Skrappe regler truer EU’s demokratiforsøg

Af Illustration: Majbrit Linnebjerg
Louise Wendt Jensen

Underskriftindsamlinger skal give borgerne mere direkte indflydelse i EU. Men kravene til indsamlingerne er alt for skrappe, lyder kritikken fra græsrodsbevægelser og parlamentarikere. De frygter, at kun store, pengestærke organisationer får glæde af det nye initiativ, mens det i praksis bliver umuligt at gennemføre for mindre organisationer og borgergrupper.

PSEUDO-DEMOKRATI Indsaml en million underskrifter og vær med til at sætte dagsordenen for EU’s lovgivning’.

Sådan lød et af de største slagnumre, da den stormomsuste Lissabontraktat, der trådte i kraft 1. december sidste år, skulle sælges til europæerne.

Det såkaldte borgerinitiativ skal skabe demokrati nedefra, engagere de europæiske borgere og skabe en følelse af selv at kunne påvirke EU-systemet, lød salgstalen.

Initiativet blev hilst velkommen fra næsten alle sider. Men i dag, hvor reglerne for hvordan borgerinitiativet skal skrues sammen, er ved at tage form, hagler kritikken ned over projektet.

»Vi frygter, at det kun bliver store, økonomisk stærke organisationer, der vil kunne gøre brug af det, fordi reglerne er alt for bureaukratiske,« siger Carsten Berg.

Han er koordinator i ngo’en – græsrodsbevægelsen – Democracy International, den europæiske afdeling af den tyske ngo Mehr Demokratie, som arbejder for at fremme direkte demokrati i Europa. Democracy International står bag kampagnen ECI, som forsøger at fremme et så borgervenligt borgerinitiativ som muligt.

Lagt op til slagsmål

Rammerne for borgerinitiativet er allerede lagt i Lissabontrakten. Ifølge artikel 11.4 kan man ved at indsamle underskrifter fra mindst en million borgere i ’et betydeligt antal medlemsstater’ opfordre EU-kommissionen – den eneste instans i systemet, som kan foreslå ny EU- lovgivning – til at fremsætte eller skrotte et lovforslag.

Eneste betingelse er, at lovgivningsområdet skal ligge inden for rammerne af kommissionens beføjelser. Man kan altså ikke bede kommissionen fremsætte et lovforslag om, at alle cancerpatienter i Europa skal behandles inden for en måned. Det er nemlig medlemslandene selv, der har det overordnede ansvar for sundhedsområdet.

Man kan heller ikke bede om at få ændret i traktaterne, for der kan kun foreslås lovgivning, som ligger inden for de traktater, der allerede er vedtaget.

Det diskvalificerer derfor på forhånd den nok mest kendte underskriftindsamling ’One-seat-kampagnen’. Den har allerede indsamlet over en million underskrifter for at få lukket Europa-Parlamentet i Strasbourg, så de 736 parlamentarikere og deres ansatte ikke behøver at flytte fra Bruxelles for at arbejde i Strasbourg en uge hver eneste måned. Det står nemlig indskrevet i traktaten, at parlamentet også skal have sæde i Strasbourg.

EU-kommissionen kom i marts med sit udspil til, hvordan reglerne nærmere skal skrues sammen, og i juni godkendte medlemslandene i Ministerrådet så en lettere ændret version, som Europa-Parlamentet nu skal kigge på i løbet af efteråret.

Og her er der lagt op til et opgør.

»Det kan godt blive lidt af et slagsmål, for det er en debat, der handler om EU’s demokratiske omdømme. Det er vigtigt, at folk får en fornemmelse af, at borgerinitiativet kan gøre en reel forskel og ikke bare en symbolsk. Det har vi alle en mening om,« siger Emilie Turunen (SF), medlem af De Grønne i parlamentet, som har arbejdet meget med borgerinitiativet.

Hun er også kritisk over for det forslag, EU-kommissionen og Ministerrådet har fremlagt.

»Som det ser ud nu, er det for stramt og svært at bruge for mindre grupper. Der er alt for mange forhindringer,« mener Emilie Turunen.

For store krav

Ifølge forslaget skal den ene million underskrifter komme fra mindst ni forskellige EU-lande med et minimum antal stemmer fra hvert land. I Danmark skal man indsamle mindst 9.750 underskrifter. Og det skal ske inden for et år fra den dag, man registrerer forslaget hos EU-kommissionen. Underskriverne skal have opnået valgret, og underskrifterne skal ud over adresse være forsynet med enten pas- eller id-nummer, så personernes identitet kan kontrolleres.

Kommissionen forbeholder sig retten til at nægte at registrere initiativer, som går imod unionens værdier, eller som er direkte fjollede. Man kan altså ikke foreslå, at dødsstraffen skal genindføres, eller at skuespilleren Ulf Pilgaard skal være formand for Ministerrådet. Men derudover er den eneste begrundelse for at afvise et forslag, at det ligger uden for EU-kommissionens beføjelser. Og en vurdering af, om forslaget ligger inden for eller uden for beføjelserne, kan man først bede om, når man har indsamlet 100.000 underskrifter fra mindst tre forskellige lande.

