Skolebørn spises af med discountpasning

Af

Kommunernes Landsforening erkender, at der er færre voksne til at passe flere børn. Udviklingen rammer især de større børn i fritidshjem og skolefritids-ordninger. Pasningen af større børn er udbygget gevaldigt, men prisen er dårligere tilbud til den enkelte, siger Børnerådets formand.

I disse uger modtager forældre landet over brev om deres barns skolestart. Mange læser med spænding, hvor mange andre elever der er i den nye børnehaveklasse eller 1. klasse – hvor mange andre børn, der vil konkurrere med lille Mathias og Ida om læreren eller pædagogens opmærksomhed.

Måske skulle forældrene hæfte sig mere ved forholdene i skolefritids-ordningen (SFO), som tager sig af Mathias og Ida efter skoletid. Pasningsordningerne for skolebørn – fritidshjem og SFO’ere – er ramt særlig hårdt af det kvalitetsfald, der gennem det seneste tiår har præget børnepasningen som helhed.

Det fremgår af et notat, som Kommunernes Landsforening (KL) har udarbejdet sammen med de pædagogiske fagforeninger BUPL og PMF. Notatet viser, at der i 2001 blev brugt færre penge på det enkelte barns pasning end i 1991. For daginstitutionerne er faldet på 3,4 procent per barn. 
Men det største fald skal findes hos 1990’ernes komet inden for børnepasning, nemlig skolefritidsordningerne og fritidshjemmene. I SFO’erne er der i dag 13 procent flere børn per voksen end i 1992, mens hver pædagog eller pædagogmedhjælper på fritidshjemmene skal passe godt 12 procent flere børn end for ti år siden.

Rent økonomisk er der ligeledes strammet gevaldigt op. Der bruges i dag 18 procent mindre per barn i fritidshjem end i 1992, mens udgifterne per barn i SFO er beskåret med 5,3 procent, konkluderer det fælles notat fra KL og de pædagogiske fagforeninger.

Frustrationer

»Det enkelte barn får ikke den nødvendige nærhed og opmærksomhed. I skolefritids-ordningerne er det helt håbløst: Her er ofte én voksen til 25 børn. Flere steder har man mere brug for en dørmand end en pædagog,« siger Klaus Wilmann, der er formand for Børnerådet.

Pædagogerne frygter, at den svagere kontakt til de voksne skader udviklingen hos de større børn:

»Det er blevet sværere for pædagogerne at give gode tilbud til det enkelte barn. Efter en hård skoledag har de tit brug for at snakke med nogle voksne og stille de spørgsmål, som de ikke vil stille til deres forældre. De har brug for voksen-sparring for at blive ført ind i ungdomslivet. Vores medlemmer er stadig mere frustrerede over, at de ikke kan give børnene den nødvendige opmærksomhed,« siger Bente Sorgenfrey, der er formand for pædagogerne i BUPL.
Formanden for Kommunernes Landsforening Ejgil W. Rasmussen tolker notatet anderledes. Han mener ikke, at tallene kan tages til indtægt for, at der er sket en forringelse af de store børns vilkår.

»Vi bruger lidt færre penge per barn, men samlet set bruger vi flere penge på pasning af skolebørn. Der er mange gevinster ved lidt større institutioner i form af administration, rengøring og så videre, så vi mener faktisk, at det er blevet bedre. Vores tilfredshedsundersøgelser viser også, at forældrene er ganske tilfredse,« siger han.  

Konklusionen i notatet ligger i forlængelse af den analyse fra bureau 2000, som A4 bragte i sidste uge. Den pegede på, at der siden 1981 er sket en dramatisk forringelse af børnepasningen, også for vuggestuer og børnehaver. Tallene i de to undersøgelser kan dog ikke helt sammenlignes, fordi Bureau 2000 går længere tilbage i tiden og inddrager langt flere faktorer. 

Boom i SFO-ordninger

Tallene hænger sammen med, at der aldrig er blevet passet så mange børn i Danmark. Pasningsordninger for både større og mindre børn er i det seneste årti udbygget med ekspresfart.
Den daværende Nyrup-regering udstedte i 1993 en pasningsgaranti til vuggestuer og børnehaver. I starten havde politikerne svært ved at overholde garantien, men i dag er den en realitet i stort set alle andre kommuner end København. For de store børn har udviklingen af pasningstilbud været eksplosionsagtig, og der er sket et skift fra fritidshjem til skolefritidsordninger. 

