Selvransagelse med stort S

Af

Det nye socialdemokratiske oplæg er en god, ny start. Også selv om to kronikker ikke automatisk fører et kriseramt parti op i lyset.

UDSPIL Socialdemokraterne var længe om at komme i gang med selvransagelsen oven på valgnederlaget. Til gengæld er partiet kommet efter det på det seneste. Først dannede Ritt Bjerregaard sin røde skole, så udgav Christine Antorini en debatbog, så meldte Mette Frederiksen sig på banen med ni teser, og nu kommer partiledelsen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen med et bud på ni vigtige valg for Danmark i to kronikker i Politiken.

Og hvis man har været i tvivl om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt har erkendt, at den hidtidige strategi – den med velfærd eller skattelettelser – har været utilstrækkelig, så er man det ikke efter at have læst kronikkerne. Vi taler om selvransagelse med stort S.

Det opløftende og interessante i det nye S-udspil er – ud over erkendelsen af, at den gamle strategi var utilstrækkelig – især tre punkter, som gennemsyrer oplægget.

Først og fremmest er oplægget præget af en besindig »ansvarlighedslinje«. I stedet for at foregøgle, at der er råd til det hele, lægger partiledelsen op til økonomisk ansvarlighed og benhårde prioriteringer i velfærdssamfundet. Også selv om de er upopulære. Og man betoner, at pligter er lige så vigtige som rettigheder. Det er sunde signaler. Her har Socialdemokraterne mulighed for at skabe kant til en velfærdspopulistisk regering, der i stigende grad bilder »velfærdsforbrugeren« ind, at der er frit valg på alle hylder i butikken.

For det andet er oplægget præget af en sjældent set social indignation. Helle Thorning-Schmidt taler om at være »venstreorienteret« og placerer kampen mod den sociale ulighed og den negative sociale arv højt oppe på listen. Klogt. For her har Socialdemokraterne en langt større legitimitet end de regeringspartier, der ideologisk og historisk har haft det stik modsatte – ulighed – som pejlemærke.

Endelig har oplægget en befriende bredde i forhold til tidligere. Der er det meste: Fra erhvervspolitik over socialpolitik og klimapolitik til integrationspolitik, arbejds- og familielivspolitik og uddannelsespolitik.

I det hele taget er det socialdemokratiske oplæg et forfriskende bud fra et parti i krise. En god, ny start. Men to kronikker i en avis fører selvsagt ikke automatisk et kriseramt parti op i lyset. Og kritikken vil komme: Er det ikke utroværdigt, at partiet nu lægger vægt på benhårde prioriteringer og pligter, når det selvsamme parti baserede sin valgkamp på 29 velfærdsrettigheder? Er der tale om hjerteblod eller om dét, som et kriseramt parti efter pres kunne diske op med efter, at omverdenen i måneder har råbt »kom nu med det projekt« og »hvor er de konkrete forslag«? Vil regeringen ikke være enige i de fleste overskrifter – fra »helhjertet integration« over »uddannelsesløft« til »Danmark som klimaforbillede«? Og hvor er det fængende nye programpunkt, der vil sparke dørene op til Foghs regeringskontor?

Det fængende nye overraskende programpunkt er der ikke. Slet ikke. Til gengæld har Socialdemokraterne nu meldt sig på banen med et samlet bud på fremtidens Danmark. Det er mere, end hvad landets regering har. For hvad er regeringens pejlemærker egentlig? Og nye mål? Ja, selve VK-projektet? Vi aner det ikke, for regeringen har ikke formuleret en selvstændig dagsorden i årevis! Hvis Socialdemokraterne er heldige, vil dét nu blive et tema i den offentlige debat. Men det er langt fra sikkert …