Skal Fogh sende en ansøgning?

Af Jakob Nielsen

Europa-Parlamentet er godt på vej til at sikre sig større indflydelse på, hvem der udnævnes til topposter i EU. Stadig flere forsøger at påvirke processen ved at stille krav til kandidaterne. Det påvirker Anders Fogh Rasmussens muligheder for at få et job.

EU-PRÆSIDENT Navnene fyger i den fængende gætteleg om, hvem der bliver udnævnt som permanent formand for det europæiske råd – EU’s første præsident.

Men samtidig foregår der i Bruxelles og en række af de vigtigste EU-hovedstæder et indædt opgør om, hvordan de ledige topjob i unionen rent praktisk skal besættes.

Den magtkamp får naturligt nok knap så megen omtale. Dels fordi meget af kampen foregår bag lukkede døre, dels fordi den er væsentlig mere kompleks end spørgsmålet om, hvorvidt unionens første præsident kommer til at hedde Jean-Claude, Tony, Anders eller noget helt ­fjerde.

Slagsmålene handler om, hvorvidt de ledige poster skal fordeles ligeligt mellem forskellige politiske grupper, om de skal deles mellem store og små lande, mellem nye og gamle EU-lande. Og om der skal være kvinder i kurven.

I sidste ende får opgørene i kulissen stor betydning for, hvem der kan trække sig sejrrigt ud af kampen om de prestigefyldte og magtfulde poster.

Kvinder på banen

Derfor er både politikere og interesseorganisationer også så småt gået i gang med at komme med deres egne krav til processen – det er nemlig her, at nationale politikere, virksomheder og interesseorganisationer – og for den sags skyld borgerne – kan være med til at påvirke udfaldet.

Senest har en gruppe medlemmer af Europa-Parlamentet med danske Karin Riis-Jørgensen i spidsen indledt en kampagne for at sikre, at mindst én af de tre topposter i EU-systemet, der skal besættes i 2009, går til en kvinde.

»Jeg læste flere analyser, hvor der stod, at de nye poster skulle fordeles efter geografi, store og små lande, og mellem de store politiske familier. Men ingen nævnte kønsmæssig ligestilling. Det kan ikke være rigtigt, og derfor tog jeg sammen med andre kvindelige politikere i Bruxelles et ini­tiativ,« siger Venstres medlem af Europa-Parlamentet Karin Riis-Jørgensen.

Hendes gruppe satser nu på at samle en million underskrifter med krav om, at mindst et af de tre topjob i EU besættes med en kvinde.

»Ansøgerne er der jo, hvis man ellers gider pudse brillerne noget mere og se efter. Hvis vi skal afspejle det moderne samfund, kan vi ikke have en ledelse, som ikke afspejler halvdelen af befolkningen. Desuden handler det om at få alle talenterne i spil,« siger Karin Riis-Jørgensen.

Såvel den grønne og den liberale som den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet bakker op om initiativet, mens den konservative gruppe ikke vil støtte det, fordi den ikke går ind for kvoter.

De folkevalgte bestemmer

Uanset hvad de 27 EU-landes ledere mener om kravet om kønskvotering til topposterne, gør de klogt i at tage det alvorligt.

Med Lissabon-traktaten bliver det nemlig skåret helt ud i pap, at det er de 750 medlemmer af Europa-Parlamentet, der udnævner den næste formand for EU-kommissionen.

Desuden får parlamentet stor indirekte indflydelse på udnævnelsen af EU’s første rigtige udenrigsminister, fordi vedkommende skal igennem samme godkendelsesprocedure som de øvrige EU-kommissærer.

Dermed har parlamentet beføjelser til at afvise kandidaterne til to ud af de tre topposter i EU-systemet, der skal besættes senest i 2009.

Netop denne magt burde parlamentet benytte til at skabe meget mere åbenhed om hele processen, mener organisationen Nyt Europa, der med udgangspunkt til venstre for midten kæmper for større EU-begejstring.

»Valget af kandidater til topposterne er jo politiske valg, og derfor bør de også betragtes som sådan. Hvorfor skal den slags afgøres af, at nogle folk i tre store lande ringer til hinanden,« spørger Nyt Europas formand, SF-folketingsmedlem Steen Gade.

Han mener, at første del af slaget er vundet med Lissabon-traktaten, der gør det klart, at formanden for EU-kommissionen skal udnævnes af Europa-Parlamentet efter indstilling fra et flertal af medlemslandene. Dermed er der lagt op til, at den politiske gruppe, der får flest stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i 2009, også får en partifælle i toppen af EU-kommissionen.

»Derfor bør partierne i Europa-Parlamentet også kende deres besøgelsestid. Vi opfordrer dem til at stille med kandidater, sådan at vi kan få diskussionen på nationalt plan om, hvem vi helst vil have,« siger Steen Gade.

