Skal samfundet bestemme studiet?

Af | @CarstenTerp

Både for samfundet og for den unge selv er der millioner at hente på at vælge den rette uddannelse, viser nye beregninger fra AE. Men de unge prioriterer ikke økonomi særlig højt, mener eksperter. Cepos foreslår, at brugerbetaling skal styre de unge ind på de mest profitable videregående uddannelser. Men AE slår syv kors for sig.

Foto: Illustration: Jørgen Schytte, Scanpix.

LÆSEPLAN Skal samfundet bestemme, hvilken uddannelse de unge tager?

Ja, mener den liberale tænketank Cepos på baggrund af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, der dokumenterer enorme forskelle i det økonomiske bidrag, som forskellige uddannelser betaler tilbage til samfundet. 

Forslaget fra den liberale tænketank møder dog hovedrysten fra både eksperter og AE.

Beregningerne fra AE viser, at uddannelser generelt bidrager mere til samfundskassen, jo længere de er. Øverst på bidragslisten ligger lægerne.

Over en livstid lægger hver eneste læge – i gennemsnit – 14,4 millioner kroner i statskassen. Lægestudiet er dermed den bedste uddannelsesinvestering, som den danske stat kan foretage, viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Derimod får samfundet et langt mindre afkast ud af at sætte sine penge i arkitekter. Igennem et arbejdsliv betaler hver arkitekt 3,6 millioner kroner ind til fælleskassen. For selv om de uddanner sig næsten lige så længe som lægerne, ender de med lavere løn og mere ledighed.

Det får Cepos til at argumentere for mere styring af de unges uddannelsesvalg – gennem økonomiske incitamenter i form af både gulerod og pisk.

»Jeg kunne godt tænke mig, at de unge får incitament til at vælge uddannelser, der giver job og højere løn,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Cepos lægger op til, at den økonomiske gevinst ved uddannelse skal øges ved en afskaffelse af topskatten. Samtidig skal der indføres brugerbetaling på de lange, videregående uddannelser.

Ideen om brugerbetaling får senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Mie Dalskov Pihl til at slå syv kors for sig.

»Det er den helt forkerte vej at gå for et velfærdssamfund, for det vil kun få færre til at tage en uddannelse. Og hvis Danmark skal sikres vækst og velstand og penge i kassen, så er der flere, der skal tage en uddannelse,« siger hun.

Al uddannelse giver bonus

I sit notat har AE opgjort gevinsten ved en række forskellige uddannelser – fra faglærte, over korte og mellemlange til lange videregående uddannelser. Hovedkonklusionen er, at uddannelse betaler sig over hele spektret – med lægerne som den absolutte top i uddannelsespyramiden.

»Der er gevinst over hele linjen. Alle uddannelserne giver et afkast. Så de penge, vi investerer i at give de unge en uddannelse, er virkelig godt givet ud,« siger senioranalytiker hos AE Mie Dalskov Pihl. Hun understreger, at der også er milliongevinster at hente for hver enkelt, som tager en uddannelse.

Og bidraget til samfundet er vokset som følge af tilbagetrækningsreformen fra 2011, som blandt andet forkortede efterlønsperioden og hævede pensionsalderen. Ifølge AE forbedres de offentlige finanser med 200.000 kroner pr. person, fordi danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet.

Det glæder chefkonsulent på uddannelsesområdet i DI Sarah Gade Hansen.

»Det var netop intentionen, at tilbagetrækningsreformen skulle have den effekt på de offentlige finanser. Nu er det dokumenteret sort på hvidt,« siger hun.  

I analysen viser AE, at hver faglært igennem sit arbejdsliv i gennemsnit sender samfundet en check på 2,3 millioner kroner. Det er penge, som er indbetalt i skat – fratrukket udgifterne til uddannelse samt SU, boligstøtte og lignende overførselsindkomster. Der er dog forskel på faglærte. Mens en kok bidrager med 1,8 millioner kroner, lægger en mekaniker en million mere.

Der er brug for alle

Danskere med korte, videregående uddannelser bidrager i gennemsnit med 3,5 millioner kroner, mens en mellemlang studietid fører 4,7 millioner ind på samfundets konto. Den bedste samfundsinvestering er at få unge ind på en lang, videregående uddannelse. Det giver i gennemsnit et overskud på 9 millioner kroner.

