Skæbne-år for skolepraktikken

Af | @GitteRedder

ANALYSE I februar begynder de politiske drøftelser om fremtidens erhvervsfaglige uddannelser, den katastrofale mangel på ordinære praktikpladser, og om den dyre skolepraktik skal afskaffes eller bevares. For både arbejdsgivere og fagbevægelse er der store interesser på spil, og derfor vil de være aktive for at påvirke regeringen – men i vidt forskellig retning.

05Et af det nye års store politiske dramaer kommer til at stå om erhvervsuddannelsernes fremtid. Selv om regeringen i det sene efterår fik både et forlig om folkeskolen og om erhvervsskolerne i hus, er der langt fra fred og ingen fare på undervisnings-området.

Tværtimod er der en overhængende risiko for, at undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) slet ikke har redet sin værste politiske storm af endnu. Hvis hun troede, at folkeskoleforliget var besværligt, må hun allerede nu indstille sig på, at arbejdsgivere, fagbevægelse og tekniske skoler vil flå i hende i foråret. Derudover kan hun forvente elevaktioner og højlydte protester over nedskæringer, mangel på praktikpladser og for mange lærerfri timer i overfyldte lokaler på erhvervsskolerne.   

På baggrund af samtaler med centrale aktører på erhvervsuddannelsesområdet analyserer Ugebrevet A4 det politiske drama om erhvervsuddannelserne. Et drama, som titusinder af unge vil følge spændt i kulissen, og hvis afslutning kan få betydning for de unges uddannelsesvalg og dermed for det danske arbejdsmarked.

De faglige erhvervsuddannelser er en hovedhjørnesten i det danske velfærdssamfund, og yderligere forringelser på erhvervsskolerne risikerer at få unge til at vælge en faglig uddannelse fra. Konsekvenserne for det danske arbejdsmarked bliver mangel på arbejdskraft, mindre fleksibilitet, lønpres og dårligere konkurrenceevne. Presset på regeringen for at finde en ansvarlig og holdbar løsning vil derfor være stor fra alle sider.

Da VK-regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i november sidste år indgik den flerårige aftale om erhvervsskolernes økonomi med Dansk Folkeparti og de radikale, fik erhvervsskolerne et nettoløft på 170 millioner kroner over de næste fire år. Hverken Socialdemokraterne eller SF mente, at de penge battede nok over for nedslidte skoler og stod derfor af. Ud over at lægge et ekstra millionbeløb på bordet forpligtede forligsparterne – V, K, Dansk Folkeparti og radikale – sig til i foråret at forhandle »fornyelse af vekseluddannelserne og løsninger til erstatning af skolepraktikken«.

Her er vi inde ved grundstammen i de danske erhvervsuddannelser, de såkaldte vekseluddannelser, hvor uddannelserne veksler mellem undervisning i skolen og oplæring i virksomhederne.

Vekseluddannelserne er unikke for Danmark og tilrettelægges i tæt samspil med de faglige udvalg. Det er krævende og langvarige uddannelser, der sender tip-top håndværkere, kokke, optikere og automekanikere ud på jobmarkedet. Undervisningsministeren lægger op til kortere og mere fleksible uddannelser, hvor man kan stige af og på på forskellige niveauer. Ved at forkorte en række erhvervsuddannelser får Ulla Tørnæs en dobbelt gevinst. Dels skubber hun unge hurtigere ud i job og imødekommer dermed nogle branchers mangel på arbejdskraft, og dels sparer hun klækkelige beløb, når uddannelsesforløbene og skolepraktikken bliver kortere.   

Både DA og LO har vist vilje til at være med til en modernisering af vekseluddannelserne, men begge parter kræver, at det bliver de faglige udvalg, der konkret udmønter indhold og længde af de pågældende uddannelser. Det vil nemlig give arbejdsmarkedets parter den afgørende indflydelse på uddannelsen af arbejdsmarkedets fremtidige arbejdskraft.

Ingen af parterne ønsker discount-uddannelser på erhvervsskolerne, og derfor vil de strække sig langt for at mødes om en partsaftale, som de kan få forligspartierne med på.

Overlevelseskamp

Det virkelige stridspunkt står omkring skolepraktikken. Udgifterne til skolepraktik på erhvervsskolerne er eksploderet de seneste år. Alene sidste år kostede skolepraktikken cirka 900 millioner kroner. Med en rekordlang kø på over 10.000 unge, der mangler praktikpladser, forventes udgifterne at vokse yderligere.

Dansk Arbejdsgiverforening har for længst udstedt en dødsdom over skolepraktikken, som finansieres af arbejdsgiverbidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion. Arbejdsgiverne vil altså hverken oprette tilstrækkeligt med praktikpladser til at uddanne kvalificeret arbejdskraft, ligesom de ikke vil punge ud med knap en milliard kroner til skolepraktikken. DA mener, at skolepraktikken er løbet af sporet og er ekstremt dyr i drift. Det falder også arbejdsgiverne for brystet, at en voksende andel af skolepraktikeleverne er revalidender og aktiverede, at gennemsnitsalderen for elever stiger, og at nogle elever foretrækker at tage en erhvervsuddannelse i skolepraktik frem for at vælge en uddannelse, hvor der er ledige praktikpladser og mangel på arbejdskraft.

