Skal fagforbund være størrelse XXL, XL eller bare small?

Af | @GitteRedder

Fagbevægelsen skal i gang med at tegne en ny model for at klare fremtidens udfordringer. Visionen om at danne et storforbund i LO med en million medlemmer stammer fra 3F-formanden, og det har sat skub i debatten om fremtidens struktur. Men selv om alle er enige om, at fag- bevægelsen står overfor kæmpe udfordringer, er de uenige om modellens størrelse og form.

MODELJAGT Stemningen var mere end munter foran LO-huset på Islands Brygge den første tirsdag i september. Efter endt morgenmøde i LO’s daglige ledelse var forbundsformændene nu ude på parkeringspladsen for at ryge en pibe eller cigaret. Og for at beundre hinandens biler.

Toneangivende formænd fra blandt andet store fagforbund som 3F, Dansk Metal, FOA og Træ-Industri-Byg (TIB) samt LO-formanden stod nærmest og sparkede dæk. Åbenlyst klar over, at de netop havde truffet en historisk beslutning om i skøn forening at tage hul på en grundlæggende diskussion om, hvordan fremtidens fagbevægelse skal se ud.

Morgenens møde i LO’s øverste politiske myndighed kunne ellers nemt være endt i et rivegilde. For den magtfulde forbundsformand for mere end 300.000 ufaglærte og kortuddannede medlemmer, 3F's Poul Erik Skov Christensen, har i en kronik i Politiken foreslået at samle LO's 18 forbund i ét kæmpeforbund med en million medlemmer.

I stedet for at opfatte 3F-formandens vision som en krigserklæring, giver den ene efter den anden forbundsformand hen over morgenkaffen håndslag på, at fagbevægelsen skal diskutere ny strategi, nye visioner og nye organisationsformer. Kort sagt tage en fordomsfri debat om, hvordan strukturen i fremtidens moderne fagbevægelse skal se ud.

»Jeg er meget, meget glad for, at der i LO’s ledelse er opbakning til den vigtige og helt nødvendige diskussion om fremtidig struktur,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Men en ting er at enes om at nedsætte en arbejdsgruppe, hvor de faglige ledere med LO-formand Harald Børsting for bordenden skal nytænke en 130 år gammel fagbevægelse, så den passer til det moderne arbejdsliv i det 21. århundrede.

En helt anden ting er, om de faglige ledere deler visioner og kan samles om at føre dem ud i livet – og om så forskellige forbund som 3F, HK og TIB kan få deres lokalafdelinger og tillidsrepræsentanter til at forpligte sig om det samme.

Bred enighed - næsten

En rundringning foretaget af Ugebrevet A4 til de centrale forbundsformænd viser, at de alle er enige om, at den nuværende struktur i fagbevægelsen ikke kan matche fremtidens udfordringer. Alle erklærer at have viljen til fornyelse og roser 3F-formanden for at have givet bolden op til en spændende debat.

Men derefter skiller vandene, og at dømme efter de første meldinger fra forbundsformændene, bliver det mere end svært at finde fælles fodslag. Der er kun ringe opbakning til at skabe et storforbund. I stedet foretrækker FOA – Fag og Arbejde at etablere to forbund – et for offentligt ansatte og et for privat ansatte – mens TIB og Socialpædagogernes Landsforbund mener, at en model med fem, seks eller flere fagforbund er den bedste løsning.

Dertil kommer, at blandt andet HK og Dansk Metals formænd ikke vil erklære sig som tilhængere af den ene eller anden model, fordi enhver stillingtagen risikerer at blokere for en bramfri debat.

»Vi er slet ikke i modelafdelingen. Nu er vi enige om at tage debatten. Det, der kan ødelægge debatten er, hvis nogle forlover sig i bestemte modeller,« siger HK-formand Kim Simonsen og ærgrer sig over, at fagbevægelsen ikke ligefrem vinder Gazelle-priser i Børsen for øjeblikket.

Havde fagbevægelsen vundet priser udi den svære kunst at organisere sig på forkant med udviklingen, ville debatten om storforbund slet ikke eksistere, mener Kim Simonsen:

»Men den nuværende struktur kan slet ikke matche de udfordringer, vi står overfor, og derfor skal vi handle.«

Heller ikke Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen vil tage luften ud af en god debat ved at melde ud til fordel for en bestemt model.

