Skarpt politisk opgør om EU-kommissionen

Af Peter Munch-Madsen
Jens Thomsen

Venstrefløjen er presset i den politiske kamp om EU’s mest magtfulde job – formandsposten i EU-kommissionen. Den siddende formand, konservative José Manuel Barroso, står stærkt, men hans modstandere har ikke opgivet at vælte ham.

FORMANDSOPGØR EU-kommissionens formand José Manuel Barroso kan trække vejret en anelse mere roligt.

Sidste uges valg til Europa-Parlamentet ser ud til at gøre det lettere for ham at få opfyldt sin drøm: At blive den anden kommissionsformand i EU’s historie, som bliver på posten i to perioder. Kun den navnkundige franske kommissionsformand Jacques Delors, der banede vejen for det indre marked og euroen, har siddet i det, der i dag svarer til to perioder, fra 1985 til 1995.

Men Barroso er ingen Delors, der kan bryste sig af store landvindinger for det europæiske samarbejde. Tværtimod er den tidligere portugisiske premierminister så kontroversiel som formand for EU-kommissionen, at stærke kræfter i Europa-Parlamentet arbejder indædt for at undgå fem år mere med Barroso ved roret i EU-kommissionen.

Konflikten drejer sig først og fremmest om partipolitik i Europa-Parlamentet, og selv om Europas socialdemokrater er svækkede efter EU-valget, har de på ingen måde opgivet at vælte den konservative Barroso af pinden i samarbejde med liberale og grønne.

»Muligheden er ikke udelukket, for der er stadig stor utilfredshed med ham. Men der er ingen grund til at skjule, at det bliver en hård fight,« siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der netop har forladt Europa-Parlamentet, men fortsat er formand for De Europæiske Socialdemokrater.

Forleden erklærede Daniel Cohn-Bendit, der er et indflydelsesrigt fransk medlem af den grønne gruppe i Europa-Parlamentet, at han vil bruge sin valgsejr i EU-valget til at stifte en ’anti-Barroso-koalition’ i parlamentet.

»Vi har tæt kontakt til Daniel Cohn-Bendit fra de grønne og til vores venner i den liberale gruppe. Spillet er stadigvæk åbent,« siger Poul Nyrup Rasmussen, der dog erkender, at valgets svækkelse af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet gør det vanskeligere at stoppe Barroso.

Poul Nyrup har været nævnt flere gange som et muligt alternativ til Barroso, og det samme har Belgiens tidligere premierminister Guy Verhofstadt. Men det er ikke lykkedes for socialdemokrater, grønne og liberale at nå til enighed om en modkandidat til Barroso.

»Det ville absolut hjælpe, hvis de havde en alternativ kandidat,« siger Julia De Clerck-Sachsse, der forsker for EU-tænketanken Centre for European Policy Studies i Bruxelles.

»Det ser ret godt ud for Barroso,« vurderer hun.

Måske en pakkeløsning

Hvis EU-landenes stats- og regeringschefer vælger at indstille José Manuel Barroso til endnu en formandsperiode, når de samles til topmøde i Bruxelles 18. og 19. juni, skal modstanderne i Europa-Parlamentet mønstre et flertal af de afgivne stemmer, når parlamentet stemmer om sagen midt i juli. Det vil i praksis sige mindst 369 stemmer, hvis alle 736 parlamentsmedlemmer inklusive formanden deltager i afstemningen - og hvis der hverken er blanke eller ugyldige stemmer.

»Spørgsmålet vil blive afgjort i politiske forhandlinger i de kommende 2-3 uger,« forventer Poul Nyrup, der peger på, at der muligvis også findes Barroso-modstandere på den yderste højrefløj, der blev styrket i valget til Europa-Parlamentet.

Sagen kan blive kompliceret af, at EU også skal udpege en ny udenrigspolitisk repræsentant samt en ny formand for Europa-Parlamentet, og spørgsmålet om Barrosos fremtid kan derfor blive led i en politisk pakkeløsning, hvor flere interesser skal vejes mod hinanden.

Dyb modstand

For nogle er modstanden mod José Manuel Barroso ikke kun partipolitik. En af kommissionsformandens mest indædte kritikere er belgieren Guy Verhofstadt, der er nyvalgt liberalt medlem af Europa-Parlamentet.

Som et led i sin valgkampagne til Europa-Parlamentet udgav Verhofstadt for nylig en debatbog med en voldsom kritik af EU-kommissionens rolle under den finansielle krise. Ifølge Verhofstadt har EU-kommissionen svigtet under krisen, fordi det ikke lykkedes at koordinere kriseindsatsen på EU-niveau og levere fælles europæiske løsninger.

