Skuffede S-vælgere svigter regeringen

Af | @MichaelBraemer

Mere end en tredjedel af de socialdemokratiske vælgere og halvdelen af Enhedslistens vælgere ved ikke, om de foretrækker den nuværende regering eller VK-regeringen, viser ny undersøgelse. Vækstpakken har skuffet vælgerne, og opbakningen til regeringen er lavere, end nogen regering har oplevet tidligere, påpeger eksperter.

Foto: Af Lars Krabbe/Polfoto

FRAFALD Selv blandt socialdemokratiske vælgere er flere end hver tredje nu i tvivl om, hvorvidt de ønsker den nuværende S-ledede regering, eller om de vil have VK-regeringen tilbage. Det viser en ny måling, som analysebureauet YouGov har foretaget for Ugebrevet A4. Regeringen sætter historisk bundrekord for vælgeropbakning, fremhæver flere eksperter, der giver den ringe chancer for at komme igen før næste valg.

»Vælgeropbakningen har sat regeringen i en ’lortesituation’ uden historisk sidestykke,« siger Rune Stubager, valgforsker på Aarhus Universitet.

Det er vækstpakken, fremlagt for et par uger siden, der har skubbet kraftigt til den faldende vælgeropbakning, som regeringen har kæmpet mod, siden den blev valgt i efteråret 2011. Tabet denne gang sker, uden at den tidligere regering, VK, får tilsvarende større opbakning. Vælgerne er i stigende grad blevet rådvilde og ved ikke, hvilken regering de foretrækker, viser den nye undersøgelse.

Vækstpakken er blevet kritiseret for at give færre skatter til erhvervslivet på bekostning af overførselsindkomster og væksten i den offentlige sektor. Og især blandt de socialdemokratiske vælgere har pakken betydet markant svækket opbakning til S-R-SF-regeringen. 68 procent af de socialdemokratiske vælgere pegede før præsentationen af vækstpakken på S-R-SF som den regeringskonstellation, de helst ville have. Nu er andelen dalet til 57 procent. Andelen af socialdemokrater, der i stedet ønsker en VK-regering, er kun vokset med et enkelt procentpoint – fra 6 til 7 procent. Til gengæld er den del af S-vælgerne, der ikke ved, hvilken regering de ønsker, vokset kraftigt til nu at udgøre mere end hver tredje.

Støttepartiet løber tør for støtte

Vækstpakken har også kostet opbakning fra de to andre regeringspartiers vælgere, men her har tabet været mere begrænset. Blandt de radikale vælgere er opbakningen til den nuværende regering faldet fra 59 til 57 procent, efter vækstpakken blev fremlagt, mens SF-vælgernes støtte til regeringen går beskedent tilbage fra 57 til 56 procent.

Anderledes hos støttepartiet Enhedslistens vælgere, hvor vækstpakken har gjort et voldsomt indhug i den andel, der mener, at S-R-SF-regeringen fortsat er værd at støtte. Opbakningen til regeringen er faldet fra 57 til 40 procent hos liste Ø’s vælgere. Halvdelen af Enhedslistens vælgere aner ikke, hvilken regering de foretrækker.

Blandt vælgerne som helhed er regeringens støtter svundet fra 33 til 28 procent efter vækstpakken. Til sammenligning mønstrer VK en opbakning på 47 procent af vælgerne – et enkelt procentpoint mere, end før vækstpakken blev fremlagt 26. februar.

Aldrig nogensinde har en regering været så langt bagud i målinger i forhold til sin opposition, konstaterer politisk kommentator Hans Engell. Han mener ikke, man skal lægge for meget i, at de senest frafaldne vælgere endnu ikke kaster sig hovedkulds i armene på VK.

»Det traumatiske for Helle Thorning (statsminister (S), red.) er jo, at der ikke har været en måling siden valget i 2011, hvor regeringen har haft flertal. Og det billede, der nu tegnes i alle målinger, er, at hvis der var valg i næste måned, ville regeringen lide et knusende nederlag og Løkke (Lars Løkke Rasmussen, V-formand, red.) rykke ind med fuld musik,« siger han.

Nødvendigt med store gaver

Hvis stemningen skal vendes, skal der andet end en vækstplan til. Så skal vælgerne se, at regeringens politik virker, påpeger Hans Engell.