»Det er spændende, at 3F’s forbundsformand har gjort sig de tanker. Det vil vi se på, og vi vil selvfølgelig deltage i den diskussion, der kommer,« fastslår Thorkild E. Jensen.

Fire udfordringer

Men hvorfor lægger 3F-formanden op til debat om nyt storforbund netop nu? Med formandens egen forklaring, fordi fagbevægelsen står overfor en række centrale udfordringer:

I dag skifter lønmodtagere fag og branche mange gange i løbet af et arbejdsliv. Med strukturen i fagbevægelsen betyder et jobskifte ofte også skifte til en ny fagforening. Det er upraktisk og besværligt.

Medlemstilbagegang betyder, at LO-fagbevægelsen i dag tæller lidt under en million kontingentbetalende medlemmer. Især er det svært at organisere de unge. Melder de unge sig ikke ind i fremtiden, falder medlemstallet og indtægter drastisk.

Konkurrencen fra Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus presser LO-forbundene. Billige kontingenter lokker lønmodtagere, også selv om de får mindre for pengene. Stordriftsfordele ved en ny struktur kan bane vejen for lidt billigere kontingent.

Organisationsstrukturen på arbejdsgiversiden har ændret sig, og et styrket Dansk Industri (DI) og en svag Dansk Arbejdsgiverforening (DA) som selvstændig politisk aktør udfordrer LO-fagbevægelsen. For kan LO’s forbund matche DI i muskelmasse?

3F-formanden understeger, at der selvfølgelig er mange andre måder at tackle udfordringerne på end ved at danne et storforbund.

»Min pointe er, at vi skal tænke strategisk og i fællesskab for at klare udfordringerne. Det kan godt være, at afklaringen mellem os indbyrdes betyder, at vi ikke får et storforbund, som jeg foretrækker det, men lander på to eller tre forbund. Hovedsagen er, at vi ud fra nogle strategiske overvejelser får afklaret, hvad vi ønsker og derefter udmønter beslutningen i en mere effektiv fagbevægelse uden det ressourcespild, vi ser nogle steder i dag,« siger Poul Erik Skov Christensen, der mener, at en faglig sværvægter vil have størst chance for at matche DI, når der skal kæmpes ved forhandlingerne om overenskomsterne, når de unge skal overbevises om værdien af et fagligt fællesskab, og når fagbevægelsen skal være synlig i alle kommuner.

Formand for FOA Dennis Kristensen erklærer sig enig i, at fagbevægelsen er nødt til at tage bestik af, at det i dag er DI, der svinger taktstokken. Men argumentet med DI som stærk forhandlingspart på det private område overbeviser ham ikke om nødvendigheden af et storforbund.

»I mine øjne skal vi have to forbund. Et for privat ansatte og et for offentligt ansatte. Men jeg går ind for et offentligt forbund med en lidt bredere definition, så forbundet også kan organisere ansatte af private arbejdsgivere, der for skatteyderpenge udfører velfærdsopgaver. For eksempel har de private aktører, der er kommet på banen i ældreplejen, også ansatte, og de bør være organiserede i et offentlig forbund,« fastslår Dennis Kristensen.

Selv om han lægger afstand til storforbunds-tanken, glæder han sig over, at der nu er en fokuseret debat om fremtiden. For ligesom Poul Erik Skov Christensen mener han, at fagbevægelsen står overfor så alvorlige udfordringer, at der skal ske dramatiske ændringer indenfor en rimelig kort tidshorisont.

»Hvis vi ikke styrer sammenlægningerne ud fra en samlet strategi, bliver det af nød, at vi slår pjalterne sammen, og det er ikke ideelt,« siger Dennis Kristensen.

Faglig identitet skal bevares

Forbundsformand i Socialpædagogernes Landsforbund (SL) Kirsten Nissen mener slet ikke, at LO-forbundene skal slå pjalterne sammen i hverken et storforbund eller to forbund for offentlige ansatte og privatansatte. Hun kalder det helt misforstået at tro, at de mindre forbund ikke kan klare sig i fremtiden på grund af sin lidenhed.