Tidligere var fritidshjem det eneste offentlige tilbud til skolebørn, og pasningen var en del af socialpolitikken. Pladserne var særligt rettet mod børn, der havde brug for en hjælpende hånd. Men pasningsbehovet er steget voldsomt de seneste 20-30 år, fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Svaret har været en massiv udbygning af SFO’ere, der har en anden normering, og som ikke skal løfte en lovbestemt socialopgave. Og mens fritidshjem ligger sammen med daginstitutionerne og hører under Socialministeriet, har Undervisningsministeriet ansvaret for SFO´erne.

I dag har de fleste skoler således fritidsordninger, hvor børnene i de mindre klasser passes efter skoletid. Som det ses i grafikken, var der i 1992 60.985 børn i SFO’ere – sidste år var det tal steget til hele 159.675. I 1992 gik under halvdelen af de seks-niårige i institution, men nu er det op mod 80 procent, og ventetiderne er skåret dramatisk ned. Kort sagt har de danske kommuner på rekordtid udført en større bedrift. Spørgsmålet er, om kvaliteten er fulgt med.

Discount?

I nogle kommuner opleves skolefritids-ordningerne som en forringelse, fordi SFO’erne erstatter de bedre normerede fritidshjem. Langt de fleste steder er det umiddelbart en forbedring, fordi der tidligere slet ikke var fritidshjem som tilbud til alle børn.

citationstegnDe større børn har betalt prisen for de seneste års store udbygning af børnepasningen. Jeg vil ikke kalde SFO’erne for discount, men det er et forsømt område rent lovgivningsmæssigt. Bente Sorgenfrey, formand  for BUPL.

Men udviklingen bekymrer Klaus Wilmann, der ikke er tilfreds med kvaliteten i SFO’erne.
»Der findes steder, hvor børnene sidder i slidte kælderlokaler med det resultat, at legen bliver voldsom og støjniveauet helt uacceptabelt. Det giver stress, og derfor er det et problem, at der mangler voksne til at gå en tur med en del af gruppen, mens resten laver en anden aktivitet,« siger Klaus Wilmann.

Han understreger, at der er stor forskel på de behov, børn i daginstitutioner har i forhold til skolebørn, og at normeringen mellem børn og voksne derfor er og skal være helt anderledes.
Ifølge Børnerådets formand er et af de store problemer, at kommunerne ikke har en standard for, hvor meget plads de enkelte SFO’ere skal have i forhold til antallet af børn. Derfor er der også meget stor forskel i kvaliteten af pasningen af skolebørnene i landets kommuner. Nogle steder er den glimrende, og andre steder ville Klaus Wilmann ikke lægge børn til. 

Også blandt pædagogerne opfordrer man til at skærpe opmærksomheden omkring SFO’erne. 
»De større børn har betalt prisen for de seneste års store udbygning af børnepasningen. Jeg vil ikke kalde SFO’erne for discount, men det er et forsømt område rent lovgivningsmæssigt. Der er ikke i samme grad krav til pædagogisk indhold og fysiske rammer,« siger Bente Sorgenfrey.

For ti kroners pasning

Ejgil W. Rasmussen afviser, at der er behov for at ændre lovgivningen for SFO’ere og siger, at de eksisterende forskelle mellem kommunerne skyldes lokale prioriteringer.

»Naturligvis er der en grænse for, hvor meget vi kan effektivisere i SFO’erne, uden at det forringer pasningen. Men jeg mener, at vi er et pænt stykke fra smertepunktet,« siger han.

KL’s formand vil ikke selv give et bud på, hvor hans grænser går, fordi de fastlægges af folketing, kommunalpolitikere og forældre. Men, siger han, »giver man kommunerne ti kroner til pasning, så får man for ti kroners pasning«. 

Klaus Wilmann er klar over, at det kommer til at knibe med at få flere økonomiske ressourcer til SFO’erne og fritidshjemmene. Han opfordrer derfor forældre til at stille krav til SFO’erne på linie med de krav, de stiller til skolen.

»Det spændende og nye for børn, der forlader børnehaven og deres forældre, er skolen. Men mange børn bruger i de første skoleår mere tid i SFO’en end i skolen. Derfor skal kvaliteten af fritidsordningen indgå i skolevalget med en stor tyngde,« siger Børnerådets formand.