Mie Dalskov Pihl understreger, at øvelsen ikke går ud på at sende alle danske unge ind på en videregående uddannelse. Dels har de unge forskellige evner og interesser; dels fordi samfundet også har brug for faglærte.

»Vores fremskrivninger viser, at vi får brug for alle. Vi kommer til at mangle 30.000 faglærte og kun 20.000 med lange, videregående uddannelser. Så der er brug for hele paletten,« siger Mie Dalskov Pihl.

At være læge er ikke bare et job

Selv om alle lange, videregående uddannelser giver millionoverskud på bundlinjen i det store samfundsregnskab, er det ikke ligegyldigt, hvilken karrierevej de unge vælger.

En læge læser i seks år. Så mens en tømrer er i færd med at etablere sig med familie, hus og bil, cykler lægen som 30-årig stadig rundt med rygsæk på, som formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, udtrykker det.

Til gengæld går det stærkt, når lægen først er færdiguddannet. Og når hun efter endt gerning lægger skalpel og stetoskop til side, har hun i gennemsnit bidraget med 14,4 millioner kroner til fælleskassen.

Mads Koch Hansen glæder sig over, at hans medlemmer har en positiv indvirkning på samfundsøkonomien. Men det er ikke derfor, de bliver læger, understreger han.

»For de fleste læger er arbejdet meget mere end et job. Det er en tilværelse, og arbejdet fylder meget i deres identitet,« siger Mads Koch Hansen. Han tilføjer, at lægernes største bidrag til samfundet ikke er kroner i kassen, men derimod værdien af det arbejde, de udfører i form af forskning og udvikling samt at holde befolkningen sund, rask og arbejdsduelig.

Årsagen til lægernes høje tilskud til de offentlige finanser er, at de dels er højt lønnede og betaler meget i skat, dels ikke har nogen nævneværdig arbejdsløshed.

Danske unge vælger af lyst

En undersøgelse fra tænketanken DEA viste i sidste måned, at studerende på danske universiteter lægger mindre vægt på en høj løn end studerende i England, Tyskland og Sverige. I stedet vægter de faglig interesse og lyst. Professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Torben M. Andersen påpeger, at optaget på de humanistiske studier er højere end i sammenlignelige lande. 

»Det kunne tyde på, at danske unge tænker mere på forbrugsværdien af en uddannelse end på investeringsværdien. De tænker mere på, hvad der er spændende, end unge i lande, hvor der er mere egenbetaling, og hvor der er hårdere konsekvenser af, om man tager en uddannelse, der kan bruges til noget,« siger Torben M. Andersen.

Væk med skat på uddannelse

I den liberale tænketank Cepos anerkender cheføkonom Mads Lundby Hansen, at interesse og lyst er vigtige faktorer. Men i dag får de lov at overskygge økonomien. Og derfor bør man indføre incitamenter, der leder de unge i retning af de uddannelser, der giver dem en høj livsindkomst og skæpper godt i statskassen, mener han.

»Der er to afkast af uddannelse. Det ene er, at du beskæftiger dig med noget enormt spændende, som du brænder for. Det er ubeskattet, og det skal det blive ved med at være. Det andet afkast er penge. Og det bliver beskattet meget hårdt. Hvis du uddanner dig på universitetet, vil du typisk få en højere indkomst, som ofte øger din marginalskat fra 42 til 56 procent som følge af topskatten. Den beskatning skal reduceres, og så vil unge i højere grad tænke økonomi ind i deres uddannelsesvalg,« siger Mads Lundby Hansen.

Brugerbetaling skal guide unge 

Men allerede inden de unge begynder på studiet, skal de mødes med et gevaldigt udråbstegn, der får dem til at stoppe og tænke sig om, mener Cepos. Og det udråbstegn hedder brugerbetaling.

»Jeg så gerne, at man introducerer en brugerbetaling på de lange, videregående uddannelser, så de unge skal have 5.-10.000 kroner op af lommen for hvert semester. Så tænker man pr. automatik: ’Hvilket job og hvad for en løn får jeg ud af det her, når jeg er færdig’,« siger Mads Lundby Hansen.