»Det er ikke nok til at holde på medlemmerne, at man er et stort forbund. Hvis det stod til troende, skulle 3F jo svælge i nye medlemmer. Jeg kan slet ikke se, at stort er godt i sig selv, og hvis tilgangen er, at man skal matche DI, så tror jeg mere på at styrke LO og samtidig bevare forbundene med deres faglige identitet,« siger Kirsten Nissen og henviser til, at SL som et af de ganske få LO-forbund har vokseværk.

Hun frygter, at en stor kolos af et fagforbund nemt får den faglige identitet til at smuldre, ligesom den direkte kontakt til alle tillidsrepræsentanter også risikerer at gå fløjten. Ifølge Kirsten Nissen ligger der masser af muligheder for samarbejde på kryds og tværs af fagforbund i dag.

»Jeg vil ikke lyde bagstræberisk, men det er altså for nemt at sige, at vi skal have et storforbund eller to forbund, når der er masser af muligheder for aktivt at samarbejde i dag. Intet hindrer os i fælles tiltag, der formindsker dobbeltarbejde. Intet hindrer os i at skabe fælles forhandlingsorganisationer, og intet hindrer os i at rydde op i vores egne organisationer og fjerne barrierer for mere samarbejde,« siger Kirsten Nissen.

Heller ikke formanden i TIB, Johnny Skovengaard, er brændt varm på ideen om, at LO-forbund skal være mastodonter. Hans eget forbund oplever også medlemstilbagegang, og han erkender, at der både skal nytænkning og nytegning til for at revitalisere fagbevægelsen.

»Men jeg tror mere på seks-otte forbund og på, at vi udvikler fællesskaber, hvor vi kunne få stordriftsfordele. Principielt kunne vi sagtens gøre noget for at drive A-kasserne sammen og på den måde rationalisere,« siger han.

»Jeg vil gerne diskutere, men jeg forudser så mange besværligheder, at det nemt løber ud i sandet. Nu har Harald Børsting bolden, og vi spiller med,« siger Johnny Skovengaard.

LO-formanden håber ikke, at TIB-formandens spådom om, at det løber ud i sandet, står til troende. I hvert fald er ambitionen at den »studiekreds«, Harald Børsting nu er sat i spidsen for, barsler med »en masterplan« næste år.

»Der er næppe tvivl om, at strukturen kan indrettes klogere end i dag. Men af hensyn til den åbne og fordomsfrie debat tror jeg ikke, at vi skal begynde ved løsningen. Det er alt for let at havne i en situation, hvor man låser sig fast på en model. Derfor skal vi begynde med at blive enige om udfordringerne, før vi finder løsningerne,« siger Harald Børsting.

»Om vi kan finde en model, der kan samle alle, er helt umuligt at spå om i dag. Jeg glæder mig mest over åbenheden til at diskutere det her,« siger han og erkender blankt, at uanset hvordan strukturen kommer til at se ud, vil det få konsekvenser for LO.

Formændene for både 3F, HK og FOA forestiller sig, at i en model med et storforbund eller to forbund vil LO enten helt eller delvist smelte sammen med fagforbundet, mens LO i en fremtid med godt en håndfuld fagforbund kan få stadig flere opgaver.

I drift i 2015

3F-formanden håber, at LO-kongressen i 2011 kan stemme om et forslag til ny fagbevægelse, og at tingene derefter går stærkt.

»Jeg håber, at en nytegning af fagbevægelsen er i drift i 2015,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Hvordan modellen end ser ud, håber HK-formanden det samme.

»Det er ikke et bage nemt-koncept, der bare skal røres op med vand. Der skal lige laves noget surdej først, og det tager tid - det skal stå og udvikle sig lidt. Det kan godt tage to-tre år, men hvis der er enighed om nogle tiltag, vil det være naturligt at stemme om en ny struktur på LO-kongressen i efteråret 2011 og være i drift i 2015,« siger Kim Simonsen men tilføjer, at surdejen har sin egen kultur, der også kan drille.

Eller sagt med andre ord: Man skal aldrig slå større brød op, end man kan bage.