Skal Pia og Villy være ministre?

Af Jan Birkemose, redaktør

Pia Kjærsgaards drømme om ministerbiler har givet oppositionen et dødbringende våben. Men Socialdemokraterne og de radikale bør selv fortælle, om de vil have SF med i regering.

LEDER Det er gennem de senere år blevet fast tradition, at sommervarmen skaber kaos i regeringssamarbejdet. År efter år har pressen – og vælgerne – ventet utålmodigt på, at nu tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kom hjem fra sommerresidensen i Frankrig og skabte klarhed over regeringens standpunkter.

En lignende opgave venter nu Lars Løkke Rasmussen, og hans problem kan næppe fejes af banen med et par velvalgte one-liners og en kammeratlig samtale med en minister eller to. Tværtimod vil denne sæsons VK-ballade klistre sig fast til Lars Løkke frem til næste valgdag.

Og ja, det handler om Pia Kjærsgaards regeringsambitioner og ikke mindst de varme støtteerklæringer, hun har fået fra den konservative Brian Mikkelsen og Venstres Helge Sander. Ganske vist har Lars Løkke Rasmussen forsøgt at lægge en diplomatisk dæmper på sagen. Men med Pia Kjærsgaards egne ord er »katten nu ude af sækken«, og derfor er statsministeren tvunget til at komme på banen og fortælle helt firkantet, om Dansk Folkeparti nu er blevet så stuerent, at de kan komme med i en kommende borgelig regering, eller om de med garanti skal fortsætte som støtteparti uden ministerbiler.

Spørgsmålet er et klassisk catch 22, der - uanset hvilken melding Løkke beslutter sig for - kun kan give problemer. Afviser han kategorisk ideen, skal det nok blive husket af Pia Kjærsgaard, når VK-regeringen løbende har brug for DF-stemmerne. Åbner statsministeren omvendt favnen for Dansk Folkeparti, vil det sende hele regeringsprojektet ud på meget tynd is. En ting er, at VK og DF er lodret uenige i det meste EU-stof - men en anden, meget værre ting, er, at især store dele af de konservative vælgere ser rødt, når de konfronteres med den rets- og udlændingepolitik, som DF står for.

Ikke overraskende har oppositionen været hurtig til at opdage den appelsin, Pia Kjærsgaard har tabt i deres turban. De afkræver nu Lars Løkke et utvetydigt svar på Pia Kjærsgaards karriereplaner. Og med mindre Lars Løkke Rasmussen sværger en lodret »nej til Pia-garanti« med ovenstående problemer til følge, vil oppositionspartierne forfølge usikkerheden skånselsløst og benytte enhver mulighed for at italesætte, at en stemme på VK også er en stemme på DF i regeringen.

Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen formår at lukke den flanke effektivt, har oppositionen fået et våben, der kan sammenlignes med lejernes usikkerhed i valgkampen 1998, og som kostede VK sejren. I det lys er det en ringe trøst, at de borgerlige med lige så stor rimelighed kan skyde igen med et krav om at få af vide, om SF er med eller ikke med i en ny regering, hvis oppositionen får flertal efter et valg.

Set fra vælgernes side vil en hurtig og troværdig varedeklaration på DF’s og SF’s eventuelle regeringsfremtid være en god nyhed. Så længe der hersker tvivl om de to partier, vil den politiske debat være forplumret af gisninger og kommentatorsniksnak. I et efterår med vigtige politiske udfordringer som stigende ledighed, økonomisk krise, kommunalvalg og klimatopmøde nærmer det sig demokratisk sabotage, hvis debatten skal handle om, hvorvidt DF eller SF er med på holdet eller ej.