det mere anerkendelse internt at kunne slynge om sig med fremmedord og forkortelser, som kun en lille eksklusiv konsulentskare fattede en brik af, bedyrer han.

»I vores indforståethed har vi været tilbøjelige til at tro, at folk forstår, hvad vi siger. Men det gør de ikke altid. Tag for eksempel uddannelsesfolkene i fagbevægelsen, der bruger så mange forkortelser og uforståelige gloser, at jeg nogle gange må stoppe dem og spørge, hvad de snakker om. Vi skal hele tiden tænke i kommunikation, for ellers virker vi elitære og fremmedgørende på vores medlemmer«.

Og cykelsmeden i Aarhus og mekanikeren i Nakskov skal til enhver tid kunne afkode, hvad hans fagforening mener. Ellers er risikoen, at han forsvinder ud af fagforeningen.

Ligesom andre fagforbund i LO har Dansk Metal tabt tusindvis af medlemmer de seneste to årtier. I dag har Dansk Metal godt 78.000 fuldt kontingentbetalende medlemmer, og dertil kommer cirka 17.000 lærlinge, efterlønnere og pensionister.

Men op til kongressen er Claus Jensen ikke så fortvivlet over faldende medlemstal.

»Nu har vi haft tre måneder i rap med en lille medlemsfremgang. Det er et langt sejt træk, men vi arbejder systematisk med organisering,« siger han og lader forstå, at han ikke gider brænde millioner af på smarte reklamekampagner.

Kontingentet er blevet billigere

Som medlem af Dansk Metal betaler man 349 kroner om måneden i kontingent, og hertil skal lægges et afdelingskontingent, der svinger mellem 109 og 229 kroner om måneden. 

Men Claus Jensen mener ikke, at et kontingent på cirka en plovmand hver måned er forklaringen på, at så mange lønmodtagere dropper deres fagforening.

Den danske model er ikke gratis, for det er dyrt at tegne og vedligeholde overenskomster, uddanne tillidsfolk og påvirke Christiansborg, betoner han.

Sandheden er, at vi målt på timelønnen aldrig har haft et lavere kontingent end nu.

»Vi har sparet og effektiviseret og sænket vores kontingent hvert eneste år i forhold til lønnen siden 1988. Så i næsten 30 år har vi år for år sænket kontingentet, fordi vi kun hæver kontingentet to tredjedele af den procentdel, som lønnen stiger. Så sandheden er, at vi målt på timelønnen aldrig har haft et lavere kontingent end nu,« siger han.

Den gule løgn 

Det er tydeligt, at Claus Jensen gerne vil have det til at trænge ind, at kontingentet relativt set er blevet billigere. Også i lyset af at konkurrencen fra de såkaldt gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus er taget til de senere år.

»Historien om at de gule fagforeninger kan gøre det billigere, er jo gået lige ind hos mange danskere. Der er kommet nogle gule tilbudsskilte som blikfang, og mange lønmodtagere tror, at de får det samme. Men alle, der ved bare lidt om det danske arbejdsmarked, ved jo godt, at det er løgn«.

Den bedste måde at kvæle de gule fagforeninger på, var, at vi nedlagde os selv. Så havde de nemlig ingen varer på hylderne.

»De gule fagforeninger har jo mine varer på hylderne. Jeg tror, at 90 – 95 procent af Krifas medlemmer arbejder på andre  fagforeningers overenskomster. Krifa har ikke sørget for noget som helst. Den bedste måde at kvæle de gule fagforeninger på var, at vi nedlagde os selv. Så havde de nemlig ingen varer på hylderne, for alt det de sælger, er vores andres varer«.

Sandheden om de gule fagforeninger, der sælger andres varer til en billigere penge, har fagbevægelsen slet ikke været gode nok til at fortælle om, mener han.

»Det er jo også et problem for DSB, når så mange vælger at køre tog uden at betale for togbilletten. Der er stadigvæk sortseere, der ikke betaler licens, og nogle der planker den i S-togene. Jeg tror, at oplysning er det vigtigste våben mod de gule foreninger,« pointerer Claus Jensen. 

Penge at spare i ny hovedorganisation

Men en af de ting, der er penge at spare på i den allernærmeste fremtid, er ifølge Claus Jensen de stordriftsfordele, der kommer i kølvandet på sammenlægningen af LO og FTF til en helt ny hovedorganisation.

Claus Jensen bakker op om den nye hovedorganisation, som han tror på bliver en realitet fra 2018 – og med 3F ombord.

