KLAGESANG

»Selvfølgelig siger folk, at de er lykkelige, men det er én stor og fed, kollektiv løgn«

Af | @MichaelBraemer

Danskerne er på vildspor kulturelt og politisk. Økonomi skulle være midlet til lykke, men er endt som centrum i vores kultur. Opsang fra en arbejder-trubadur, der er på gaden med ny plade efter otte års pause.

Carsten Bo Jensen udsender efter otte års pause, et nyt
soloalbum, ’Flere kameraer’, den 31. marts.

Carsten Bo Jensen udsender efter otte års pause, et nyt soloalbum, ’Flere kameraer’, den 31. marts.

Foto: Kennet Havgaard, Scanpix

Carsten Bo Jensen undrer og bekymrer sig. For danskerne og for velfærdssamfundet. For der er efter den røde trubadurs mening gået for meget sofa og X-factor i danskernes livsanskuelse.

Vi har simpelthen forsømt den kultur, der var meningen med opbygningen af vores velstand, mener Carsten Bo Jensen, som efter en pause på otte år udsender et nyt solo album, ’Flere kameraer’, 31. marts.

»Vi har glemt det vigtigste. Nemlig, at økonomi og social tryghed i virkeligheden kun er et grundlag for at skabe lykkelige mennesker, der under hinanden noget og har et større ud- og klarsyn. Kultur er jo ikke kun sang og musik, men den måde vi taler om tingene og med hinanden på. Den måde, vi lever sammen på. Men nu sidder vi i sofaen med friværdi og kan ikke længere udstikke, hvad målet egentlig var,« siger han.

Det er det, sangene på den nye plade handler om. Det er fortællinger fra det virkelige liv, som Carsten Bo Jensen ser det. Han gør sig ingen illusioner om, at han som beskuer og beskriver af livet kan lave tingene om. Men sangene er hans bidrag til, at vi tænker os bare en lille smule om – for vores egen skyld.

Aldrig har der været flere alkoholikere, stofmisbrugere og mennesker på antidepressiv medicin.

»Jeg tror ikke på de undersøgelser, vi er fodret med de seneste 15 år om, at vi er verdens lykkeligste folk. Hvad skulle folk ellers svare, når de bliver spurgt? At vi lige så godt kunne gå ud og hænge os i det nærmeste træ? Selvfølgelig siger folk, at de er lykkelige, men det er én stor og fed, kollektiv løgn,« lyder hans dom med følgende begrundelse:

»Aldrig har der været flere alkoholikere, stofmisbrugere og mennesker på antidepressiv medicin. Der har aldrig været flere mennesker, der går ned med stress, og selvmordsraten har aldrig været højere. Vi er blevet rigere, men vi er bestemt ikke blevet lykkeligere,« fastslår Carsten Bo Jensen, som med syv sange er den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Ulykke er underholdning

Historien bag titelnummeret på det nye album er, at en ven en dag konkluderede, at der da var voldsomt mange ulykker i verden i dag. Han havde fulgt verdens gang på de sociale medier. Carsten Bo Jensen mente, at det måske kunne hænge sådan sammen, at der altid havde været mange ulykker til. I mellemtiden var der bare kommet flere kameraer til at forevige dem.

»Jeg synes nogle gange, at danskerne kollektivt er blevet en nation, der går bag om kameraerne for at se, hvordan andre har det frem for som tidligere at gå ind og være med til at gøre verden bedre. Nummeret handler om, at vi under dække af at være åh, så sociale, fordi vi er på de sociale medier, i virkeligheden bliver mere og mere ensomme og distancerede i forhold til vores medmennesker,« fortæller han.

Faren ligger ifølge Carsten Bo Jensen i, at vi kynisk begynder at se verdens ulykker som slet og ret underholdning.

Hans eget favoritnummer på pladen har han ikke selv lavet. Det er norske Nordahl Griegs ’Kringsatt av fiender’, skrevet i 1936 som en hyldest til de norske Spaniens-frivillige studenter. På den nye indspilning akkompagneret af Prags Symfoniorkester.

»Et mesterværk om at ofre sig for en sag. Det handler jo om noget universelt, der ikke kun gælder i en krigssituation,« siger Carsten Bo Jensen.

UtøyaCarsten Bo Jensen skrev mindesangen 'Utøya' til det norske folk efter katastrofen den 22. juli 2011.

Når der til sommer kommer en ny version af Arbejdersangbogen vil sangeren og sangskriveren med en fortid som forsanger i firser-rockbands som ’Mænd i Blåt’ og ’40 i feber’ være repræsenteret med yderligere fire sange.

