Skatteangst eller socialistangst?

Af Jan Birkemose, redaktør

Stenrige Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen vil emigrere. Derfor slår hans politiske venner alarm over skattetrykket. Men årsagen er snarere galopperende angst for socialister.

LEDER Proportionerne i dansk politik er nogle gange lidt mystiske. Siden VK-regeringen trådte til i 2001 med 24-årsregel, tilknytningskrav og lukkede grænser, har et ukendt, men stort antal, danske statsborgere været tvunget til at forlade Danmark for at kunne leve sammen med den, de elsker. Det har ikke givet anledning til en større bekymring i de borgerlige kredse.

Men efter Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen i sidste uge meddelte, at han vil flytte til Schweiz, har flere borgerlige politikere slået alarm og advaret om, at Danmark læner sig op ad en masseflugt, hvor stenrige skatteydere, som Saxo Bank-direktøren, forsvinder fra landet. Politikerne, der er anført af Anders Samuelsen – som får økonomisk støtte fra Saxo Bank til sit parti Liberal Alliance – har naturligvis ret i, at Danmark har et problem, hvis en meget stor gruppe af skatteydere af Lars Seier Christensens kaliber beslutter sig for at vende ryggen til Danmark.

Men det nærmer sig en politisk plathed at forsøge at piske stemningen op på baggrund af Lars Seier Christensens emigration, når han selv udtaler, at flytteplanerne ikke har noget med det danske skattetryk at gøre. Hertil kommer at der sjældent kommer begavede diskussioner ud af at generalisere på baggrund af et enkeltstående tilfælde – og især ikke når dette tilfælde benægter at have noget med den påståede sammenhæng at gøre.

Anders Samuelsens og den konservative skatteordfører Mike Legarths pointe om, at vi nu bør ransage vores skattesystem og helst komme frem til en konklusion om, at vi er alt for hårde ved rigmændene mangler derfor ethvert faktuelt rationale.

Hvis alarmklokkerne skal hæve sig op over en gang hypotetisk skattesniksnak, er det nødvendigt at få slået fast, hvor meget Danmark fremover går glip af fra bankdirektørens skattebetalinger og om andre velhavere kan finde på at emigrere på grund af skatten.

Det førstnævnte beløb kender kun bankdirektøren selv og Skat. Og det er jo ikke sikkert, at beløbet er så astronomisk, som man umiddelbart kunne forestille sig. Ser man på det sidste spørgsmål er der kun at sige: Ja, der er sikkert et antal stenrige danskere, som kan finde på at forlade familie, venner og danske regnvejrsbyger alene for at slippe for skatten. Men de er ganske få. I hvert fald viser flere tidligere undersøgelser, at det er en myte, at rige danskere flygter fra skatten. Så sent som i efteråret dokumenterede Københavns Universitet, at kun 2,4 procent af udlandsdanskerne var flyttet fra Danmark af økonomiske grunde.

Med andre ord er bankdirektørens udlængsel uegnet som afsæt for en større skatte­debat. Og hvis man endelig skal kaste sig ud i den debat, er svaret så, at Danmark skal underbyde den schweiziske skatteprocent for at friste rigmændene til at blive hjemme?

Selv om man kan mistænke Lars Seier Christensen for at benægte sammenhængen mellem skattetrykket og udrejsen til skattelyet i Alperne, er det ikke umuligt, at han taler helt sandt. Og måske ligger sandheden om bankdirektørens exit et helt andet sted. Her er hvad han tidligere på året sagde i en tale til Trykkefrihedsselskabet:

»Jeg mener oprigtigt, at om 25-30 år – måske før – vil den ’danske model’ være styrtet sammen og vi vil leve i et benhårdt socialistisk diktatur. Folk som jeg selv vil sandsynligvis have mistet alt, i værste fald være blevet slået ihjel. Ikke af islamister, men af paniske socialister, der ser verden styrte sammen omkring dem – uden at forstå hvorfor det sker.«

Måske er denne forklaring den mest dækkende for Lars Seier Christensens flytteplaner og måske er det mest passende at skattedebatten slutter her.