»Står vi en situation om to år, hvor der er skabt 100.000-150.000 nye job, så kan tingene ændre sig, men ikke før. For vælgerne tror ikke på planer, men på resultater,« understreger han.

Valgforsker på Aarhus Universitet Rune Stubager har mere end svært ved at se, hvordan regeringen skal komme ovenpå igen inden næste valg. Også selv om A4’s tal tyder på, at de frafaldne støtter lige nu ikke går over til ’fjenden’, men udgør en slags reserve i venteposition. 

»Nogle af de mange, der hverken foretrækker VK eller S-R-SF er nok reelt i tvivl. Men der er formentlig også en del, som egentlig helst støtter en venstreorienteret eller centrumvenstre-regering, men som bare ikke synes, det er godt nok lige nu. Nogle af dem kan de få i tale, men det kræver en helt anden politik end den, de fører nu,« konstaterer han.

Rune Stubager vil ikke engang sætte penge på et comeback til regeringen, hvis den viser sig at følge en taktik, hvor den sørger for at få de ubehagelige sager til side i starten af regeringsperioden, og derefter bruger resten af perioden på at forsøde danskernes tilværelse med milde gaver.

»Så skal gaverne godt nok være store, og jeg har svært ved at se, hvor pengene til at købe dem for skal komme fra,« siger han.

Fanget i løftebrud

Den taktik tror heller ikke Hans Engell på. Han peger på, at regeringen står med en af de værste økonomiske kriser i mange år og samtidig sidder uhjælpeligt fast i et spind af løftebrud.

»Hver gang, de kommer med et udspil, om det så er vækstplan eller kontanthjælpsreform, ligger der endeløse rækker af citater, hvor fremtrædende ministre har sagt det modsatte - ikke bare før valget, men for kort tid siden. Det skaber en mangel på troværdighed, som vælgerne straffer,« mener han.

I Hans Engells optik gik det galt for regeringen allerede på valgaftenen i 2011, hvor senere statsminister Helle Thorning-Schmidt stillede sig op som sejrherre.

»Hvis hun have sagt, som sandt var, at ’vi tabte valget, og det er ikke sikkert, at vi kan danne en regering, men det er i hvert fald sikkert, at vi ikke kan føre den politik, vi gik til valg på’, så havde meget set anderledes ud. Det andet har været sindssygt dyrt,« mener han.

Situationen kan rette sig

Valgforsker Christian Elmelund-Præstekær fra Syddansk Universitet er mindre tilbøjelig til at give regeringen dødsstødet efter præsentationen af vækstpakken, selv om A4’s tal understreger, at Vækstplan DK er blevet meget dårligt modtaget blandt de vælgere, regeringen skal støtte sig til.

Han hæfter sig ved, at vælgerne nu ikke går fra rød til blå blok, men stiller sig afventende, når regeringens politik strider mod deres holdninger. Det er logisk, mener han. For er regeringspartiernes vælgere utilfredse med vækstpakken og de reformer, som har skåret i forskellige velfærdsydelser, har de ikke meget glæde af at gå til blå blok, som støtter dem og gerne vil gennemføre samme politik.

»Tvivlerne er efter min mening ikke tabt, for der er trods alt nogle finanslovsrunder tilbage før valget, og her kunne man godt forestille sig, at regeringen begynder at finde på noget mere konstruktivt og populært. Regeringens strategi kan godt være, at hvis man alligevel skal have fingrene ned i bikuben, så kan man lige så godt stikke hele armen ind én gang for alle og gøre det i begyndelsen af valgperioden. Så kan den altid se på, hvad den kan rette op på efterfølgende,« mener han.

Faktisk har regeringen haft armen så langt inde, at vælgerne har meget svært ved at se ’det røde’ i den førte politik, viser A4’s tal. Kun fire procent af vælgerne mener, at regeringen fører en ’rød’ politik. Hver tredje mener, at regeringens politik er udpræget ’blå’, mens lidt over halvdelen kalder den både ’rød’ og ’blå’.

Der er påfaldende stor enighed mellem vælgerne på tværs af de forskellige partier om, hvor regeringen skal placeres på farveskalaen. Kun Enhedslistens og Dansk Folkepartis vælgere skiller sig ud ved i endnu højere grad end de andre vælgere at have øje for det ’blå’ element i regeringens politik.

