Skattestop lagt i graven

Af Jan Birkemose, redaktør

Endelig kan dansk politik vende tilbage til normale tilstande, hvor det er tilladt at diskutere skat, og hvor skattestoppet ikke tabuiserer enhver snak om øget finansiering af velfærden.

LEDER Reelt var der to store overraskelser, da regeringen i sidste uge lancerede sin genopretningsplan: Regeringen brød endegyldigt med skattestoppet og regeringen indrømmede, at den brød skattestoppet. Begge dele var aldrig sket under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Hans efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, skal derfor have ros for sin modige dødsdom til det skattestop, der bedst af alt kan karakteriseres som skattepolitikkens svar på Berlinmuren. Mens muren i 28 år holdt den tyske befolkning i et jerngreb og skabte en kunstig adskillelse mellem øst og vest, har skattestoppet i godt 3.000 dage forhindret enhver fri skattedebat. Og med samme styrke som i et etparti-regime har Anders Fogh Rasmussens opfindelse dikteret, at der kun har været plads til én holdning i den danske skattepolitik – nemlig en utvetydig dyrkelse af det hellige skattestop.

Ikke så sært eftersom skattestoppet har haft sin ikke ubetydelige andel i VK-regeringens tre valgsejre. Ud fra tankegangen, at hvis ikke man kan besejre fjenden, kan man lige så godt slutte sig til ham, endte Socialdemokraterne da også for en tid med at tilslutte sig skattestoppet. Men selv om de fleste er enige om, at skattestoppet som politisk og pædagogisk værktøj har været en genial opfindelse, har skattestoppet også været som en tidsindstillet bombe, der en dag måtte sprænge sig selv væk.

Én ting er, at skattestoppet fra dag ét har været til størst fordel for samfundets rigeste. Det har været til at leve med, da alle skatteydere trods alt har nydt fordel af skattestoppet. En anden ting er, at skattestoppet også har holdt de offentlige finanser i en spændetrøje. Det har været til at leve med i de fede år, hvor der var rekordlav ledighed og rekordhøjt overskud. Men efter krisen har sat ind, er skattestoppets forbud mod øget finansiering af velfærden også blevet synonymt med faldende velfærd.

De barske økonomiske realiteter har været med at falme skattestoppets magi i en sådan grad, at kun 43 procent af vælgerne i en undersøgelse, Ugebrevet A4 gennemførte for nylig, bakkede op om skattestoppet. En voldsom deroute i forhold til tidligere tiders jubelstemning, hvor hele 58 procent fik opadvendte mundvige ved tanken om skattestoppet. Vælgernes afkølede forhold til skattestoppet har sikkert været med til at indgyde regeringen mod til at give skattestoppet dødsstødet – og selv om Lars Løkke Rasmussen ikke i første omgang indrømmede, at det var et brud på skattestoppet, erkendte han det dog efter moderat pres fra journalisterne. Det er et nybrud i forhold til tidligere, hvor brud på skattestoppet er blevet løjet bort eller bortforklaret som »vinduer, der kun var åbne i kort tid«.

Der er muligvis dem, der vil hævde, at skattestoppet ikke er helt dødt, bare fordi regeringen på et enkelt lille hjørne af det store skattesystem fastfryser beløbsgrænserne i et begrænset tidsrum. Men ligesom man ikke kan være en smule gravid, er et skattestop ikke et skattestop, hvis ikke det overholdes til punkt og prikke.

Ligesom der ventede en spændende og udfordrende fremtid da Berlinmuren faldt, går dansk politik også en spændende tid i møde, nu hvor det atter bliver muligt at diskutere skat. Skattestoppet har været et interessant fænomen, men som en årelang forhindring af en politisk diskussion af et af samfundsøkonomiens vigtigste elementer, har skattestoppet været fuldstændig uacceptabelt.