Seniorerne kan købes til en ekstra indsats

Af | @MichaelBraemer

Flertallet af de offentligt ansatte seniorer er parate til at droppe den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og tage en ekstra tørn, hvis det kan ske på nedsat tid med lønkompensation. To ud af tre er mest interesseret i en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, viser ny undersøgelse, der afdækker et uudnyttet arbejdskraftpotentiale i den offentlige seniorgruppe.

NOGET FOR NOGET Vi er til at snakke med! Men hvis I så gerne vil have, at vi bliver lidt længere, så skal der penge på bordet, og der skal tages hensyn til, at vores kræfter og overskud ikke er, hvad det har været!

Sådan lyder det klare budskab i en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 50-59-årige i forskellige faggrupper på det offentlige arbejdsmarked. Seniorer, som for langt de fleste vedkommende ellers sigter målrettet mod efterløn og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Kun hver fjerde offentligt ansatte mellem 50 og 59 år forventer at holde ud på arbejdsmarkedet til pensionsalderen, og 28 procent forventer at have trukket sig tilbage allerede som 60-årige. Men kun 19 procent har besluttet sig endeligt for, hvornår de holder op.

Og selv om seniorerne føler sig pressede og i vid udstrækning nedslidte af voksende arbejdspres i den offentlige sektor, så er langt de fleste slet ikke interesserede i at miste forbindelsen til arbejdsmarkedet på én gang, viser A4’s undersøgelse.

To ud af tre ville foretrække en gradvis nedtrapning af arbejdet over nogle år, mens kun hver fjerde foretrækker at stoppe fra den ene dag til den anden. Undersøgelsen viser i øvrigt, at:

  • 57 procent af dem, der forventer at holde op på arbejdsmarkedet før pensionsalderen, ville være parate til at udskyde tilbagetrækningen, hvis der var mulighed for nedsat arbejdstid med lønkompensation.
  • Hver tredje kunne overtales, hvis de fik mulighed for at have en vis lønindtægt, som ikke blev modregnet i efterlønnen.
  • Op mod hver femte – 19 procent – ville være parat til at fortsætte længere end planlagt, hvis de fik tilbud om et mindre psykisk belastende job. Det gælder ikke mindst lærerne, hvoraf 37 procent svarer ja til spørgsmålet.
  • Næsten lige så stor en andel – 17 procent – ville være motiveret til at arbejde længere af et arbejde, der var mindre fysisk belastende. Det drejer sig især om social- og sundhedspersonale (sosu’er) og ufaglærte, hvor henholdsvis 38 og 32 procent siger, at det kunne få dem til at udskyde deres tilbagetrækning.
Muligheder skal gøres til rettigheder

Undersøgelsen viser dermed, at der er et kæmpe, uudnyttet potentiale, når det handler om at fastholde ældre medarbejdere i den offentlige sektor. En sektor, som allerede nu skriger på arbejdskraft, og som ifølge alle prognoser vil komme til at lide under alvorlig arbejdskraftmangel på grund af den befolkningsmæssige udvikling med flere ældre og færre unge. Og det vil igen føre til vanskeligheder ved at klare fremtidens velfærdsopgaver som pasning af børn, syge og ældre.

For Dennis Kristensen, formand for sosu’erne i fagforbundet FOA, bekræfter undersøgelsen den voksende interesse, han har oplevet blandt medlemmerne for at trække sig gradvis tilbage i lighed med mere veluddannede grupper på arbejdsmarkedet. Traditionen i faget har ellers været at stoppe på én gang.

På grund af nedslidning eller ønske om at komme væk, mens de stadig har kræfter til en aktiv tredje alder, er social- og sundhedspersonalet i gennemsnit 60,5 år, når de trækker sig tilbage. Så der er masser af arbejdskraft at hente, hvis man kan fastholde dem længere.

»Ønsket om lavere arbejdstid med lønkompensation matcher meget godt det forslag, FOA stillede, da efterlønsdebatten var på sit højeste. Nemlig at bruge de penge, man sparede ved en stramning af ordning, til lavere arbejdstid. Og problemstillingen bliver stadig mere aktuel, fordi aldersgennemsnittet i vores faggruppe et støt stigende,« siger han.

Dennis Kristensen mener, at beslutningstagerne lige så godt kan indstille sig på, at det kommer til at koste penge – mange penge – at skabe en pleje- og omsorgssektor, der både er i stand til at fastholde og tiltrække medarbejdere, samtidig med at den har et kvalitetsniveau, der kan udvikle sig i takt med den stigende velstand i samfundet.

»Seniorpolitik bliver et hedt og højt prioriteret emne, når der næste år skal forhandles overenskomst på det offentlige område,« forventer Dennis Kristensen, der også er formand for forhandlingssammenslutningen Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO).

Han mener, at det ikke mindst handler om at gøre muligheder til rettigheder i en rammeaftale om seniorpolitik, som siden 1995 har eksisteret mellem parterne på det kommunale arbejdsmarked.

Torben M. Andersen, økonomiprofessor og formand for regeringens velfærdskommission, hører også de klare budskaber fra seniorerne i A4’s undersøgelse. Og han kan ligeledes se mulighederne for at købe sig fra en del af problemet med arbejdskraftmangel i den offentlige sektor. Et problem, som Velfærdskommission forudså for flere år siden, men som nu er blevet fremskyndet af opsvinget og den generelle mangel på arbejdskraft.

