Sig farvel til Pia, Fogh

Af

Trods Ny Alliances kollaps burde statsministeren have lært lektien: Moderne borgerlige gider ikke danse med Dansk Folkeparti.

LØFTET PEGEFINGER Ikke et ord mere om Khaders kollaps, politisk amatørisme, pinlige pressemøder, kaos, storbytosser på vild flugt fra dødsboet og meningsmålinger i frit fald. De seneste ugers farce taler for sig selv.

Men betyder det, at vi så er tilbage ved situationen før folketingsvalget i november, og at Ny Alliance blot var en kuriøs historie, som vi nu kan fnise lidt af? Og at regeringen nu kan fortsætte sin årelange kinddans med Dansk Folkeparti, som om intet var hændt? Nej! Politisk set er der en verden til forskel på situationen, før Ny Alliance kom på banen og nu.

Sin amatørisme til trods var Ny Alliance en slem forskrækkelse, et wake-up call, for statsministeren. For glem ikke: Vi taler om titusindvis af dybt frustrerede humanistisk og globalt orienterede borgerliges midteroprør mod en regering, der havde bundet sig til et nationalt indadvendt Dansk Folkeparti. På et tidspunkt havde midteroprørerne 12 procent af stemmerne. Og selv da partiet stod stærkest, var der et stort flertal blandt de tilbageblevne V- og K-vælgere, der mente, at Dansk Folkeparti havde alt for stor indflydelse, og at Venstre og de konservative nu måtte samarbejde hen over midten. De borgerlige, der hungrede efter at komme ind over midten i dansk politik, var altså ikke en minoritet, men udgjorde flertallet i statsministerens egne rækker!

Det er mindre end 12 uger siden. Derfor kan vi med stor sikkerhed sige, at sådan er det også i dag. Den borgerlige regering er – med eller uden Ny Alliance som politisk realitet – under stort pres indefra. Moderne borgerlige gider ikke mere blokpolitik med Dansk Folkeparti. De vil have reformer og samarbejde hen over midten. Den realitet kan Fogh-regeringen naturligvis vælge at ignorere efter Ny Alliances kollaps. Men det vil være meget dumt. For hvornår kommer så det næste oprør mod linjen i egne rækker?

Men egeninteressen i at få iltet og moderniseret sit projekt, så det kan blive mere attraktivt i vælgernes øjne, er ikke den eneste årsag til, at statsministeren har brug for at få slikket på frimærkerne og sendt indbydelser ud til oppositionen. Den væsentligste grund er, at VK ikke alene eller sammen med DF er i stand til at håndtere de store udfordringer, som det danske samfund står overfor: Den skrigende mangel på arbejdskraft. Den sociale mobilitet, der er gået i stå. Og behovet for et løft af kvaliteten i den offentlige service. Her savner vi i den grad de originale svar og ideer fra regeringen.

Når det gælder manglen på arbejdskraft, har regeringen for nylig fremlagt en jobplan, som alle økonomiske eksperter har dømt »utilstrækkelig«. Sølle 8.000-9.000 arbejdspladser er ambitionen, og det batter jo ikke.

Endnu mere sølle ser det ud med ambitionen om at få 95 procent af de unge igennem en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Den er gået fuldstændig i stå. Og planen, der skal kickstarte den sociale mobilitet – hvor er den?

Men fantasiløsheden topper, når det gælder den offentlige sektor. Her står vi med et voksende gab mellem borgernes forventninger om bedre service og de offentligt ansattes prestige, der er i frit fald. Hvordan lukker man gabet? Regeringen aner det ikke. Og det udkast til en kvalitetsreform, som Ugebrevet A4 er kommet i besiddelse af, ligner en misforstået opgave ved, at fem ud af seks kroner bruges på mere kontroltyranni.

Dansk politik har brug for, at der bliver tænkt nyt. Og at der bliver samarbejdet bredt. Hen over midten. Khader kunne ikke. Kan Fogh?