Skakmat mod social turisme

Af Jan Birkermose, redaktør

Danmark kan reelt intet stille op imod social turisme. Det er et paradoks, at Danmark har fire EU-forbehold, men ingen beskyttelse af det danske velfærdssystem.

LEDER Paradokserne tårner sig op i historien om de 17 forskellige danske sociale ydelser, som EU-borgere har krav på i Danmark. Først og fremmest virker det i de flestes øjne overraskende og urimeligt, at en udlænding, der kun har opholdt sig kort tid i Danmark, ikke alene har de samme rettigheder, som danskerne, men også har vidtgående muligheder for at tage de sociale ydelser med i kufferten, når adressen skiftes til et nyt land.

Det er indlysende uholdbart for det danske velfærdssamfund, at hele det sociale sikkerhedsnet i princippet skal kunne bære samtlige EU-borgere, der for en stund tager ophold i Danmark. Men sagens største paradoks er i virkeligheden, at skiftende regeringer har ladet udviklingen nå til det nuværende resultat. Situationen er ellers en helt forudsigelig og logisk konsekvens af det indre marked, der blev gennemført allerede i 1987 – eller med andre ord: for tre regeringer og 23 år siden.

På den ene side sikrer det indre marked, at EU’s lønmodtagere frit kan arbejde på hele det europæiske arbejdsmarked. Den del af pakken har Danmark nydt godt af, og EU-borgere fra især Østeuropa var i den seneste højkonjunktur med til at sikre, at de danske virksomheder kunne få den nødvendige arbejdskraft. Men bagsiden af medaljen er, at den udenlandske arbejdskraft – som en del af det danske samfund – også opnår de samme sociale rettigheder som resten af det danske samfund.

Når det kan blive en særlig stor bombe under den danske velfærdsmodel, skyldes det, at vi i Danmark har opbygget et skatteyderfinansieret velfærdssystem, hvor der ikke er sammenhæng mellem den støtte, man kan få, og det bidrag, man har betalt i skat. I de fleste andre EU-lande er en meget stor del af velfærden arrangeret som forsikringslignende ordninger, hvor man først kan nyde, når man har betalt sit bidrag i en passende periode. EU’s medlemslande har derfor uden at true deres nationale økonomi kunnet udvikle et marked, hvor de ydelser, man som EU-borger har gjort sig fortjent til, skal udbetales uden skelen til, om man er tilrejsende eller lokal.

Siden det indre marked blev en realitet, har det kunnet forudses, at den danske velfærdsmodel var på direkte kollisionskurs med EU’s bestemmelser mod diskrimination og for fri bevægelighed af arbejdskraft. Reelt er Danmark p.t. sat skakmat og kan ikke gøre ret meget for at undgå en eventuel bølge af social turisme.

Hvis vi forsøger at ændre den særligt danske velfærdsmodel, vil det også ramme danskere, og det er næsten umuligt at udtænke et forsvarsværk mod rettighederne til borgerne fra andre EU-lande uden at kollidere med EU’s regler.

Det gode spørgsmål er, om politikerne har sovet i timen. Kunne Danmark have påvirket forhandlingerne om det indre marked tilbage i 1980’erne? Var det muligt, at danske ministre kunne have overbevist deres europæiske ministerkolleger om, at der er nogle særlige danske forhold, der skal tages hensyn til?

Sagens virkelige paradoks er, at Danmark har fire EU-forbehold, som reelt ikke har den store betydning for rigets fundament, mens den største trussel mod det, der virkelig er dansk hjerteblod – den danske velfærdsmodel – uantastet får lov at rykke nærmere, hver gang en EU-borger opdager de danske fristelser.