Slagkraftige faglige ledere efterlyses

Af Lisbeth Schmidt, medlem af Forretningsudvalget i BUPL

Hver eneste dag, siden den borgerlige regering tiltrådte i november 2001, har arbejderklassen fået bekræftet, at der er brug for en slagkraftig fagbevægelse. Vel at mærke én, som vil genrejse den politiske debat og aktivitet i fagforbund, fagforeninger og på arbejdspladserne. Regeringen fører en velfærdsfjendsk politik, der ustandseligt ændrer vilkårene for de indgåede overenskomster, for eksempel indgreb i den frie forhandlingsret, de asociale nedskæringer i amter og kommuner og angrebene på udsatte grupper i samfundet.

Arbejderklassen er ofre for de nyliberale og kapitalistiske ideologier og krav om fleksibilitet, effektivitet og forandring. Arbejdsliv og fritidsliv underlægges markedets krav og behov. Derfor må de politiske ledere i fagbevægelsen forstå, at snæver faglig kamp om indholdet i overenskomsterne ikke er nok! Mange fagligt aktive reagerer over de forræderier, der bliver begået af højrefløjen i fagbevægelsen, og ønsker dem udskiftet med mere venstreorienterede for på den måde at forvandle fagforeningerne til virkelige kamporganisationer.

Historien viser desværre, at forandringen udebliver. Strategien er den parlamentariske vej til socialisme, omsat til fagligt arbejde. Arbejderklassen er nødt til at sætte lid til egen styrke og aktivitet på arbejdspladsen. Arbejderklassen har kun én styrke, nemlig den kollektive mulighed for at trække arbejdskraften tilbage og sætte det kapitalistiske system i stå.

Fagforeningerne leverer en organisation, der kan gøre denne styrke effektiv. Aldrig har nogen meldt sig ud af en fagforening, fordi den har forhandlet for gode overenskomster, for meget i løn, for kort arbejdstid eller for godt arbejdsmiljø! Derfor er spørgsmålet også: Hvorfor bruger fagtoppen ikke arbejderklassens kollektive styrke til en gang for alle at skabe et samfund uden udbytning?

Når arbejderklassens interesser skal forsvares og udvikles, skal kampen tages på alle politiske områder, som har betydning for levevilkår. Fagbevægelsen må erkende, at faglig kamp er politisk kamp. Der skal stilles konkrete krav til den politik, der føres i nationale og internationale spørgsmål. Konsekvenserne af nyliberalistisk globalisering bliver stadigt mere brutale. Krig og undertrykkelse følges ad med nedskæringer, privatiseringer og fyringer. Kampen mod privatisering af vand hænger derfor stadig mere tydeligt sammen med kampen mod fyringer et andet sted i verden. Mange enkeltsager har en fælles fjende i selve den globale kapitalisme, i særlig grad udtrykt gennem de multinationale og nyliberalistiske ledere som Bush, Blair og Fogh.

Den fagpolitiske modstand mod nyliberalisme, krig og racisme tager sit afsæt i de kampe og bevægelser, der vokser frem lokalt og globalt. Modstanden er mangfoldig og pluralistisk og har mange forskellige former. Derfor har bevægelsen brug for fagpolitiske ledere, der tør og vil stille sig i spidsen i kampen for: Et klart nej til nedskæringer på velfærden, et forsvar for pensionsordningerne, et nej til udbytning og nej til, at vi skal betale med fyringer for at sikre profitten - et nej til krig og besættelse, nej til privatisering og WTO/GATS, ja til, at godt arbejdsmiljø, uddannelse og sundhed er gratis, offentlige goder for alle, og at racisme og hetz skal imødegås overalt. Fagbevægelsens ledere bør udfordres på disse spørgsmål på de lokale generalforsamlinger og kongresser i LO og FTF, så vi kan få valgt de fagpolitikere, som reelt vil kæmpe for medlemmernes interesser.