Siger ét og gør noget andet

Af Lars Andersen

De initiativer, regeringen indtil nu har taget, peger i modsat retning af den vækststrategi, den har fremlagt. Det er resultatet, når man sammenligner strategien med de faktiske handlinger.

En af hovedmålsætningerne i regeringens vækststrategi er, at erhvervsdeltagelsen skal øges. Det er målsætning, som kun kan støttes. Derfor må man da også undre sig over, at de konkrete initiativer, regeringen indtil nu har taget, er trukket i den modsatte retning:

  • Barselsorloven er blevet forlænget, hvilket mindsker arbejdsstyrken.
  • Den nye deltidslov gør det lettere at nedsætte arbejdstiden, hvilket også mindsker arbejdsstyrken.
  • Regeringen har besluttet, at kommunerne kan give tilskud til forældre, der selv ønsker at passer deres børn. Det vil sende mange kvinder hjem til kødgryderne og dermed mindske arbejdsstyrken. Det viser erfaringerne fra en lignende ordning i Norge.
  • Regeringen har nedprioriteret arbejdsmiljøindsatsen – blandt andet ved ophævelse af afgift på dårligt arbejdsmiljø – selv om et bedre arbejdsmiljø er et af de vigtigste midler til at mindske tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på grund af nedslidning.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at spørgsmålet omkring nedslidningens betydning for den fremtidige udvikling i arbejdsstyrken slet ikke er omtalt i regeringens vækststrategi. Man ser nærmest bevidst bort fra denne problemstilling, jævnfør følgende citat fra regeringens vækststrategi:

»Desuden vil regeringen gøre en indsats for at bremse væksten i antallet af personer, der vælger (min markering) at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet.«

Altså ikke ét ord om initiativer i forhold til dem, som tvinges til at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet.

Et andet højt prioriteret mål i regeringens vækststrategi er at lempe skatten på arbejde. Man håber, der bliver råderum til at sænke den i 2004.

Indtil nu har regeringen dog lempet skatten på alt mulig andet end arbejde.

Skattestoppet, som lemper skatten på først og fremmest ejerboliger og biler, koster således tre til fire milliarder frem til og med 2004. På det seneste har regeringen været fremme med, at også ejendomsskatten skal holde for. Sker det, kan man sandsynligvis lægge nogle hundrede millioner oven i prisen på skattestoppet.

Hertil skal lægges et tab af skatteindtægter på cirka 500 millioner kroner som følge af de skatteforslag, regeringen har fremlagt gennem foråret. Forslag som vel at mærke ikke har en pind med skatten på arbejde at gøre, men derimod er forslag, der åbner for nye måder at udskyde skatten på for dem, som har råd til planlægge sig til en lavere skattebetaling.

Endelig fjernede regeringen indtægtsforbedringer – blandt andet arbejdsmiljøafgifter – i forhold til den tidligere regerings finanslovsforslag, svarende til et tab af indtægter på 2,2 milliarder kroner.

Regeringen har altså indtil nu truffet beslutninger på det skattemæssige område, som fremme i 2004 vil indsnævre mulighederne for at lette skatten på arbejde med fem til seks milliarder kroner. Omsat til forskellige mulige lettelser i indkomstskatten svarer dette indtægtstab til, at:

  • Kommuneskatten kunne sænkes med knapt én procent, eller
  • Mellemskatten kunne sænkes med cirka tre procent, eller
  • Topskatten kunne sænkes med cirka seks procent, eller
  • Bundgrænsen for mellemskat kunne hæves med cirka 50.000 kroner, eller
  • Bundgrænsen for topskat kunne hæves med omkring 55.000 kroner.

Det er bestemt glædeligt, at regeringen har fået en strategi for, hvordan en dansk økonomi, der er i topform, kan fortsætte med at være på toppen. Blot er det ærgerligt, at man i stedet for at følge denne strategi er i fuld gang med at solde de opnåede resultater væk.