SF rider højt på andre partiers fiasko

Af

Folkesocialisternes fremgang i meningsmålingerne er skabt på grundlaget af andre partiers fiasko, et ønske om en mere venstredrejet opposition og SF’s klare profil, viser ny undersøgelse. Ifølge eksperter står SF til endnu større succes under Lars Løkke Rasmussen (V). Men jo større partiet bliver, desto større er også risikoen for splittelse.

OPTUR Skal man alene dømme ud fra meningsmålingerne, er det en drømmesituation at være et socialistisk parti under borgerligt styre. I hvert fald hvis man hedder SF. Siden Venstre og de konservative overtog magten i november 2001, er SF – efter en lidt sløv start – kun gået frem i meningsmålingerne.

Hvor SF ved valget i 2001 fik 6,4 procent af vælgernes stemmer, så viser de seneste meningsmålinger, at lige over 20 procent af vælgerne ville stemme på partiet, hvis der var valg i morgen. Når SF’s medlemmer på fredag mødes til det årlige landsmøde i Århus, er der derfor lagt op til en fest af historiske dimensioner.

Men hvad er forklaringen på, at SF mere end noget andet parti i de senere år har formået at tiltrække tusinder og atter tusinder af nye vælgere? Zapera har for Ugebrevet A4 spurgt SF’s nye vælgere, hvad der har fået dem til at skifte parti. Og undersøgelsen giver et unikt og detaljeret billede af, hvad der har skabt partiets succes.

Kigger man hen over svarene fra de nye SF-støtter, står det tydeligt frem, at det i høj grad er skuffelsen over andre partiers politik og indsats, der har fået mange til at hoppe om bord på partileder Villy Søvndals galej. I det ene indlæg efter det andet langer vælgerne hårdt ud efter deres gamle partier.

»De radikale er en skygge af sig selv. Dårlig organisation og uklare meldinger. SF er meget mere med i ’gamet’,« lyder det eksempelvis fra en vælger, der er skiftet fra de radikale til SF.

En tidligere socialdemokrat følger trop.

»Mit tidligere parti er i den grad blevet et discount parti uden gennemslagskraft, ideologi eller profil.«

Og de borgerlige partier går heller ikke ram forbi.

»Venstre lovede bod og bedring for børnefamilierne, for vores børn og ældre. Men det er gået stik modsat. Tror I, at statsministeren kunne tænke sig at gå på et toilet, som kun bliver gjort rent en gang hver fjortende dag? Det er sgu for ulækkert og temmelig umenneskeligt.«

Og sådan fortsætter det ellers derudad i den ene sønderlemmende kritik efter den anden. Samlet begrunder 26 procent af de nye SF-vælgere på den ene eller den anden måde deres skifte med, at deres gamle parti har svigtet dem.

At mange vælgere forklarer deres partiskifte med skuffelse og mismod med deres tidligere parti, skal dog ikke forklejne SF’s succes, mener lektor og valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

»Vælgerne havde jo næppe skiftet parti, hvis ikke SF fremstod som et stærkt og interessant alternativ,« siger han.

Villy er ingen magnet

SF’s succes understreges også af, at partiet har formået at tiltrække vælgere fra både højre- og venstrefløjen. 10 procent af de vælgere, der i dag vil stemme på SF, stemte i 2007 på regeringen, Dansk Folkeparti eller Ny Alliance.

Uden sammenligning er Socialdemokraterne dog det parti, der har afleveret flest vælgere til Villy Søvndal & Co. 21 procent af SF’s nuværende vælgere stemte på Socialdemokraterne i 2007. Mange af disse håber at kunne trække det gamle arbejderparti længere til venstre ved at sætte kryds ud for liste F.

SF’s klarere profil og en generelt større tilfredshed med partiets politik spiller selvfølgelig også en vigtig rolle for mange vælgere. Først herefter følger formand Villy Søvndal, der blot nævnes af otte procent af SF’s nye vælgere som begrundelse for deres skifte.

Villy Søvndals relativt beskedne indflydelse på vælgersuccesen står i stærk kontrast til det billede, der er tegnet i medierne i den senere tid. Her er SF-formandens bredt favnende folkelighed ofte blevet fremhævet som selve grundstenen i partiets succesridt.

At så få vælgere nævner Villy Søvndal, kan dog også skyldes, at mange vægrer sig ved at begrunde deres politiske valg med enkeltpersoner, fortæller Rune Stubager.

»Det anses for illegitimt at skifte parti på grund af en person. Og mange vil gerne fremstå mere velovervejede i deres svar,« siger han.

Venstre til kamp mod SF

Tilsyneladende er regeringen også overbevist om, at Villy Søvndal med sin folkelige stil har kapret nogle af deres stemmer. Det kom tydeligt til udtryk, da Venstres nyvalgte politiske ordfører Peter Christensen i forrige uge gik til angreb på SF’s formand.

