Skiftedag i Storbritannien

Af

Efter mange års venten får finansminister Gordon Brown om to uger endelig opfyldt sin drøm om at blive britisk premierminister, når Tony Blair går af. Brown bedømmes som en mere »ægte« socialdemokrat end Blair, men det er uklart, hvad han egentlig vil forandre. En ting ligger dog fast: Brown hverken kan eller vil spinne medierne, som Tony Blair gjorde.

KRONPRINS Britiske Gordon Brown har så vidt vides aldrig haft gedebukkeskæg, men derudover har han mange ligheder med danske Mogens Lykketoft. De var begge kendt som dygtige finansministre i en årrække med en indflydelse i deres regering, der til tider oversteg regeringslederens. Og ingen af dem var på hjemmebane i medierne, hvor de ofte fremstod arrogante og uden den charme, som var Tony Blairs kendemærke, og som Poul Nyrup Rasmussen også havde en portion af på sine gode dage.

Nu er spørgsmålet, om Gordon Brown som kommende leder af det britiske socialdemokrati Labour og premierminister i Storbritannien vil lide samme skæbne som Mogens Lykketoft, da han i 2002 blev leder af Socialdemokraterne. Det endte som bekendt med et klart valgnederlag i 2005.

Det taler til Gordon Browns fordel, at han – modsat Lykketoft – overtager formandsposten i Labour, mens partiet sidder ved magten. Det betyder, at Brown 27. juni bliver ny regeringsleder i Storbritannien. Dermed har han næsten tre år ved styrepinden indtil næste valg til at overbevise briterne om sine fortræffeligheder – medmindre han selv vælger at udskrive valg inden da.

Den position er umiddelbart betragtet en klar fordel, specielt fordi hans modstander, den konservative leder David Cameron, er relativt uprøvet i politik. 40-årige Cameron har aldrig været minister og har kun siddet i parlamentet siden 2001.

Men Gordon Browns store erfaring og indflydelse i de seneste 10 års Labour-regeringer er ikke kun en fordel. Ganske som det gjorde for Mogens Lykketoft, betyder det, at han er tæt forbundet med regeringens hidtidige beslutninger, og han kan ikke med troværdighed distancere sig afgørende fra den nuværende politik.

Stilen ændrer sig mere end politikken

John Curtice, professor i statskundskab på universitetet i Strathclyde, vurderer, at Tony Blair og Gordon Brown politisk er to sammenfiltrede planter:

»Vi taler om de to fyre, der sammen skabte det meste af den velfærdspolitik, der har været Labour-regeringens stærkeste kendemærke. Og de har også skabt regeringens økonomiske politik. Gordon Brown har på mange områder været lige så meget arkitekt bag New Labour som Tony Blair, så der er ingen grund til at forvente et radikalt politikskifte fra Brown,« siger John Curtice.

Han forventer derfor, at lederskiftet primært vil betyde et stilskifte i toppen af britisk politik. Hidtil har Gordon Brown heller ikke meldt meget ud om sine politiske planer. Men på tre områder har man dog kunnet skimte en ændret politisk linje i hans taler og indlæg:

  • Brown har bebudet en mere offensiv linje i forhold til at reformere det politiske system i Storbritannien. Det gælder blandt andet en reform af parlamentets overhus (hvor medlemmerne primært er adelige), ordenssystemet og det britiske valgsystem. Samtidig har han åbnet for at indføre en egentlig forfatning, som landet ikke har i dag.
  • Han vil fortsat være tilhænger af flere reformer af den offentlige sektor, som under Labour-regeringen er gjort langt mere markedsorienteret, ligesom en række institutioner er blevet privatiseret. Men Brown antyder en linje, hvor konkurrenceelementet spiller en mindre rolle, og hvor der tages større hensyn til de ansattes ønsker og bekymringer.
  • Gordon Brown vil være mere parat til at diskutere, hvordan man kan bremse den øgede ulighed. Det har ellers langt hen ad vejen været et fy-ord for Blair-regeringen. Det er et led i Browns snak om »britishness« – hvordan man opnår sammenhængskraft og fælles værdier i samfundet, så man i sidste ende mindsker risikoen for, at marginaliserede grupper begynder at flirte med terrorisme.
EU er ikke Browns kop te

