Skoler svigter psykisk sårbare unge

Af | @MichaelBraemer

Hver anden elev på produktionsskolerne har psykiske problemer. Men hjælpen er størst til gymnasieleverne, selvom de har færrest problemer. Skolerne mangler økonomi til, at støtte de udsatte elever og henviser til at det er kommunernes ansvar. Eksperter advarer mod den paradoksale skævhed.

Foto: Foto: Jeppe Carlsen, Scanpix

ONDT I LIVET Hver femte ung har så slemme psykiske problemer, at de har svært ved at gennemføre deres ungdomsuddannelse. Værst står det til blandt eleverne på produktionsskolerne, hvor hver anden har problemer med misbrug, ensomhed, angst og selvmordstanker eller andre psykiske problemer.

Alligevel er hjælpen nærmest for eleverne på gymnasierne. Her kan alle elever trække på psykologhjælp. Det tilbud er sjældnere på erhvervsskolerne og helt fraværende på produktionsskolerne, der ellers har det største behov.

Den skæve fordeling af hjælp til unge med psykiske problemer fremgår af ny rapport, ’Tilbud til psykisk sårbare unge i Nordjylland’, som forskere fra Aarhus Universitet har lavet i samarbejde med Psykiatrifonden og TrygFonden.

Selv om rapporten baserer sig på en kortlægning af tilbuddene til psykisk sårbare unge i Region Nordjylland, er problemet med ulige fordeling af psykologhjælp landsdækkende. Det fastslår leder af børne- og ungdomsafdelingen i Psykiatrifonden Bjarke Malmstrøm Nielsen.

Og han finder det stærkt betænkeligt, at hjælpen er mindst til elever på erhvervsskoler og produktionsskoler, som langt oftere end gymnasieelever har andre udfordringer end deres uddannelse at slås med.

»Vi oplever en massiv og voksende efterspørgsel efter vores undervisning fra netop elever og lærere på erhvervs- og produktionsskoler og hører tit, at tilbuddene til deres psykisk sårbare elever er meget begrænsede. Ofte ved vi ikke, hvem vi kan henvise til, hvis der er unge på skolerne, som har brug for yderligere hjælp,« påpeger Bjarke Malmstrøm Nielsen.

Tidlig indsats nødvendig

Forskningsleder på Aarhus Universitet Jens Christian Nielsen, der har stået i spidsen for undersøgelsen, lægger også vægt på misforholdet mellem behovet for hjælp og de tilbud, der er på de enkelte ungdomsuddannelser.

»Det er jo ikke det almene gymnasiums skyld, at de er bedre til at organisere deres unge. Men det er alarmerende, at der er færre tilbud om hjælp til unge på erhvervsskolerne, som vi ved kæmper med sociale udfordringer i forvejen. Og at de er nærmest fraværende på produktionsskolerne, som har mange elever med psykosociale problemer,« siger Jens Christian Nielsen.

Han mener, at erhvervs- og produktionsskolerne har brug for flere ressourcer til at tackle problemerne hos unge, der af den ene eller anden grund har svært ved at fuldføre en uddannelse.

Ud fra et forebyggelsessynspunkt finder formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, at det er stærkt problematisk, at der ikke er hjælp parat til de grupper af unge, hvor man ved, at psykiske og sociale problemer er udbredte.

»Vi ser en utrolig voldsom stigning i henvisninger til børne– og ungdomspsykiatrien i disse år. Det er bare ikke alle, der hører til her. Men når der ikke er andre tilbud, hvad gør man så? Man henviser til psykiatrien,« siger han.

Unge under pres

Ifølge Bjarke Malstrøm Nielsen fra Psykiatrifonden udgør ’psykisk sårbare unge’  omkring 20 procent af de 15-24 årige, men op mod halvdelen af eleverne på produktionsskolerne. På erhvervsskolerne er det også langt mere normalt med psykiske problemer, end det generelt er i aldersgruppen.