»Borgerlige vælgere, som har fundet Søvndal sympatisk, skal vide, at det ikke er ufarligt at stemme på SF. Derfor er det slut med at gøre Villy til en humoristisk figur. Han er socialist, og hans politik er socialistisk,« sagde han.

Samtidig lød det, at SF skulle udstilles som et vattet venstrefløjsparti, der både i forhold til udlændinge-, skatte-, rets- og forsvarspolitik sagde ét til vælgerne, men stemte anderledes i folketingssalen.

Ifølge Rune Stubager er det imidlertid kun til fordel for SF, hvis regeringen under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slår ind på en mere konfrontatorisk kurs. Det vil nemlig give SF mulighed for at profilere sig selv og udstille regeringens politik som rendyrket liberalisme.

»Begynder regeringen at føre mere liberal politik, vil det være en gave sendt fra himlen til SF og resten af oppositionen. Alle målinger viser nemlig, at danskere allerede under Anders Fogh Rasmussen mente, at man var gået for langt i den retning,« siger han.

I det hele taget mener Rune Stubager, at der er gode chancer for, at SF kan bevare de gode meningsmålinger frem til næste valg.

»Der er skabt et momentum, som virker meget stærkt. Men lykkes det ikke for partiet at komme i regeringen efter næste valg, vil det være et totalt antiklimaks. Så kan SF risikere en radikal løsning,« siger han med henvisning til, at Det Radikale Venstre siden sit kanonvalg i 2005 har været udsat for en lang og udmattende deroute med vælger- og politikerflugt.

At en sådan situation skulle opstå, er dog ikke sandsynligt, mener Ole Sohn, der er SF’s officielle talerør, når det gælder meningsmålinger.

»Selv hvis det ikke skulle lykkes os at vælte regeringen, vil der være rigeligt med arbejde til en ny og endnu større folketingsgruppe. Så jeg nærer ikke den store frygt for det scenario,« siger han.

Hvor langt kan bukserne holde

Inden SF kommer så langt, skal partiet dog først og fremmest sikre sig, at det ikke strækker sig så langt, at bukserne revner, og der opstår intern splittelse. I kampen for at tiltrække stemmer og fremstå regeringsduelige har SF siden valget i 2007 tilnærmet sig Socialdemokraterne og midtervælgerne i en hidtil uset grad.

Det kom blandt andet til udtryk, da Villy Søvndal for lidt over et år siden erklærede, at islamisterne i Hizb-ut-Tahrir kunne »gå ad helvede til«, og da partiet senere lancerede et fælles integrationsudspil med Socialdemokraterne, hvor man havde droppet sine ellers ultimative krav om at afskaffe 24-årsreglen og tilknytningskravene.

Også på den økonomiske front har SF på det seneste stået for et skifte i stil og holdning. Partiet stemte ja til dette års finanslov, fik presset sig ind til forhandlingsbordet om Bankpakke II og har lanceret en fælles skattealliance med Socialdemokraterne, hvor målet blandt andet er at hæve grænsen for topskatten.

Indtil videre har denne strategi vist sig at være meget succesfuld. Vælgerne er, som Ugebrevet A4’s analyse af vælgervandringen viser, strømmet til fra alle partier – dog særligt stærkt fra Socialdemokraterne – og samtidig har partiet holdt fast på langt hovedparten af sine gamle støtter.

Tilmed har der indtil videre været forbavsende lidt intern kritik i SF af den nye linje, som set udefra synes at nyde total opbakning. Men det ændrer ikke ved, at der er en lurende risiko for splittelse, mener historiker ved det Kongelige Bibliotek og ekspert i SF’s historie Morten Møller.

»SF’s ledelse er på vej til at trække partiet et godt stykke til højre, men samtidig skal man holde sammen på partiet, så der ikke opstår en utilfreds venstrefløj, der kunne finde på at forlade partiet. Det er den store udfordring, som Villy Søvndal står med, hvis han også i de kommende år vil være det store og bredtfavnende venstrefløjsparti,« siger han.

Ifølge Morten Møller har SF tidligere befundet sig i en lignende situation. Det var i slutningen af 1960’erne, hvor SF for at kunne arbejde tæt sammen med Socialdemokraterne i det røde kabinet måtte sluge nogle store kameler. Det førte i 1967 til en partisplittelse.

»SF er bestemt et parti, der tidligere har været præget af fløjkampe, så selv om alt ser lyserødt ud lige nu, kan det hurtigt ændre sig, hvis venstrefløjen føler sig trådt over tæerne. Især i SF, hvor idealer, ideologi og principper hos mange medlemmer vejer vanvittigt tungt – måske endog tungere end magten,« siger Morten Møller.