Skuffelse over syltet indsats for børnefamilier

Af Jon Clausen

Sidste år kom regeringens Familie- og arbejdslivskommission med en række forslag til bedre balance mellem arbejds- og familieliv. Men politikerne har endnu ikke gennemført forslagene – og skuffelsen breder sig.

BALANCE Ambitionerne var store, da regeringens Familie- og arbejdslivskommission sidste år fremlagde en række forslag, der skulle forbedre balancen mellem danskernes arbejdsliv og familieliv. Men hvad blev det til? Næsten ingenting, viser Ugebrevet A4’s kortlægning.

Kommissionen gav i sin rapport 21 anbefalinger til politikerne. Af disse 21 er 11 slet ikke gennemført, og resten fortaber sig i det uvisse, eller har blot fået sneget en halv fod ind ad døren til det rum, hvor de store politiske beslutninger bliver truffet. Kommissionens helt centrale forslag som for eksempel en lovfæstet ret til at passe børn på deres første sygedag, udvidelse af hjemmeserviceordningen til familier med børn under 14 år, og en flekskonto, der skulle gøre det lettere at opspare fritid, så forældre med småbørn i en periode kan arbejde mindre, er blevet fuldstændig forbigået.

Per Kongshøj Madsen, der er professor på Aalborg Universitet og sad med i Familie- og arbejdslivskommissionen, er skuffet.

»Ministeren fik en række forslag fra os, og nogle af dem var forholdsvis uskadelige. Der er jo ingen, der er imod sund mad i børnehaverne, og der er heller ingen, der elsker lukkedagene. Men de forslag, der havde lidt mere bid og vision, for eksempel hjemmeserviceordningen for børnefamilier og flekskontoen, har ikke fløjet mange meter. De anbefalinger, der gik ud over det helt nære, har stort set ikke haft nogen gang på jord.«

Balance i modvind

Den udeblevne debat undrer Per Kongshøj Madsen. Hans indtryk var, at der skulle komme en familiepolitisk redegørelse fra familieministeren, efter kommissionen afleverede sin rapport:

»Det blev fuldstændig aflyst. Der kom ingenting andet end en lille pjece med forslag, der først og fremmest lå inden for børnepasningsområdet.«

Linda Nielsen, professor i familieret ved Københavns Universitet og kommissionens formand, så også gerne, at der var blevet mere ud af de centrale anbefalinger.

»Man kan godt undre sig, for hvis man spørg­er danskerne, hvad der er vigtigst for dem, så svarer de familien. Men i øjeblikket er det en svær sag at få på banen.«

Socialdemokraternes familiepolitiske ordfører Mette Frederiksen synes, at forløbet omkring kommissionen er »politik, når det er værst«:

»Der er ingen tvivl om, at mange børnefamilier synes, det er svært at få skabt en ordentlig sammenhæng mellem arbejds- og familieliv. Regeringen ved ikke rigtig, hvad den skal gøre ved det. Derfor nedsætter den en kommission og skyder dermed diskussionen til hjørne. Kommissionen kommer så med en masse anbefalinger, som regeringen siger, man vil se positivt på, og så indfører den ikke nogen af dem. Det er jo ikke en måde at drive politik på.«

Karen Ellemann, der er familiepolitisk ordfører for Venstre, er uenig i kritikken. Hun mener, at selve nedsættelsen af kommissionen var udtryk for, at man fra regeringens side prioriterer familie­politikken højt, og hun peger på, at regeringen på flere områder har gennemført dele af anbefalingerne. Blandt andet har man sat penge af på finansloven til at reducere antallet af lukkedage i børnehaver og vuggestuer og indføre sund mad i daginstitutionerne, ligesom man har ændret på skattereglerne i forbindelse med den såkaldte bedsteforældreordning. Karen Ellemann mener derfor ikke, at familiepolitikken er overset:

»Jeg mener bestemt, der er blevet gjort en hel masse, og anbefalingerne er der stadig og lever i bedste velgående. Men det er jo ikke sådan, at man skal gennemføre hundrede procent af en kommissions anbefalinger. Når man nedsætter en kommission, gør man den så bred som muligt, og dermed må man konstatere, at der i dens anbefalinger vil være ting, man ganske enkelt er politisk uenig i, og derfor ikke gennemfører.«

Ifølge Per Schultz Jørgensen, professor og tidligere formand for Børnerådet, er der intet nyt i, at familiepolitikken er et underprioriteret område. Det har den efter hans mening været siden 1980’erne, hvor man for alvor blev opmærksom på, at der var en konflikt mellem familie- og arbejdsliv.

»Så nu kommer der for tredje eller fjerde gang en udmelding om harmoni mellem arbejds- og familieliv, der ikke har ført noget med sig. Det meste på det her område er gået op i smukke ord og retorik.«

Og gode intentioner har der været nok af. Da Forbrugs- og familieministeriet blev oprettet i 2004, var formålet klart: Der skulle gøres noget for børnefamilierne. Men tre år, tre ministre, en forbigået kommission og et lukket ministerium senere, er der ifølge Per Schultz Jørgensen ikke sket det store.

Spørger man befolkningen, er begejstringen for den førte familiepolitik til at overse. En undersøgelse i Ugebrevet A4 tidligere på måneden viser, at kun 15 procent af danskerne mener, at regeringen har været god til at håndtere udfordringen med at skaffe balance mellem arbejds- og familieliv.

»På trods af hensigterne ser man den stik modsatte politik. Området er ikke blevet prioriteret. Det er blevet en slags legitimering fra regeringens side, der skulle give det udseende af, at man gjorde noget ved problemet. Men samtidig er udviklingen gået den anden vej, nemlig at vi arbejder mere og mere,« siger Per Schultz Jørgensen.

Netop den stigende arbejdstid lader til at være et af hovedproblemerne. Tal fra Danmarks Statistik viser, at hver enkelt beskæftigede danskers arbejdstid fra 2005 til 2007 i gennemsnit steg med, hvad der svarer til fire dage på et år.

Mangel på hænder blokerer

Det rødglødende arbejdsmarked er ifølge arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard ved Aalborg Universitet hovedårsagen til, at det ikke har stået højt på politikernes ønskeseddel at gennemføre en politik, der resulterer i, at dele af befolkningen arbejder mindre:

»Nogle af løsningerne på familie- og arbejdslivsbalancen ville jo gå ud over effektiviteten på det danske arbejdsmarked. Den vigtigste indvending, regeringen kunne have mod forslagene, er, at de kunne reducere arbejdsudbuddet. Det ville man se som katastrofalt i højkonjunkturen. Man kan godt komme med en række idealistiske forslag, men i det øjeblik det skal balanceres op imod arbejdsmarkedets parters interesser og problematikken omkring arbejdsudbuddet, så er det sidstnævnte, der vinder.«

Spørgsmålet er så, om en stigende ledighed affødt af finanskrise og lavkonjunktur kan skabe mere fleksibilitet for børnefamilierne på arbejdsmarkedet og give forældrene mere tid til de små.

Thomas Bredgaard tvivler, fordi manglen på arbejdskraft er så dominerende et tema på den politiske dagsorden:

»Det er klart, at argumentet om hensynet til arbejdsudbuddet står svagere i en periode med lavkonjunktur. Men jeg tvivler på, at det ville resultere i noget konkret på det familiepolitiske område. Man har regnet sig frem til, at vi under alle omstændigheder på længere sigt vil komme til at mangle arbejdskraft, og det er et utroligt svært argument at gå op imod.«