Det er både unge med psykiatriske diagnoser og unge med forskellige former for psykosociale problemer – for eksempel ensomhed, isolation, misbrug, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser, manglende selvværd, eksamensangst, mobning og selvmordstanker.

De tilhører, påpeger Jens Christian Nielsen fra Aarhus Universitet, en generation af unge, som fra samfundets side er underlagt et enormt pres for at komme igennem en uddannelse.

Og en del har det svært med at være aktive og succesfulde, hvis de har en belastet opvækst og sociale problemer i bagagen, eller de løber ind i faglige problemer, påpeger han. Måske begge dele.

»Man siger, at de unge har uendelig mange muligheder. Men går man bare et par generationer tilbage, var der mange flere muligheder for dem, der ikke er på vej op ad uddannelsesstigen, fordi jobmarkedet var større, og der var flere indgange til arbejdsmarkedet. Nogle unge har det svært med de krav, der stilles i dag,« siger forskningslederen.

Bjarke Malmstrøm Nielsen fra Psykiatrifonden mener også, at en stor gruppe unge er ofre for en overivrig uddannelsespolitik.

»Man har nok ikke erkendt, at der er nogle unge, der ikke uden videre kan gå videre i uddannelsessystemet, fordi de ikke har lært at gå i skole og er præget af mange års mistrivsel. Nu hænger de i et ingenmandsland mellem pædagogikken og psykiatrien,« siger han.

Ikke vores bord

At produktionsskolerne har en stor andel af psykisk sårbare elever, er måske ikke den store overraskelse, eftersom produktionsskolerne er et tilbud til unge under 25, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at begynde på én.

Skolerne skal, som viceforstander på Aalborg Produktionsskole Flemming Midtgaard formulerer det, ’samle op, når det kikser de andre steder’. Alligevel er der ifølge viceforstanderen ikke penge i produktionsskolernes økonomi til at tilbyde psykologbehandling, når elevernes problemer trænger sig på og står i vejen for videre uddannelse.

»Der er intet i vejen for at ansætte en psykolog. Det er der bare ikke penge til. Vi er jo også sat i verden for at hjælpe indlæringsmæssigt og socialt. Spørgsmålet er bare, om vi har betingelserne til at gøre det, hvis over halvdelen af vores elever har problemer af den ene eller anden art. Jeg synes det ikke. Kommer der en elev, der er droppet ud af gymnasiet på grund af psykiske problemer, er det ikke et problem, vi kan løse,« mener han.

Flemming Midtgaard pointerer også, at det er kommunernes ansvar og opgave, hvis en ung på grund af psykiske, sociale eller andre årsager ikke er i stand til at gennemføre et forløb på en produktionsskole.

»Opgavefordelingen er sådan, at staten tager sig af det uddannelsesmæssige efter folkeskolen, og kommunerne stiller de nødvendige foranstaltninger til rådighed, så det kan lade sige gøre,« pointerer viceforstanderen.

Ufornuftig sparepolitik

Selv har han et samarbejde om de psykisk sårbare unge med Aalborg Kommune og kan trække på en forebyggelsesmedarbejder fire timer ugentligt.

Men ifølge rapporten kniber det med de kommunale tilbud til de psykisk sårbare unge i en del andre kommuner i Nordjylland, ligesom der mangler sengepladser og er lange ventetider i psykiatrien.

Forskerne beskriver det som tvivlsomt, om alle psykisk sårbare unge får den nødvendige støtte og behandling.

Det er et landsdækkende problem, fastslår formanden for Produktionsskoleforeningen, det socialdemokratiske folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen.

»Behandling er ikke en kerneopgave for en produktionsskole, og vi har færre midler til rådighed end gymnasier og erhvervsskoler. Heldigvis har nogle skoler gode aftaler med de kommuner, de ligger i, om at tage hurtig stilling til for eksempel diagnoser og behandling. Men ikke alle,« betoner Produktionsskoleforeningens formand.  

Det synes han er utilfredsstillende og en dårlig idé, hvis motivet er, at der skal spares.  