Han understreger, at de unge skal kunne låne pengene af staten og betale dem tilbage, når de er færdige med uddannelsen.

Tidligere overvismand Torben M. Andersen medgiver, at brugerbetaling på de videregående uddannelser kan føre til et mere bevidst uddannelsesvalg. Men det bør kun gælde på kandidatdelen. Ellers vil det spænde ben for, at unge med svagere udgangspunkt får en længerevarende uddannelse.

»Undersøgelser viser, at betydningen af den sociale arv er visket ud, når man kommer til kandidatdelen. De, der er kommet så langt, har allerede overkommet den sociale arv og fundet ud af, at de godt kan klare sig i uddannelsessystemet. Samtidig kan de se målstregen foran sig. Men hvis man indfører egenbetaling tidligere i uddannelserne, vil der være mere væsentlige problemer med den sociale arv,« siger Torben M. Andersen.

Hos DI kalder Sarah Gade Hansen forslaget om brugerbetaling for interessant og mener, det bør undersøges nærmere. Derimod afviser AE tanken.

»5.-10.000 kroner pr. semester er jo en rigtig heftig brugerbetaling. Vi kan guide, og vi kan oplyse, og efter min mening burde klasseværelserne for 9. klasserne tapetseres med de her livsindkomster. Men brugerbetaling er en stopklods, der kun vil få færre til at tage en uddannelse,« fastslår Mie Dalskov Pihl.

Unge ryger i en gældsfælde

Og hun får opbakning fra professor ved Singapore Management University Jørgen Ørstrøm Møller. Han er tidligere departementschef i Udenrigsministeriet. Og som medlem af videnskabsministerens fremtidspanel har han beskæftiget sig indgående med uddannelse og forskning.  

»Brugerbetaling er jeg lodret imod,« konstaterer han.

»En af det danske samfunds store velsignelser gennem mange år har været fri adgang til højere uddannelser. I samme øjeblik du indfører brugerbetaling, sker der to ting. For det første skærer du i talentmassen. Og for det andet bevæger du dig hen imod en kraftig social og økonomisk ulighed i Danmark,« siger Jørgen Ørstrøm Møller.

At de unge skal kunne låne pengene af staten, formilder ham ikke. Det vil, efter hans opfattelse, blot føre de unge lige lukt i en gældsfælde.

»Det er jo indlysende, at hvis man indfører sådan en lånemekanisme, fastlåser man folk,« siger han.

Danskerne kan ikke se fremtiden

At uddannelsesvalget skal styres, er Jørgen Ørstrøm Møller derimod enig i. For det kan de unge ikke selv overskue.

»Hvordan i alverden skulle de have mulighed for det?« spørger han og fortsætter:

»Om ti år vil en meget stor del af befolkningen udføre jobfunktioner, som vi ikke kender i dag. Og om 20 år vil størsteparten af befolkningen gøre det. Det kan du ikke forlange, at folk selv kan se. Vi er jo ikke en nation af futurister, som sidder og kigger ud i horisonten for at se, hvad der kommer til at ske. Folk er selvfølgelig optaget af deres dagligdag,« siger han.

Og han får opbakning af professor i nationaløkonomi Hans Aage fra Roskilde Universitetscenter.

»Det er efter min mening helt uhensigtsmæssigt, at unge mennesker på 18 år bestemmer, hvordan befolkningens fremtidige fordeling på uddannelser skal se ud. Dermed afhænger anvendelsen af forskningsmidler i fremtiden jo også fuldstændig af, hvordan 17-18-årige vælger,« siger han.

Nationaløkonomen mener, der er brug for en hårdere styring af uddannelsesvalget.

»Men man har jo sådan en berøringsangst over for alt, hvad der hedder planlægning. Og det forstår jeg godt, for hvis man tager hul på det her, nærmer man sig jo sovjetiske tilstande,« siger han.

Hans Aage tilføjer, at styringen af de unges uddannelsesvalg er ’hundehamrende svært’. Og det medgiver Jørgen Ørstrøm Møller.

Han mener, den danske regering bør tage erhvervslivet i hånden og indsamle viden om, hvad der sker på fabriksgulvene, og hvilken retning vinden bærer. De data bør regeringen bruge til en målrettet tilrettelæggelse af uddannelsessystemet.