Skattelettelser er en blindgyde

Af

Hvad gør regeringen, når hovedargumentet for skattelettelser – arbejdskraftmangel – pludselig forsvinder? Enkelt nok. Man opfinder da bare et nyt, der er endnu dårligere.

»Lad os nu sænke personskatten, så danskerne bruger flere timer på jobbet«. Sådan har den borgerlige regering argumenteret i årevis. Og selv om der aldrig har været noget, der bare ligner et bevis for, at lavere skatter vil få danskerne til at knokle mere, er argumentet blevet skamredet. For landet har jo befundet sig i en højkonjunktur med skrigende mangel på hænder, ikke?

Men nu har regeringens hovedargument for ufinansierede skattelettelser fået sig en mavepuster. Alle prognoser peger på, at de sidste gløder vil brænde ud på det rødglødende arbejdsmarked, og at ledigheden vil stige.

Altså en helt ny situation. Men hvad gør regeringen så, når hovedargumentet for skattelettelser – arbejdskraftmangel – pludselig forsvinder? Enkelt nok. Som en anden brugtvognsforhandler opfinder man da bare et nyt. Nu sælges ufinansierede skattelettelser som den STOOORE saltvandsindsprøjtning, der skal få danskerne til at forbruge mere og dermed modvirke nedgang og ledighed i dansk økonomi.

Pointen er imidlertid – hvilken nationaløkonomisk grundbog skal vi tage? – at skattelettelser formentlig er det mindst effektive instrument til at øge efterspørgslen. For det første vil en stor del af de kroner og øre, der ryger ud til danskerne i skattelettelser, blive brugt på alt andet end danske varer og tjenesteydelser, nemlig på udenlandske biler, computere, udlandsrejser med videre.

Og dernæst har hundredtusinder af familier altså set deres friværdier og pensionsordninger skrumpe markant på ganske kort tid. Når disse familier får skattelettelser, vil de ikke øge forbruget, men opsparingen og se tiden an. Det var præcis, hvad der skete i Japan, hvor japanerne lagde de sparede skattepenge under hovedpuden til bedre tider.

At skattelettelser i en skattereform ikke vil kickstarte dansk økonomi, men i bedste fald være spild af penge, er et faktum. Men hovedproblemet er regeringens økonomiske tænkning. For hvad er det, vi har været vidner til i de seneste år? En eksplosion i danskernes privatforbrug, der har været et resultat af overvurderede friværdier og aktiekurser, som igen er blevet understøttet af regeringen gennem skattestoppet, afdragsfrie lån og meget andet. Når bobleøkonomien så brister, hvad siger regeringen så? Mere af det samme! Op med privatforbruget! Det var ganske patetisk i sidste uge at høre finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøge at overtale danskerne til at bruge flere penge på julegaver.

Men er der et alternativ til regeringens panik-forsøg på at tale privatforbruget op gennem peptalk og ufinansierede skattelettelser? Jo, man kunne jo øge de offentlige investeringer i sygehuse, folkeskoler, plejehjem og børnehaver – som regeringen har lovet, men aldrig ført ud i livet. Ud over at være en sikker saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi ville en sådan satsning også være det, som danskerne prioriterer i måling efter måling: Et løft i den offentlige velfærd frem for skattelettelser. Og det tror pokker. I Foghs regeringsperiode er privatforbruget vokset dobbelt så meget som det offentlige forbrug.

Er turen kommet til et løft af den offentlige sektor, Fogh? Som oven i købet kan kickstarte dansk økonomi? Og som tilmed er et stærkt vælgerønske? Gode modargumenter efterlyses!