Sange er det, der kan minde os om, at der er forskel på et socialdemokratisk og et borgerligt ledet Danmark

Han rammer en tone og en ånd, der finder genklang i fagbevægelsen og fylder hans kalender med arrangementer blandt ideologiske venner.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) har kaldt ham Arbejderbevægelsens PH, og Poul Nyrup Rasmussen, ligeledes tidligere socialdemokratisk statsminister har kaldt ham vor tids Oskar Hansen med henvisning til digteren, der skrev arbejdersangen over dem alle: ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Foto: Uffe Frandsen/Polfoto

Carsten Bo Jensen har ikke noget imod, at han på den måde bliver sat i bås som rød propagandist. I hans tilfælde udelukker det ikke et større publikum.

»Hvis nogen vil stemple den nye plade som et ræverødt, socialdemokratisk værk, vil det i min verden være den største kompliment, siger han og tilføjer:

»Jeg er mere dedikeret end for eksempel Niels Hausgaard og Steffen Brandt, som jeg ellers føler mig åndeligt og musikalsk beslægtet med. Men det har jeg levet med, og jeg har solgt rigtig mange plader, lige siden vi lavede ’Vi har det’, ’Jeg vil ha’ dig’ og ’Pigen og cyklen’ tilbage i firserne.  Der er ingen, der har været i tvivl om, hvor jeg står holdningsmæssigt, men det har jeg da aldrig hørt et ondt ord for,« siger Carsten Bo Jensen.

Han vil heller ikke høre tale om, at Arbejdersangbogen er passé i et samfund, hvor man skal lede længe efter en borger, der titulerer og opfatter sig som arbejder.

»Så længe der er mennesker, der arbejder for andre mennesker, er der arbejdere. Det kan godt være, de bliver kaldt noget andet, men 90 procent af befolkningen er i bund og grund lønmodtagere. I virkeligheden er det jo skidesmart af arbejdsgiverne at sige, at klassekampen er død, så folk ikke vil kæmpe sig til mere i løn, men stiller sig tilfreds med en finere titel. Rengøringsassistenten bliver cleaning manager, og jeg bliver singer-songwriter,« siger arbejdersangeren.

Sangenes magt

Så længe, der er mennesker, der undertrykkes, og der findes uretfærdighed og behov for solidaritet og fællesskab, kan Carsten Bo Jensen heller ikke se nogen grund til at skrotte Arbejdersangbogen.

»Sange er det, der kan minde os om, at der er forskel på et socialdemokratisk og et borgerligt ledet Danmark. Og de kan advare os mod at tro, at selv om vi med tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord har sejret ad helvede til godt, så er det ingen garanti for, at det hele ikke bliver taget fra os igen i morgen,« siger sangeren, der også har en aktiv politisk karriere som socialdemokratisk medlem af både Frederiksborg Amtsråd og Folketinget bag sig.

Foto: www.carstenbo.com

Han kunne godt tænke sig, at arbejderbevægelsen genvandt fordums styrke i kulturkampen. At LO har indstillet sin uddeling af kulturprisen, som han selv var modtager af tilbage i 1993, ser han på et af symptomerne på, at arbejderbevægelsen har tabt fokus på området.

»Jeg vil ikke sige, at fagbevægelsen har opgivet kulturkampen. Så ringede man vel ikke og inviterede sådan én som mig. Men på et tidspunkt var man ikke bare kulturbærere, men også kulturkæmpere,« pointerer han.

X-factor smadrer kultur-klassekamp

Og kulturkæmpere har vi brug for i dag, mener Carsten Bo Jensen.

»Man skal være meget opmærksom på, at man ikke kan flytte andre menneskers holdninger og få dem til at stemme fornuftigt, solidarisk og ikke-egoistisk, hvis vi selv forfalder ikke bare til borgerlighed, men dét der efter mine begreber er endnu værre, nemlig småborgerlighed,« siger han.

Der kan hr. og fru Danmark sidde og lade en flok amatører bekræfte dem i, at der er nogle, der er lige så dårlige som dem selv. At det kunne være naboen eller dem selv, der stod og fik skældud af Blachmann

Hvor galt det foreløbig er fat, ser han i al sin rædsel udspillet fredag aften i primetime på landets licensbetalte kanal, hvor X-factor underholder os med at sende folk ud i kulden. Er det virkelig resultatet af årtiers kultur-klassekamp, der gik ud på at sikre, at også almindelige lønmodtagere fik adgang til teatre og andre kulturtilbud? spørger han.

»Der kan hr. og fru Danmark sidde og lade en flok amatører bekræfte dem i, at der er nogle, der er lige så dårlige som dem selv. At det kunne være naboen eller dem selv, der stod og fik skældud af Blachmann. Imens slås de, der virkelig kan noget, om plads, men ikke særlig mange seere, på Top Charlie. Værre kan det vel ikke blive,« mener Carsten Bo Jensen.