Han mener, at hele det politiske miljø i Danmark – politikere, journalister og kommentatorer – er blevet lidt for indforståede i deres fælles forståelse af, at sagen er for indviklet til, at nogen kan melde sig som kandidat.

»Hvorfor er det et faktum, at Fogh ikke må sige, at han er kandidat, når de alle sammen ved, at han er det? Det hedder sig, at han er færdig som statsminister, hvis han så ikke får jobbet, men det behøver slet ikke være tilfældet. Hvis vi fik det frem i lyset, kunne vi få den åbne debat om, hvorvidt han er manden til at lede Europa,« siger Steen Gade.

Hemmelige kandidatlister

Steen Gades drøm kan faktisk snart blive virkelighed. I hvert fald er de store partier i Europa-Parlamentet ifølge flere kilder yderst opmærksomme på den nye mulighed, de har fået for at præge udnævnelserne til de højeste poster i EU-systemet.

»Det er mit indtryk, at begge de to store partier i Europa-Parlamentet er i gang med at forberede lister over mulige kandidater til posterne som formand for kommissionen og som udenrigsminister,« siger Antonio Missiroli.

Som forskningschef i den store tænketank European Policy Centre (EPC) er han en af de eksperter, der følger hele forløbet fra nærmeste hold.

De to store grupper i parlamentet er den konservative/kristendemokratiske gruppe EPP og den socialdemokratiske gruppe PES.

Ifølge A4’s oplysninger fra flere kilder er de to grupper uformelt i færd med at indgå en aftale – og det er også opfattelsen hos Antonio Missiroli.

»Alle forventer, at det parti, der får flest stemmer i 2009, udpeger formanden for kommissionen, mens det parti med næstflest stemmer udpeger udenrigsministeren,« siger han.

I den forbindelse er der brug for lister over mulige kandidater, fordi en række forskellige hensyn skal tilgodeses. Det nytter for eksempel ikke, hvis begge partier vil indstille kandidater fra det samme land, og det kan også blive nødvendigt at tage hensyn til balancen mellem store og små lande, nye og gamle lande – og balancen mellem mænd og kvinder.

Åbenhed? Ja, men …

Men hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og lægge listerne frem, så vælgerne er med til at ­afgøre sagen?

Det er også en tanke, der ifølge Antonio Missiroli diskuteres ivrigt i Bruxelles.

»Der er både fordele og ulemper. Fordelene ville være, at vi kunne få en egentlig, europæisk valgkamp med kandidater, der rejste rundt og talte deres sag. Det ville måske også løfte den ekstremt lave valgdeltagelse ved valgene til Europa-Parlamentet,« vurderer eksperten fra EPC og fortsætter:

»Ulempen er, sådan et direkte valg kunne politisere EU-kommissionen mere end højst nødvendigt. Til daglig opererer kommissionen med en høj grad af konsensus, men hvis man begynder med en logik, hvor vinderen tager det hele, vil hele kommissionens legitimitet kunne drages i tvivl. Det kan være dybt problematisk, for eksempel i store sager om ulovlig statsstøtte eller konkurrencesager,« siger Antonio Missiroli.

Fogh bestemmer selv

Aftalen mellem de store politiske grupper i EU begrænser Anders Fogh Rasmussens muligheder. Som repræsentant for den tredjestørste politiske familie i Europa, den liberale ELDR-gruppe, kan han næppe gøre sig noget stort håb om at komme i betragtning til de mest indflydelsesrige poster som formand for kommissionen eller som udenrigsminister.

Men den samme logik gælder ikke, når det handler om jobbet som EU’s første præsident.

»I det spil gælder ingen regler. Den udnævnelse foretages suverænt af de 27 landes regeringer,« fastslår Antonio Missiroli:

»Men den aktuelle magtbalance i EU-landene tilsiger, at en liberal eller konservativ vinder ræset,« vurderer han.

Det er ikke tilfældigt, at Luxembourgs Jean-Claude Juncker og den britiske Tony Blair er favoritter. Juncker er konservativ, og Blair er i et europæisk perspektiv en liberal figur.

Flere iagttagere noterer også, at Anders Fogh Rasmussen gennem et par år flittigt har dyrket et netværk af konservative europæiske politikere, ikke mindst den franske præsident Nicolas Sarkozy.

Den almindelige vurdering i Bruxelles er, at Anders Fogh Rasmussen og en håndfuld andre kandidater kan komme i betragtning, hvis de to favoritter bliver vraget, fordi de ikke kan samle bred nok enighed.

Men for den danske statsminister er det faktisk muligt selv at bestemme, om han vil have et job i Bruxelles. I 2009 skal Danmark nemlig have ny EU-kommissær efter Mariann Fischer Boel, og her vil Fogh have alle muligheder for at sikre sig en magtfuld stilling, hvis han udnævner sig selv.

Ifølge en meget centralt placeret svensk regeringskilde er det præcist, hvad Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, planlægger at gøre.