Skal fagbevægelsens fremtid være panik eller politik?

Spilles vi lønmodtagere ud mod hinanden, bliver vi fodret med vor egen hale, frem for at vinde nyt terræn. Fagbevægelsen gør derfor klogt i at skærpe sin sans for politik og helhedens interesse.

Fagbevægelsen har en smuk fortid, mens der er mere usikkerhed om fremtiden. Men fagbevægelsen kan vælge at gå en lysende, meningsfuld og livgivende fremtid i møde, hvis den engagerer sig mere og ikke mindre i politik.

I dag er det desværre, som om fagbevægelsen er blevet bange for sin egen skygge. Engagerer fagbevægelsen sig endelig i politiske spørgsmål, handler det mest om de enkelte forbunds kæpheste og sjældent om lønmodtagernes fælles samfundsinteresser. Forklaringen ligger i, at forbundene på den måde træder færrest muligt over tæerne. Men jeg er bange for, at denne udvikling underminerer den tværfaglige og politiske sammenhængskraft, der hidtil har været fagbevægelsens styrke.

»Del og hersk« hedder et gammelt ordsprog. Og arbejdsgiverne og den borgerlige regering får unægteligt lettere spil, når fagbevægelsen konkurrerer indbyrdes i stedet for at stå sammen. Selv om Dansk Politiforbund ikke er medlem af LO, illu-strerer det udmærket min pointe, at forbundets massive kampagne for flere betjente nær havde kostet dagpengeforringelser for en række andre lønmodtagere. Spilles vi lønmodtagere ud mod hinanden, bliver vi fodret med vor egen hale, frem for at vinde nyt terræn. Fagbevægelsen gør derfor klogt i at skærpe sin sans for politik og helhedens interesse. Her kan et nyt og flot værdigrundlag ikke stå alene. Det er de daglige handlinger, der tæller.

 

LO bør for eksempel levere et nyt og visionært udspil på dagpengeområdet. Det giver ikke indflydelse, at nogle LO-forbund er varme fortalere for tillægsforsikringer, mens andre er modstandere. Det virker forvirrende, og det er mildt sagt ærgerligt, når der faktisk er et skrigende behov i samfundet for, at nogen sætter en mere holdbar dagsorden end regeringens undermineringsstrategi. Det må kunne lade sig gøre at etablere nye fleksible ordninger med tillægsydelser inden for det nuværende solidariske a-kassesystem, frem for at overlade markedet til kommercielle forsikringsselskaber. Og så er det i øvrigt oplagt, at fagbevægelsen springer med på Marianne Jelveds forslag om obligatorisk a-kassemedlemskab. Sådanne konstruktive og fremadrettede modeller må være i hele LO-fagbevægelsens interesse frem for at overgive sig til markedet eller helt at stritte i imod.

Arbejdsløsheden, nordsøolien, regeringens manglende investeringer i fremtiden og seneste overgreb på erhvervsskolerne er andre områder, hvor det vil være naturligt med et mere synligt politisk engagement fra fagbevægelsens side. Og her vil en stærk koalition mellem fagbevægelsen og den samlede politiske centrum-venstrefløj være både indlysende og helt forventelig. Der er behov for, at fagbevægelsen finder styrken til at tippe den politiske magtbalance i samfundet, så udviklingen igen bliver til fordel for lønmodtagerne. Partierne og medierne trænger til en fagbevægelse, der udfylder sin rolle. Energien og inspirationen til denne revitalisering af det politiske engagement kan LO blandt andet finde i ungdommen. En ny generation af politisk engagerede unge vokser frem i disse år – ikke mindst i fagbevægelsens eget ungdomsarbejde. Fagbevægelsen har grund til at tro på fremtiden, hvis den tør kigge fremtiden i øjnene og stå ved, hvad den er: En politisk organisation.