Sladder er uundværlig

Af | @MichaelBraemer

Antropologen Perle Møhl er ikke chokeret over A4-undersøgelse, der i sidste uge viste, at over halvdelen i nogle faggrupper har været udsat for sladder det seneste år. Uden sladderen ville vi gå rundt i sociale tomrum og slet ikke fungere på jobbet.

Når så stor en andel i visse faggrupper har været udsat for sladder og bagtalelse på jobbet det seneste år, er det vel et klart tegn på et dårligt arbejdsmiljø.

»Ikke nødvendigvis. Sladder i sig selv kan være positiv. Sladder er en del af livet – som at trække vejret. Det er en del af den menneskelige kommunikation, og uden den ville vi alle gå rundt i sociale, tomme universer uden forbindelse med andre mennesker. Så som udgangspunkt er den hverken positiv eller negativ, men har både gode og dårlige sider.«

Hvorfor sladrer vi?

»For at udveksle vigtig viden og informationer. På en arbejdsplads er måske 90 procent af kommunikationen uformel i form af sladder. Og deltager man ikke i den kommunikation, bliver man udelukket fra megen viden og indflydelse og kan slet ikke fungere.«

Hvad er den positive side af sladderen?

»Vi bliver bekræftet og føler, at vi eksisterer, når der bliver talt om os. Det, vi gør, har ingen social betydning, hvis ikke andre interesserer sig for det og omtaler det. Sladder har udgangspunkt i det nære og styrker fællesskabet. Sladder om folk, man ikke kender, er jo ikke vigtig. Den bliver vigtigere og vigtigere, jo tættere folk er på én, indtil de er så tæt på – for eksempel som kærester eller nær familie – at man helt holder op med at sige noget om dem.«

Men hvorfor rapporteres der især om sladder og bagtalelse fra de grupper – social- og sundhedspersonale og pædagoger – der i årevis har klaget over stress og dårlige arbejdsvilkår?

»Jeg tror, svarene er en indikator for den generelle tillid på arbejdet, og at det handler om usikkerhed og utilfredshed. Et af de helt basale karakteristika ved sladder er jo, at man ikke hører den selv. Den foregår bag om ryggen på én, og man får kun noget at vide om den, hvis nogen kommer og rapporterer. Men dem, der er så tæt på, at de ville rapportere, får den næppe heller at vide. Det vil sige, at svarene er baseret på fornemmelser af den viden, der cirkulerer uden for ens egen hørevidde.«

Nu er både social- og sundhedspersonale og pædagoger jo langt overvejende kvinder. Er kvinder bare mere sladdervorne end mænd?

»Jeg har ikke i mit eget arbejde konstateret, at der bliver sladret mere om kvinder end mænd. Men det kan måske have noget at gøre med, at kvinder er mere følsomme og bange for konsekvenserne af, hvad der bliver sagt om dem. Der bliver måske også sladret om andre ting blandt kvinder end blandt mænd.«

Kan vi styre sladderen, eller har den sit eget liv?

»Man kan selv medvirke til at skabe den, men den har også sit eget liv og undslipper éns kontrol, når den er sat i gang. Mange har forsket i, hvordan man kan standse rygter. Det var for eksempel noget, producenten bag shampooen Wash & Go gerne ville have gjort, da der spredte sig et rygte om, at deres produkter fik folk til at miste håret. Men pointen er, at man ikke kan standse et rygte.«

Af netop den grund skal man vel også passe på sladder.

»Ja, man skal passe på den dårlige sladder, der har til formål at ødelægge eller genere andre. Og være opmærksom på, at dét, man siger om andre, ofte ikke handler om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, men om at opnå magt og indflydelse. Vi ved jo alle, hvordan vi lige kan placere den rigtige bemærkning om en anden, fordi man synes, at han er en skiderik, og det burde de andre også synes, at han er. Balancegangen mellem på den ene side at sige noget for at videregive information og på den anden side at opnå noget er svær.«