Sjælland er Danmarks fattigste region

Af

Der er store regionale forskelle i danskernes købekraft, viser ny undersøgelse fra Eurostat. Regionsrådsformand mener, der er skrigende behov for, at regeringen tager regionale uligheder alvorligt.

ULIGHED Region Sjælland er den eneste region i Danmark, hvor borgernes gennemsnitlige købekraft er lavere end gennemsnittet i EU. Det viser en undersøgelse af de regionale økonomier i Europa, som EU’s statistiske kontor Eurostat netop har udgivet.

Den gennemsnitlige indbygger i EU’s 271 regioner har 25.100 euro i årlig købekraft. I Region Sjælland, der omfatter Sydsjælland og Lolland-Falster, må indbyggerne nøjes med 23.100 euro – eller 172.000 kroner – når der er korrigeret for forskel i prisniveauet i EU’s medlemslande.

Bedre er situationen i hovedstadsregionen, hvor indbyggerne ifølge Eurostat har 38.000 euro – eller 283.000 kroner – i årlig købekraft. Det placerer København og omegn på en 18. plads over de rigeste regioner i EU. Helt i top ligger indre London, hvor indbyggerne i snit har 85.800 euro årligt at gøre godt med – mere end tre gange så meget som den gennemsnitlige EU-borger.

De store forskelle mellem de danske regioner er beskæmmende, mener formand for regionsrådet i Region Sjælland Steen Bach Nielsen (S).

»Eurostats undersøgelse er dokumentation for, at vi ikke har et Danmark i balance. Der er et skrigende behov for, at regeringen tager situationen alvorligt. Indtil videre har vi kun hørt en masse fine taler. Nu skal der handles,« siger han og tilføjer:

»Undersøgelsen flugter fint med den fornemmelse, som vi har i regionsrådet. Der er ingen tvivl om, at vi står over for en kæmpemæssig udfordring i vores region.«

Tilmed mener Steen Bach Nielsen, at situationen er blevet endnu mere alvorlig siden 2008, hvor Eurostats tal stammer fra.

Centerbyer sluger al udvikling

Seniorrådgiver ved Københavns Universitet Hanne Wittorff Tanvig, der har specialiseret sig i regional udvikling, vurderer også, at ulighederne på regionalt og lokalt plan er blevet større i de senere år.

»Vi ved, at der foregår en temmelig kraftig afvikling af arbejdspladser i udkantsområder. Jeg tror, det vil kunne ses i de kommende statistikker,« siger hun.

Hanne Wittorff Tanvig mener dog ikke, at Eurostats tal tegner et retvisende billede af ulighedsproblemerne på lokalt og regionalt plan. For det første, fordi statistikken ikke tager højde for pendling mellem regionerne. For det andet, fordi ulighederne i hendes øjne er langt større inden for den enkelte region end mellem regionerne.

»Der findes periferi-problemer i alle regioner og i mange af de store danske kommuner. Alle investeringer og arbejdspladser tilfalder centerbyerne, mens der lukkes ned for resten,« siger hun.

Fælles udfordring

Løsningen, hvis man vil have mere lighed, skal kommunerne og regionerne selv komme op med. Basal omfordeling har Hanne Wittorff Tanvig ikke den store tiltro til.

Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen fra Region Sjælland mener dog godt, at regeringen kunne gøre mere for at hjælpe udkantsdanmark på vej.

»Hvis regeringen alvorligt mener, at vi skal have et Danmark i balance, så må den også være med til at finde løsningen. Vi har en fælles udfordring med at få løftet de dele af Danmark, der halter bagefter,« siger han.

Konkret så han gerne en vækstfond med risikovillig kapital, som kunne yde lån til nystartede virksomheder i Region Sjælland.

»Problemet er desværre, at jo længere væk du kommer fra hovedstaden, desto sværere er det at få bankerne til at låne penge til iværksættere. Det kunne en vækstfond hjælpe på,« siger Steen Bach Nielsen.