»Jeg tror da, at vi kan gøre det billigere. Selvom nogle vil krumme tæer, når jeg nu siger, at vi skal rationalisere. Men det skal vi. Vi har ikke brug for en hovedorganisation, der bare er to lagt sammen plus et eller andet mere. Vi skal tage udgangspunkt i, hvad vi vil betale i kontingent, og hvordan vi kan lave en ny hovedorganisation, der kan tilfredsstille vores hovedønsker ud fra de penge vi har. Og der er penge at spare«.

Og færre penge til en ny hovedorganisation er ikke lig med mindre gennemslagskraft og indflydelse, pointerer han.

Stolt af regnbueoverenskomst

Mere end ni ud af ti medlemmer i Dansk Metal er mænd, og spørger man rundt i dansk fagbevægelse, hvad de associerer med Dansk Metal er det udover magt og indflydelse også maskinolie, tatoveringer og lutter mænd på ledelsesposter i Metals hovedkvarter i Sydhavnen.

Men Claus Jensen synes, at Dansk Metal er alt andet end mandehørm.

»Feminist er nok ikke det første ord, der vil klæbe til mig. Men jeg har fuldstændig respekt for mangfoldighed,« fastslår han.

Det var os, der lavede verdens første regnbueoverenskomst.

»Det ville også være mærkeligt, hvis der var en meget feministisk kultur i Dansk Metal. Så ville jeg i hvert fald være bekymret. Men husk på, at det er os, der er gået foran med barsel i overenskomsterne. Det var os, der lavede verdens første regnbueoverenskomst, og det er pudsigt, at folk aldrig fremhæver det,« siger Claus Jensen.

Han henviser til, at DI og CO Industri i forbindelse med fornyelsen af overenskomsterne i 2014 gav forældre af samme køn adgang til forældreorlov på lige fod med alle andre.

En af frontkæmperne for ligestilling og mangfoldighed i dansk fagbevægelse gennem årtier er Jane Korczak, der netop er stoppet som 3F’s næstformand. Hun mener, at det er ufortjent, at Claus Jensen ikke får hæder for sin indsats for ligestilling.

»Dansk Metal har hele tiden været en af drivkræfterne bag FIU-ligestilling, og det arbejde er der ikke skruet ned for i hans formandstid,« siger hun og henviser til det uddannelsespolitiske netværk om ligestilling, som 3F og Metal driver sammen.

Frygtelig dansk EU-debat

Den fynske smed er også en varm tilhænger af EU-samarbejdet. Sammen med DI-direktør Karsten Dybvad har han taget initiativ til Tænketanken EUROPA, og han er blandt andet med i styrekomiteen for industrigruppen i europæisk fagbevægelse. 

Claus Jensen tror ikke på lukkede grænser og høje mure. Han sværger til frihandel, demokrati og fredeligt samarbejde. Så er den ikke meget længere, noterer han.

»Den danske EU-debat er frygtelig. Den er bygget op omkring rigtig mange myter, halve og hele løgne og manipulation big time. Vi var jo alle sammen blevet fattigere, hvis vi byggede høje hegn om vores egne lande,« mener han. Derfor kaster han sig ind i EU-afstemninger hver gang og anbefaler ja til patentdomstol, ja til Europol og ja til det hele.

Folk er bange for fremtiden 

»Desværre er godt og vel halvdelen af befolkningen lidt usikre på EU, og måske er de i virkeligheden lidt bange for fremtiden. Hvor er der plads til os? Kan vi sætte udviklingen lidt i stå? Jeg kan et eller andet sted godt forstå den bekymring, men vi er som faglige ledere nødt til at gå op imod den,« siger han.

For akkurat som robotteknologien ikke kan sættes i stå, kan vi ifølge Claus Jensen heller ikke bare melde os ud af det europæiske samarbejde.

Fagbevægelsen har været med til at tale frygten for social dumping helt vildt op.

Metalformanden vurderer, at fagbevægelsen har en del af ansvaret for danskernes EU-skepsis. I takt med at østeuropæerne er kommet til Danmark for at arbejde, er frygten for social dumping og dermed også EU-modstanden vokset.

»Fagbevægelsen har været med til at tale frygten for social dumping helt vildt op. Du ser næsten ikke et indlæg eller indspark fra fagbevægelsen uden, at social dumping er nævnt som et problem. Det er ikke fordi, jeg vil lukke øjnene for det, for problemet er der i nogle brancher. Men det er en faglig opgave for os at løse og en mulighed for at bevise vores værd og være et bolværk mod noget, der ellers kunne gå helt galt.