Oprindeligt havde kommissionen ønsket sig en tærskel på 300.000 underskrifter, men medlemslandene satte den ned. De har dog ikke ønsket at få den så langt ned, som ngo’erne og flere parlamentarikere har talt for. Det er nemlig medlemslandenes opgave at foretage stikprøvekontrol af underskrifterne for at kontrollere, at de er ægte, og det store arbejde vil landene kun gå i gang med, hvis der er bred opbakning til indsamlingen.

Men det argument køber fortalerne for et let anvendeligt borgerinitiativ ikke.

»Vi vil gerne have tærsklen ned til 5.000 eller 10.000 underskrifter. Der er ingen grund til, at folk bruger unødige ressourcer og spilder deres tid, hvis ikke deres forslag ligger inden for rammerne af et borgerinitiativ,« siger Emilie Turunen.

Hun vil også gerne have, at stemmerne skal komme fra færre lande og ser helst, at man ikke skal opgive id, når man skriver under.

Netop id er også en kæphest for Greenpeace.

»I for eksempel Tyskland og Storbritannien går man ikke rundt med sit id-kort eller pas, så hvordan skal man så deltage i en underskriftindsamling på gaden? Det krav gør borgerinitiativet alt for svært at bruge i praksis,« siger Mark Breddy, informationsansvarlig for Greenpeace i Bruxelles.

Han medgiver, at der skal være stikprøvekontroller af underskrivernes rette identitet, men han mener, at en adresse er nok.

»I en tid, hvor folk er bange for, at deres data bliver misbrugt, vil det afholde mange fra at være med, hvis man skal opgive den slags oplysninger,« siger Mark Breddy, der også gerne vil have en længere frist end et år til at indsamle en million underskrifter.

»For en organisation så stor som vores kan det godt lade sig gøre, men for mindre organisationer er det et kæmpearbejde at indsamle så mange underskrifter i flere forskellige lande. Derfor bør fristen være længere,« siger Mark Breedy.

Ingen garanti for ny lov

At fristen er for kort for små aktører kan Birte Hald bevidne. Hun er bestyrelsesformand for Concord Danmark, som er den danske platform for Concord Europe – en paraplyorganisation, hvis formål er at arbejde for fattigdomsbekæmpelse på EU-niveau.

Som et politisk stunt lancerede Concord Danmark et borgerinitiativ ét minut over midnat 1. december sidste år, da Lissabontraktaten trådte i kraft. Initiativet foreslår, at det skal være bindende for EU-landene at leve op til de bistandsmål, de har sat sig.

»Siden 1. december har vi ved én mands hjælp indsamlet 2.439 underskrifter, og det er vores erfaring, at hvis man skal lave et seriøst bud på et borgerinitiativ, så skal man have et europæisk netværk og professionelle folk til at designe en kampagne. Det er ikke noget hr. og fru Jensen bare kan gøre,« siger Birte Hald.

»Det her henvender sig primært til organisationer, der har en europæisk infrastruktur. Som for eksempel De Europæiske Socialdemokrater, der har sagt, at de vil lave et borgerinitiativ for at få indført skat på finansielle transaktioner,« siger Birte Hald.

Spørgsmålet er, om det er den slags politiske kampagner, der var tanken.

»Umiddelbart ikke, men der er ingen begrænsninger på, hvem der kan starte et borgerinitiativ. Det kan både være en enkeltperson, en politisk bevægelse eller en fagbevægelse. Det handler om at opfylde de objektive krav. Derefter tager kommissionen stilling til, om det er forslag, den vil forfølge,« siger Jens Nymand-Christensen, direktør i kommissionens generalsekretariat, som har udfærdiget buddet på reglerne.

Og om kommissionen vil forfølge eller afvise, er der ingen garanti for.

»Det kan man aldrig få. Det vil være traktatstridigt. Traktaten er skrevet således, at den ikke berører kommissionens initiativret til at stille lovforslag. Derfor kommer det ikke på tale at få kommissionen til at tage stilling, før der er indsamlet en million underskrifter,« siger Jens Nymand-Christensen, der medgiver, at man ikke skal undervurdere den indsats, der skal lægges i at indsamle en million underskrifter.

Men han tror alligevel, at borgerinitiativet vil gøre EU mere demokratisk.

»Det er centralt for et demokrati, at der er en offentlig debat, og al offentlig debat om EU har indtil nu været meget national og indadskuende. Det her kan bidrage til, at borgere i et stort antal lande organiserer sig og debatterer noget, de virkelig brænder for, og som de gerne vil sætte på dagsordenen,« siger Jens Nymand-Christensen.

SF’s medlem af parlamentet Emilie Turunen er mere skeptisk:

»Jeg tror ikke, det vil gøre en kæmpe forskel for de europæiske borgere. Når der ikke er nogen garanti for, at det bliver taget alvorligt, og det bare kan smides i skraldespanden, så bliver det et tandløst initiativ. Det spændende er, hvor mange forslag kommissionen kan holde til at skrotte.«