»Når vi nu har politisk fokus på, at alle unge gennemfører en uddannelse, handler det om at gøre det her rigtigt. Og det vil sige at bruge behandlersystemet til dem, der har det svært i livet. Ellers ender de her unge i køen til kontanthjælp, sygedagpenge eller i værste fald førtidspension. Det er ingen undskyldning, at vi ikke har råd, for vi kommer til at betale på den ene eller anden måde alligevel,« mener han.

Absurd

Jane Findahl (SF), formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), forstår ikke produktionsskolernes magtesløshed og deres kritik af kommunerne.

»Produktionsskolernes opgave er at arbejde med unge, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Så hvis nogen er i stand til at tage sig af psykisk sårbare unge, er det i hvert fald produktionsskolerne,« siger hun.  

Men også erhvervsskolerne kritiserer kommunerne for ikke at leve op til deres ansvar i forhold til psykisk sårbare elever.

Formanden for Danske Erhvervsskoler – Lederne, Peter Amstrup peger prompte på kommunerne, når han bliver spurgt om, hvorfor erhvervsskolerne ikke kommer deres psykisk sårbare elever til undsætning med psykologhjælp i samme omfang som gymnasierne.

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor en kommunal forpligtelse blev til en skoleforpligtelse.  Men det er det, der er sket, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende,« siger han.

Ifølge Peter Amstrup har der i løbet af de seneste fem-ti år været en glidende udvikling, hvor man i første omgang blev opmærksom på et stigende antal unge med psykiske problemer.

Dem valgte kommunerne i anden omgang at gå i samarbejde med ungdomsuddannelserne om i stedet for selv at tage sig af dem, lyder hans udlægning.

»Det vil vi gerne, men det er faktisk kommunernes opgave. Nu er der skoler - herunder min egen - der køber sig til psykologisk bistand i større eller mindre omfang. Om det så er nok til at dække behovet, er jeg alvorligt i tvivl om,« siger erhvervsskolernes formand og tilføjer:

»Under alle omstændigheder er det absurd, at kommunerne har en opgave, som de begynder at tale med os om, hvor meget vi skal betale af.«

Samarbejde nødvendigt

Også kritikken fra erhvervsskolerne undrer Jane Findahl fra KL.

»Når det fungerer i gymnasierne, er det jo ikke fordi, gymnasierne énsidigt har overtaget opgaven Det foregår i et samarbejde mellem kommuner og gymnasier, hvor begge parter tager et ansvar. De psykisk sårbare er en fælles opgave, og vi er nødt til at have et samarbejde mellem kommuner, erhvervs- og produktionsskoler for at løse den,« siger hun.

Hun medgiver dog, at kommunerne kan blive bedre til at tilrette uddannelsesforløb, der hænger sammen for den enkelte psykisk sårbare unge og få etableret partnerskabsaftaler med skolerne om forløbet.

Om skolerne har ressourcer nok til at tage sig af deres del af opgaven, har hun ikke noget klart svar på.

»Først og fremmest er parterne nødt til at finde ud af, hvordan vi gør de her bedst. Vi skal finde ud af, hvad vi har brug for, og om vi allerede har det i det almindelige system,« siger hun.  

Brug for åbent tilbud

Spørgsmålet er imidlertid, om den rettidige hjælp til psykisk sårbare unge absolut skal være knyttet til de uddannelsesinstitutioner, de unge går på? Knud Kristensen fra Landsforeningen Sind siger nej.

Han foreslår et åbent ungdomstilbud, som enten kommunerne eller private organisationer skal stå bag.

»Der burde alle steder være et sted med få ansatte og nogle frivillige, hvor unge kunne gå ind og tale om de problemer, de har. Ikke et behandlingstilbud, men et sted, hvor man kan hjælpe videre, hvis der er brug for professionel hjælp,« mener Knud Kristensen.

Han er klar over, at ideen let kommer til at strande på, at den koster penge at føre ud i livet.

»Men jeg er ikke i tvivl om, at en sådan investering vil kunne betale sig hjem,« siger Landsforeningen Sinds formand.