Verhofstadts anstrengte forhold til Barroso går imidlertid helt tilbage til starten af Irak-krigen i 2003, da Barroso stadig var premierminister i Portugal. José Barroso trak Portugal ind i den amerikanskanførte koalition bag invasionen af Irak, og i marts 2003 var Barroso vært for et topmøde for USA’s præsident George Bush, Storbritanniens premierminister Tony Blair og Spaniens premierminister Jose Maria Aznar på Azorerne midt i Atlanterhavet.

Topmødet var en rød klud i ansigtet på de europæiske modstandere af Irak-krigen, og som daværende premierminister i Belgien var Guy Verhofstadt en højlydt og skarp kritiker af krigen i selskab med Tysklands daværende kansler Gerhard Schröder, Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac og Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker.

Striden kulminerede med et mini-topmøde i Bruxelles i april 2003, hvor den USA-kritiske ’firebande’ forsøgte at lægge grunden til et tættere europæisk forsvarssamarbejde i klar opposition til USA og NATO. I amerikanske og britiske medier blev mini-topmødet hånligt betegnet som ’Chokolade-topmødet’, fordi mødet foregik i Bruxelles, hvor chokolade er en stor specialitet, og fordi især Belgien og Tyskland er kendt for at være nølende, når det kommer til praktisk internationalt militært samarbejde.

Året efter stødte Verhofstadt og Barroso igen sammen på den europæiske politiske scene, da EU-landene i sommeren 2004 skulle enes om en ny formand for EU-kommissionen.

Verhofstadt var længe en førende kandidat støttet af navnlig Frankrig og Tyskland, men briterne forkastede ham, ikke mindst på grund af belgierens kritik af Irak-krigen. Den anden kandidat på listen, den daværende britiske EU-kommissær Chris Patten, der var konservativ, faldt på fransk modstand, og ind fra højre kom den konservative Barroso.

Han var ikke særlig kendt og havde ikke mange fans i europæisk politik, men heller ikke mange fjender. I mangel af enighed om andre kandidater fik Barroso jobbet.

Varm modtagelse

Når Barroso har gode chancer for at få den eftertragtede post igen, så skyldes det, ifølge kritikerne, at han har brugt stor energi på at tækkes de store EU-lande for at blive genudpeget. Desuden har han haft de europæiske politiske vinde i ryggen. I Frankrig har den USA-venlige Nicolas Sarkozy afløst Jacques Chirac som præsident, og i Tyskland har den borgerlige Angela Merkel fortrængt socialdemokraten Gerhard Schröder fra posten som kansler. Læg dertil, at de socialdemokratiske regeringsledere i Spanien og Storbritannien, José Luis Rodríguez Zapatero og Gordon Brown, på forhånd har sagt god for Barroso, og at den borgerlige fløj i Europa-Parlamentet er styrket efter EU-valget.

»Hvis han ellers bliver indstillet af EU-landenes ledere, skal der ske store politiske bevægelser, før Barroso bliver vippet af pinden,« vurderer Marlene Wind, professor i europæisk politik ved Københavns Universitet.

Nicolas Sarkozy har skabt lidt uro i kulissen ved at signalere, at han gerne så, at EU udsætter udnævnelsen af en ny kommissionsformand til efter den irske folkeafstemning om EU’s Lissabon-traktat, som forventes i oktober. Hvis Irland siger ’ja’ til Lissabon-traktaten, skal der fremover være færre medlemmer af EU-kommissionen. En sådan udsættelse kunne bringe Barrosos kandidatur i fare, fordi udsigten til en reduceret kommission kan ændre landenes og Europa-Parlamentets interesser i spillet om topposterne.

Det franske forslag har dog endnu ikke tilstrækkelig støtte, men lurer fortsat.

Under alle omstændigheder kan José Manuel Barroso se frem til en varm modtagelse fra Europa-Parlamentets side, hvis det lykkes for ham at blive indstillet til forlængelse.

»Der foregår et magtspil mellem EU-landenes regeringer og Europa-Parlamentet. Barroso kan måske godt gå igennem, men det vil under alle omstændigheder blive besværligt for ham. Europa-Parlamentet kan jo grille ham,« siger Marlene Wind med henvisning til Europa-Parlamentets praksis for at se kritisk på de øvrige medlemmer af kommissionen, som parlamentet også skal godkende.