Blåt prædikat er fortjent

Christian Elmelund-Præstekær finder det naturligt, at regeringen har fået et blåt prædikat i en periode, hvor det har handlet om krisehåndtering og om at skaffe penge til at sikre et fundament for fremtidig velfærd.

»Regeringen har hentet milliarder på efterløn, dagpenge, kontanthjælp og SU og dermed spredt sine indgreb ud over alle grupper i samfundet. Og nedskæring kan nemt blive opfattet som blå eller borgerlig politik, fordi den handler om at begrænse velfærden. Når man skal spare, kan det kun gøres på én måde, og argumenterne for nedskæringer er altid de samme, uanset hvem der fremfører dem,« påpeger han.

Når og hvis regeringen i stedet begynder at bruge penge, vil billedet hurtigt kunne vendes, mener valgforskeren.

»I udgiftspolitikken har for eksempel Socialdemokraterne nok lidt lettere ved at sælge deres politik som ’rød’, fordi de har et andet fokus end de borgerlige. En typisk socialdemokratisk fremgangsmåde vil være at øge aktiviteten i den offentlige sektor, for eksempel i store anlægsprojekter, hvor man kan skabe forbedringer og job samtidig. De borgerlige ville vælge at give skattelettelser,« siger han og peger på, at regeringen med sin store togplan allerede er slået ind på den vej, siden vækstplanen blev præsenteret.

S tror på lysere tider

Politisk ordfører for det største regeringsparti, Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne, er klar over, at regeringen er helt i bund med hensyn til vælgeropbakning. Men han mener, at der venter lysere tider forude.

»Vi har stoppet blødningen af arbejdspladser, og nu er vi klar til en ny fase, hvor det handler om at få skabt nye arbejdspladser og nye investeringer, så der er råd til velfærd i fremtiden. Det er den fortælling, vi præsenterer danskerne for, og jeg tror også, at det er den kurs, danskerne gerne ser, at vi fører. Men selvfølgelig skal de også se kursen blive sejlet - det forstår jeg godt,« siger han som forklaring på A4’s nedslående tal.  

Magnus Heunicke mener, at det er den højlydte offentlige debat om socialdemokratisk politik, affødt af vækstpakken, som er skyld i, at især socialdemokratiske vælgere har reageret hårdt mod regeringens plan om at skære i offentlige udgifter for at lette vilkårene for erhvervslivet.

Hvis vælgerne har været i tvivl om, hvor Socialdemokraterne står, er tvivlen ikke blevet mindre af, at partiets finansminister Bjarne Corydon i debatten fik sagt, at Socialdemokraterne ikke skal forstås som et venstreorienteret parti. Senest har partiformand Helle Thorning-Schmidt så sagt, at partiets hjerte ligger netop til venstre.

Magnus Heunicke ser imidlertid ingen forvirring eller kursændring i partiets nuværende politik, selv om prioriteringen lige nu er det private erhvervsliv på bekostning af velfærd.

»Lige siden Staunings tid har det været kernesocialdemokratisk politik at sikre private arbejdspladser. Vi kan ikke være offentlig ansatte alle sammen, for så er der ikke penge til at betale vores løn. Den offentlige og private sektor er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger,« siger han og afviser prædikatet ’blå’.

»Hvis vi fører blå politik, hvordan kan det så være, at Venstre står og brokker sig hele tiden. Ja, vi har taget fat og lavet reformer. Også nogle, der giver knubs. Men ved samtlige reformer har vi haft Venstre, som ville have skåret voldsomt dybere,« mener Magnus Heunicke.

Dansk Folkeparti i udbrud

Socialdemokraternes retorik lader ikke Hans Engell i tvivl om, at Venstre er Socialdemokraternes hovedfjende. Men i virkeligheden kan Dansk Folkeparti gå hen og blive endnu farligere for Socialdemokraterne i deres kamp for at genvinde vælgernes tillid, mener han.

»Kristian Thulesen-Dahl har, siden han overtog formandsposten i Dansk Folkeparti, lagt en kurs, der overhaler Socialdemokraterne indenom. Han vil have længere dagpenge og mere menneskelighed i kontanthjælpen, og han har allieret sig med lærerforeningen under konflikten. Thulesen-Dahl etablerer sig som det nye socialdemokrati, når vi taler fordelingspolitik, lighed og socialt ansvar, og så strammer han på udlændingeområdet. Lige en profil, som har appel til mange socialdemokratiske vælgere,« påpeger Hans Engell.