Skuffende valgkamp

Af

Valgkampen har set med debatbriller foreløbig været en maveplasker. En skuffelse og et antiklimaks af de store.

VELFÆRD Dommedagsprofeter gå hjem! Debatkulturen i Danmark er ikke i forfald, den er forrygende. Og har været det længe. For tænk engang: Danskerne har debatteret det samme tema – velfærdssamfundets fremtid – i årevis. Og debatten har haft det meste: Masser af artikler, debatmøder, tv-indslag, læserbreve, demonstrationer, blokader af børnehaver, dybe analyser og rapporter. Og så er det ikke kun forskere, politikere og økonomiske sekretariater, der har været engageret. Det har vi alle – helt ned til diskussionen med fætter Thomas om forholdene på oldemors plejehjem og børnenes nedslidte skoler. Der har været bredde, dybde, fokus. Det hele.

Og med det forrygende forspil skulle man forvente, at selve kulminationen af selve den demokratiske samtale – valgkampen – ville blive et overflødighedshorn af kvalificeret debat og sammenstød mellem holdninger. Især om de presserende problemer om velfærdssamfundets fremtid.

Men, men, men. Valgkampen 2007 har set med debatbriller været en maveplasker. En skuffelse og et antiklimaks af de store. Fra de første valgrygter gik i gang, var det, som om debatten tabte niveau, og som om politikerne og medierne løb hen i hvert deres ringhjørne og tog kassen med alle de billige tricks frem.

Først og fremmest har temaerne været diffuse og ufokuserede – der har ikke været et emne, der udkrystalliserede sig som det væsentligste. Konflikten mellem en Se og Hør-redaktør og Naser Khader (NA) om sort murerarbejde kunne vel være lige så godt som asylansøgeres forhold eller diverse bogstavlege eller noget helt fjerde, ikke? Debatten har været flimrende.

Og den debat, som danskerne i alle undersøgelser helst ville tage – velfærden i skolerne, ældreforsorgen, børnehaverne og sundhedsvæsenet – har ikke fyldt meget. Vi står stadig med de ubesvarede spørgsmål: Hvordan skaffer vi flere hænder? Hvordan får vi håndteret forventningseksplosionen? Og hvad med de offentligt ansattes frie prestigefald?

Til gengæld gik 2007-valgkampen hen og blev valgkampen, hvor spin sejrede over substans. Symptomatisk nok kom kommentatoren Peter Mogensen i et af de mange spinprogrammer med en fortalelse om, at hvad politikere mente faldt uden for programmets rammer. Korrekt, Mogensen. Oprigtige holdninger er faldet uden for hele valgkampens rammer. Og den politiker, der er kommet til at sige sin mening, er uforvarende blevet kaldt for politisk tonedøv amatør af fnisende tidligere spindoktorer i et tv-studie, mens den, der kunne slå knuder på tungen, har været den »professionelle«.

Derfor har valgkampen været rig på kopimaskinepolitik og taktisk tilpasningssyge, der udvisker modsætninger, og som kulminerede, da regeringen få dage før valgdagen opgav at kræve, at kommunerne skulle droppe skattestigninger.

På mange måder har valgkampen været udtryk for et niveaufald af de store. Men skuffelsen til trods nægter nærværende lederskribent at tro, at valgkampen afslører en permanent tilstand i den politiske debatkultur. Fakta er, at den politiske debat længe før valgkampen har været inde i et forrygende forløb med en kvalitet og et fokus, som andre lande vil misunde os. Lad os derfor se valgkampen som en parentes. Som udtryk for, hvad der sker, når panikken breder sig, lige før valgstederne lukker. Og lad os så – fra i morgen – få debatten tilbage på sporet.