I forhold til udenrigspolitikken skal EU-landene ikke forvente, at Gordon Brown vil have EU til at spille en større rolle, end Tony Blair ville. Tværtimod var Brown som finansminister afgørende for, at Storbritannien ikke tilsluttede sig euroen, som Blair ellers var tilhænger af:

»Det er ingen hemmelighed, at Brown ikke just er »eurofil«. Og han vil absolut ikke kæmpe et stort slag for mere europæisk integration. Men den britiske holdning til en ny EU-traktat vil formentlig være den samme under Brown som under Blair: Hvis I vil ændre noget, skal det være så minimalt, at vi ikke behøver holde folkeafstemning i Storbritannien,« forklarer professor John Curtice.

Selv om Gordon Brown i udgangspunktet er mindre europæisk sindet end Tony Blair, kan forholdet til de øvrige europæiske ledere måske alligevel blive bedre end Blairs. Det har nemlig været stærkt belastet af Blairs tætte alliance med den amerikanske præsident Bush, og det forventes, at Brown vil lægge en mere kritisk linje over for Bush-regeringen.

Gordon Browns baggrund og stil kan også være med til at formilde de venstreorienterede dele af Labour, som er blevet mere og mere kritisk over for New Labour og Tony Blair. Det gælder blandt andre fagbevægelsen, hvor Blair langt fra har været en populær figur. Mens Blair nærmest gjorde en dyd ud af at være i konflikt med det »gamle« Labour, er Brown mere lydhør. Det forklarer Jørgen Sevaldsen, lektor i britiske samfundsforhold på Københavns Universitet:

»Arbejderbevægelsen som begreb betyder noget for Brown, hvilket det aldrig har gjort for Blair. Og Brown kan bedre tale til fagforeningsfolk og partimedlemmer på en måde, så man kan høre, at han ved, hvad dagligdagens problemer er,« siger Jørgen Sevaldsen.

Realiteten er imidlertid efter al sandsynlighed, at Gordon Brown hverken vil eller kan foretage andet end mindre politiske kursændringer. Hvis han drejer markant til venstre, vil han miste »Mondeo-mandens« stemme. Det var Tony Blairs udtryk for de midtersøgende midterklasse-vælgere, der har eget hus og stor familiebil (heraf tilnavnet), og som det er nødvendigt at overbevise, hvis man vil vinde et parlamentsvalg. Og Mondeo-manden er jaget vildt i disse dage, hvor den konservative leder David Cameron er gået på charmeoffensiv hos midtervælgerne.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at Gordon Brown vil have en helt anden personlig stil i medierne end Tony Blair. Delvist af nød, fordi han slet ikke har den karisma og naturlige charme i sin offentlige optræden, som Blair har. Men nød kan lære Brown ikke at »spinne«, hvilket i sidste ende kan blive til hans fordel. Briterne blev efterhånden godt trætte af Blairs spin-maskine, hvor en hær af rådgivere med mere eller mindre lyssky metoder hjalp premierministeren med at fremstille alle sager på en måde, så de tog sig bedst muligt ud i medierne.

»Brown er jo ikke nogen elsket person. Han har også ord for at være ret brutal i sin ledelsesstil og er blandt andet blevet kaldt Stalin af en ledende embedsmand. Men jeg tror, de fleste briter har det sådan, at man respekterer Brown, fordi han tydeligvis er både arbejdsom og dygtig. Og han kan måske dreje det til sin fordel, at Blair blev upopulær på grund af alt sit spin,« siger Jørgen Sevaldsen, lektor i britiske samfundsforhold ved Københavns Universitet.

Browns »danske modstykke« Mogens Lykketoft tror, at Gordon Brown kan være kommet til magten på et heldigt tidspunkt for en mand, der vinder mere på saglighed og substans end karisma og medietække. Lykketoft mener, at Brown i sin stil minder om den tyske kansler Angela Merkel og den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozy.

»Noget tyder på, at der nu er en bølge, hvor folk gerne vil have mere substans og mindre spin. Det er interessant, at de tre største europæiske lande nu alle får nogle praktikere i spidsen. De tidligere ledere Blair, Schröder og Chirac havde de store armbevægelser tilfælles, og det bliver mindre udtalt nu,« siger Mogens Lykketoft.