Skat og velfærd skiller vandene i Japan

Af Jakob Nielsen

Mangel på arbejdskraft, højere løn til de offentligt ansatte – og bedre kvalitet i hjemmeplejen. Lyder det som endnu en lang debat i Folketinget? Måske, men det er også de centrale temaer i den politiske debat i Japan, hvor stigende ulighed er blevet et varmt emne.

NYE TIDER Glem alt det, du lærte om Japan i skolen. I hvert fald hvis du er en af dem, der lærte, at Japan er et land, hvor arbejderne møder på arbejde klokken syv om morgenen og først går hjem, når de fylder 67. Hvor det sociale ansvar er en del af ansættelsen, og hvor firmaet derfor nærmest er vigtigere end familien.

»Systemet med livstidsansættelser er ved at gå i opløsning, og i stedet bliver stadig flere ansat på tidsbegrænsende kontrakter eller på deltid, hvilket betyder ringere jobsikkerhed og lavere pension. De korttidsansatte er begyndt at udgøre en ny underklasse,« siger Yoshinori Nakai, redaktør ved en af Japans store aviser Mainichi Shimbun.

Globaliseringen er i sagens natur også nået om på den anden side af kloden, og den har vendt op og ned på den økonomiske model, der i det halve århundrede fra 1945 og frem forvandlede Japan fra en sønderbombet allieret med nazi-Tyskland til at være et demokrati og verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA.

Efter en voldsom økonomisk krise i 1990’erne er Japan oven på igen. Men tømmermændene efter nedturen har også meldt sig, og de minder i forbløffende grad om den hovedpine, som Danmark og mange europæiske lande sidder med.

Det handler om en offentlig service, der ikke er god nok, især ældreplejen er under hårdt pres. Det handler om mangel på arbejdskraft – de lave fødselstal i Japan får de danske problemer med at skaffe nok hænder til at blegne. Og det handler om ulighed – efter i mange årtier at have været et af verdens mest lige samfund, er der blevet flere rige og mange flere fattige i det moderne Japan, og det er noget, der bekymrer borgerne.

»Førhen sagde man, at Japan var det mest succesfulde socialistiske system i verden. Men den unikke beskyttelse forsvandt med den økonomiske krise i 1990’erne. Det er globaliseringen, der er nået til Japan, og det har ført til større ulighed,« siger redaktør Yoshinori Nakai.

Han mener, at mange japanere ønsker at udbygge de sociale ordninger, men det kræver, at japanerne begynder at betale mere i skat og afgifter. Indkomstskatten i Japan er på under 15 procent. Momsen, der i Danmark er 25 procent, er kun 5 procent i Japan.

»De fleste er enige om, at man er nødt til at sætte den op. Men øgede skatter er tabu i Japan, så ingen tør love at gøre det,« fortæller den japanske avisredaktør.

Kvinder hjemme ved risgryden

Det afgørende problem på det japanske arbejdsmarked er kvinderne. De føder nemlig nærmest ingen børn. Og når de endelig gør det, vender de sjældent tilbage arbejdsmarkedet. Det betyder, at der er – og især bliver – en skrigende mangel på arbejdskraft. Nogle prognoser forudser, at Japans befolkning inden for de næste 50 år vil blive reduceret fra 127 millioner til et stykke under 100 millioner mennesker.

Årsagen er i høj grad kulturel. Japanske mænd har stadig svært ved at acceptere, at kvinder vil have karriere på linje med mændene. Dertil kommer, at hele samfundet langt hen ad vejen er indrettet til kvinder, der går hjemme: Barselsreglerne er gavmilde og findes kun bedre i Skandinavien. Kvinder kan holde barsel med dagpenge i op til tre år. Til gengæld er der slet ikke vuggestuer eller børnehaver nok.

»Daginstitutioner er omtrent det eneste område, hvor Finansministeriet ikke presser os til at skære ned. Vi ved, at udfordringen er stor,« fortæller kontorchef Akihiro Nakajima fra det japanske beskæftigelsesministerium.

»Vi gør, hvad vi kan, for at støtte kvindernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet, men det er et stort problem,« tilføjer han.

I takt med at der bliver færre japanere – og stadig flere ældre – er debatten om vilkårene for de offentligt ansatte også dukket op i Japan. Og især plejepersonalet er kommet i fokus.

»Mange forlader job i ældreplejen, fordi det er meget krævende job til en meget lav løn. Faktisk er det et ganske populært jobønske hos de unge, så det ville ikke være noget stort problem at skaffe folk, hvis de ansatte blev behandlet bedre. Vi er nødt til at gøre noget ved lønniveauet og investere i bedre arbejdsbetingelser, for eksempel ved at anskaffe bedre hjælpemidler,« siger Akihiro Nakajima fra det japanske beskæftigelsesministerium.

Men i erkendelse af, at der næppe kommer nok japansk personale foreløbig, har regeringen åbnet for indvandring af udlændinge, der tager arbejde i plejesektoren. Det er især filippinere og koreanere, der kommer til Japan for at arbejde.

Europæisk model?

Men nøjagtig som i Europa har det også ført til en debat om, hvorvidt de udenlandske arbejdere underbyder japanske lønninger. Dertil kommer, at indvandring er et meget følsomt emne i Japan. I løbet af de seneste 10 år har Japan modtaget færre asylansøgere, end Sverige modtager på en måned.

Debatten om fremtidens velfærd i Japan er blevet skærpet af den øgede ulighed, som krisen i 1990’erne førte med sig. Antallet af hjemløse er stigende, og de mange løstansatte har fjernet den tryghed, der i årevis var indbygget i den japanske model.

»Sammenlignet med de fleste andre lande er vi stadig et meget lige samfund med fælles sundheds- og pensionssystem. Men folk frygter, at det er ved at smuldre, og at uligheden vil tage til,« siger kontorchef Akihiro Nakajima.

Ifølge redaktør Yoshinori Nakai står Japan over for et valg mellem en skandinavisk inspireret velfærdsmodel eller en mere amerikansk inspireret model med fokus på virksomhedernes behov:

»Det er en fundamental uenighed: Nogle mener, Japan er nødt til at acceptere, at der også vil være tabere, hvis landet skal vinde i globaliseringens hårde konkurrence. Andre mener, Japan skal opbygge et bedre socialt sikkerhedsnet, der kan samle taberne op. Vi må vælge mellem en europæisk eller en amerikansk model,« siger han.