Rødglødende EU-tilhænger
Rødglødende EU-tilhænger

Fagbevægelsen har en del af ansvaret for danskernes EU-skepsis, mener den bramfri smedeformand. Sammen med DI’s direktør Karsten Dybvad lancerede Claus Jensen i 2013 Danmarks første tænketank om europapolitik. Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte ved præsentationen af Tænketanken Europa. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix

»Nogle har med kraftige stemmer været ude og råbe meget højt om social dumping og har måske været med til at ændre danskernes holdning til EU. Og det har så i virkeligheden været med til at skubbe os over på et ståsted, hvor vi alle sammen kan blive fattigere, hvis vi ikke tør Europa. Hvis vi ikke tør fremtiden. Jeg er i hvert fald ked af den meget skingre tone i debatten, siger han.

Og fagbevægelsen må tage ansvaret på sig, pointerer Claus Jensen.

»Jeg ved godt, at det ikke er nogen nem faglig opgave at sørge for, at der ikke er nogen, der kommer til Danmark og driver social dumping. Men det skal gøres. Og imens skal vi passe på retorikken, for det giver også bål til andre tankegange, som vi absolut ikke går ind for,« siger Claus Jensen og giver udtryk for bekymring for ekstremisme og fremmedhad, der ikke hører hjemme i fagbevægelsens værdibog.

På landevejen for OK 17 

På Metal-kongressen skal Claus Jensen genvælges som formand. Og det sker uden modkandidater. Og så begynder arbejdet for alvor med at forhandle nye overenskomster for knap 250.000 ansatte i industrien.

Som formand for CO Industri skal han sammen med næstformand Mads Andersen fra 3F på turné rundt om i landet.

Top of the pops i industrien
Top of the pops i industrien

Topforhandlerne fra CO Industri og DI præsenterer de nye overenskomster på industriens område på et pressemøde i februar 2014. Nu skal overenskomsterne for en kvart million lønmodtagere fornyes, og igen i 2017 er det Metal-formand Claus Jensen, 3Fs gruppeformand Mads Andersen, DI’s adm. direktør Karsten Dybvad og DI’s vicedirektør Kim Graugaard, der skal lægge arm ved forhandlingsbordet. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Otte byer, blandt andet Holstebro, Slagelse og Rødding får besøg af topforhandlerne Claus og Mads, der skal klædes på med ideer til forhandlingskrav. Derefter samles alle kravene. Som bliver ’fair’, lyder det, men mere vil den drevne forhandler ikke ud med.

For Claus Jensen forhandler aldrig i offentligheden, understreger han.

»Vi kommer ikke med prioriterede eller ultimative krav. Det er en stor fejl hos en forhandler. Ja, man ville dumpe på et tillidsmandskursus, hvis man gør det,« siger han og sender en (u)-venlig tanke til Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, der fortsat er stålsat i sit krav om topskattelettelser og dermed kan udløse et folketingsvalg.

Ultimative krav kan også betyde sammenbrud ved overenskomstforhandlingerne, og det er ikke Claus Jensens stil.

Han glæder sig ligefrem til at skulle bide skeer med industriens topfolk og forhandle en bedre overenskomst hjem til procesoperatører, klejnsmede og slagteriarbejdere på det private område.

»Vi taler om uddannelse, forbedringer af løn, tilbagetrækning, uddannelse af tillidsrepræsentanter og et hav af andre krav og ideer. Så diskuterer vi, hvad vi kan komme igennem med uden at ramme en total mur. Det tager mange møder, og vi bruger mere energi på, hvad der kan lade sig gøre, end på det, vi ved er totalt umuligt,« noterer han.

Nej til popsmart teatertorden 

Claus Jensen gider nemlig ikke misbruge sin tid på luftkasteller, og igen vender han tilbage til sin svaghed. Irritationen over smalltalk. Og hans utålmodighed overfor selvfede typer.

»Jeg kan jo godt blive lidt halvirriteret. Hvis der er en omkring bordet, der farer frem med for meget popsmart teatertorden, mens alle vi andre godt ved, at det ikke lader sig gøre. Er det så fordi, han går efter et sammenbrud? Eller bare fordi han er dum? Sådan noget gider jeg ikke høre på,« siger han.

Når selve forhandlingerne begynder efter nytår er god kemi og tillid mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne altafgørende.

»Jeg vil næsten sige, at god kemi betyder forskellen på, om det kan lade sig gøre eller ikke. Hvis der er dårlig kemi, og lønmodtagere og arbejdsgivere har svinet hinanden tre år i træk, hvem tror så på et godt forhandlingsresultat? Det er imellem overenskomstforhandlingerne at kimen til et godt resultat bliver lagt,« siger han.