I modsætning til DA forsvarer LO skolepraktikken. Frem for at nedlægge den mener LO, at skolepraktikken skal udvikles og forbedres: Så længe der er en katastrofal mangel på praktikpladser, er skolepraktikken uundværlig. LO ser ordningen som virksomhedernes garanti for løbende tilførsel af kvalificeret arbejdskraft, og den er samtidig elevernes garanti for, at de kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Endelig henviser LO til, at virksomheder i mange brancher med kyshånd tager imod skolepraktikelever og tilbyder dem restlære-aftaler. For hver fem elever, der begynder i skolepraktik, vil to få svendebrev efter at have fået en restlære-aftale.

Syndebuk

Faktum er da også, at skolepraktikken sikrer erhvervslivet, at der er kvalificeret arbejdskraft til rådighed, og i den sammenhæng er det ikke nogen dyr ordning for den enkelte arbejdsgiver. Per ansat betaler arbejdsgiveren årligt cirka 1.400 kroner i bidrag til AER, og da cirka 40 procent af AER-udgifterne bruges til skolepraktik, svarer det til, at skolepraktikken koster arbejdsgiverne 500 kroner per ansat om året.

Skolepraktikken er blevet syndebuk for arbejdsgiverne, der fokuserer mere på virksomhedernes omkostningsniveau end på erhvervslivets langsigtede uddannelsespolitiske interesser. Fra begyndelsen var skolepraktikken tænkt som en nødløsning på grund af mangel på praktikpladser. Heller ikke i dag er der praktikpladser nok. Produktionen er mange steder så specialiseret, at virksomheder ikke kan tilbyde den nødvendige bredde i oplæringen. Derfor veksler eleven mellem skolepraktik og flere mindre virksomheder for at lære alle funktioner. Andre virksomheder kan ikke overskue at ansætte en elev for tre til fire år ad gangen, fordi de ikke kender deres økonomiske vilkår så langt ud i fremtiden. Og atter andre virksomheder er så fokuserede på effektivitet, at de ikke vil påtage sig det ekstra arbejde, det kræver at medvirke til en ordentlig oplæring.

Med andre ord er skolepraktikken en løsning for mange danske virksomheder, og derfor kan det blive svært for undervisningsministeren blot at nedlægge ordningen på anbefaling af Dansk Arbejdsgiverforening. Hvad skal man ellers stille op med de 6.400 elever, der årligt får svendebrev via skolepraktikken? Svende, som mange arbejdsgivere faktisk benytter sig flittigt af og nødigt vil undvære.  

En stor hjælp for en kvalificeret debat ville have været den undersøgelse om skolepraktikken, som Undervisningsministeriet for længst har lovet, men som desværre er forsinket. Med en grundig undersøgelse vil der være rum for også at diskutere skolepraktikken i et større uddannelses- og arbejdsmarkedspolitisk perspektiv og ikke bare et kortsigtet økonomisk perspektiv.

Heller ikke Ulla Tørnæs er begejstret for skolepraktikken, og derfor vil hun umiddelbart hælde til DA’s ønsker og allerhelst afskaffe den helt – alternativt begrænse skolepraktikken mest muligt.

Stejle parter

En af de modeller, der skal drøftes i forligskredsen, er at afskaffe den nuværende skolepraktikordning og i stedet tilbyde elever uden praktikplads en bred brancheorienterende uddannelse af cirka halvandet års varighed.

Uddannelsen vil indeholde en specialisering i form af et AMU-kursus, men den praktiske oplæring vil foregå på skolen. Konsekvensen af den model er, at man afskaffer elevernes uddannelsesgaranti, idet elever uden en uddannelsesaftale ikke kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Efter den korte generelle uddannelse på halvandet år er man henvist til at søge arbejde, og så kan man eventuelt efter nogle år vende tilbage og tage yderligere uddannelse.

En anden model i forligskredsen er at fastholde den nuværende skolepraktikordning, men begrænse elevernes adgang til den. Ved at indføre adgangsbegrænsninger, begrænse voksnes adgang til skolepraktikken, sænke elevernes godtgørelse under skolepraktikken fra overenskomstfastsat løn til SU-niveau, stramme EMMA-kriterierne (elevernes pligt til under skolepraktik at være egnede, fagligt og geografisk mobile og aktivt søgende) og godkende flere virksomheder til praktikoplæring. 

Parterne står stejlt over for hinanden i kampen om skolepraktikken, men erhvervsuddannelsernes fremtid er så afgørende for et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked, at både DA og LO erkender, at de har en bunden opgave og helst skal nå til enighed. Ingen kan leve med, at den ene part smækker med døren. Alligevel kan slagsmålet godt ende med, at parterne ikke kan nå hinanden. Det vil tvinge Ulla Tørnæs til at udtænke et kompromis, som begge parter finder spiseligt.

Uden at kunne fremtrylle 10.000 nye praktikpladser i et slag kan skolepraktikken ikke spares væk, og derfor er et godt bud, at forårets forhandlinger mellem de fire forligspartier og arbejdsmarkedets parter bliver som følger:

  • Skolepraktikken bevares, men der indføres adgangsbegrænsning.
  • Eleverne skal prioritere tre uddannelsesønsker blandt erhvervsuddannelserne.
  • De faglige udvalg får mere indflydelse på indholdet i skolepraktikken.
  • Nye incitamenter til at skaffe flere ordinære praktikpladser.