»Undersøgelsen viser, at mange gerne vil have en fleksibel tilbagetrækning, og det vil givetvis kunne forbedre situationen på det offentlige arbejdsmarked. Det er som udgangspunkt ikke noget, man kan lovgive om, men et overenskomstspørgsmål, så der vil komme et pres på de faglige organisationer i den retning,« forventer han.

Forsømte muligheder

Hidtil er mulighederne for at fastholde seniorer i vid udstrækning blevet forsømt på grund af manglende udbredelse af seniorordninger på det offentlige arbejdsmarked. Det viser hel ny undersøgelse foretaget af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet. Formålet har været at vurdere, hvordan rammeaftalen om seniorpolitik mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og KTO har fungeret i de »gamle« kommuner.

Under halvdelen af kommunerne i undersøgelsen oplyser, at de bruger seniorstillinger enten i form af nedsat arbejdstid eller ved at overføre seniorer til andre opgaver, viser undersøgelsen.

»Og vi ved ikke, om disse kommuner har indgået aftale om en enkelt seniorstilling eller 100,« siger arbejdsmarkedsforsker Steen E. Navrbjerg, der har stået for undersøgelsen.

Han understreger, at undersøgelsen skal tages med det forbehold, at den kun bygger på svar fra 46 procent af medarbejder- og ledelsesrepræsentanter i de 272 gamle kommuner.  Spørge skemaerne blev nemlig udsendt midt i travlheden med kommunalreformen. Men det er sandsynligvis ikke kommunerne med den dårligste praksis på området, der har afset tid til at svare, påpeger Steen E. Navrbjerg.

Med det forbehold, der skal tages over for undersøgelsen, mener han at have spottet en tendens til, at seniorordningerne har bedre vækstbetingelser, jo nærmere man kommer rådhuset og de administrative stillinger, mens de tilsyneladende støder på mere stenet grund i pleje- og omsorgssektoren og blandt de ufaglærte i Vej og Park.

Alle skal tilgodeses Steen E. Navrbjerg mener, at det er helt afgørende med en formaliseret og attraktiv seniorpolitik, som kommer alle og da især de mest trængende til gode, hvis kommuner og regioner har ambitioner om at fastholde seniormedarbejderne.

»Man kan ikke komme i sidste øjeblik og bare bede folk om at blive. Det er sådan noget, de skal overbevises om over et langt stræk. Hvis man vil noget seriøst med fastholdelse af seniorer i kommunerne, så er det problematisk, når færre end hver tredje offentligt ansatte i jeres undersøgelse siger, at de har en seniorpolitik på deres arbejdsplads.«

I hans egen undersøgelse er det 63 procent af kommunerne, der har nedskrevet en seniorpolitik, hvilket også tyder på, at det især er »duksene« blandt kommunerne, der har deltaget.

Ikke overraskende viser Steen E. Navrbjergs undersøgelse, at seniorstillinger anvendes betydeligt mere i kommuner med seniorpolitik end i de øvrige kommuner. Den viser også, at der fra medarbejdernes side er stor utilfredshed med, at rammeaftalen kun rummer muligheder og ingen rettigheder.

»Og så fremhæves økonomien igen og igen som den store barriere for etableringen af en seniorpolitik. Der er ikke mindst medarbejdere, der efterlyser puljer af den ene eller anden art til at finansiere ordninger, mens ledere efterlyser bud fra medarbejdere på seniorordninger, der ikke nødvendigvis koster,« fortæller Steen E. Navrbjerg.

Det kommer til at handle om penge

Torben M. Andersen, økonomiprofessor, forstår godt bekymringen for udgiftskrævende ordninger. Og han vil gerne gå i rette med dem, der har ment, at bestræbelserne for at skaffe hænder nok til fremtidens velfærdsopgaver ikke handler om penge. For det vil det gøre, siger han. Men hvordan det kommer til at hænge sammen økonomisk, har han personligt svært ved at se.

»For hvor skal pengene komme fra, og hvem skal betale? Skal vi have skattestigninger eller gennemføre besparelser på nogle områder. Ingen af delene står øverst på mange politiske dagordener.«

Den eneste økonomisk forsvarlige måde at komme arbejdskraftmanglen i den offentlige sektor til livs på er ifølge Torben M. Andersen ved i højere grad at inddrage indvandrere og andre marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet. Og ved at de bredeste skuldre, som i denne sammenhæng er ikke-nedslidte seniorer, ud fra en solidarisk tankegang påtager sig at arbejde mere og længere, mens de reelt nedslidte får lov til at forlade arbejdsmarkedet.

Ude på arbejdspladserne i den kommunale virkelighed er man ikke begejstret for princippet om at lade de stærke trække et tungere læs for at skåne andre. Rene Petersen, fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonalet i Lyngby-Tårbæk Kommune, fortæller, at man for år tilbage prøvede at tilpasse arbejdet til ansatte med skavanker blot med det resultat, at de øvrige blev overbebyrdet og hurtigere nedslidte.

»Vores sektor har jo også været med til at samle mange op, som har fået lette job som at smøre madpakke og købe ind for fru Jensen. Så muligheden for at finde job til folk, der bliver nedslidte, er nærmest ikke eksisterende,« siger han.

Mange af Rene Petersens kolleger er nedslidte som 60-årige, men ikke tilmeldt efterlønsordningen og må derfor kæmpe sig igennem fem år på piller og stimulanser. Nedsat arbejdstid med lønkompensation ville være en kæmpe gave til dem, siger han.