Selvfølgelig er der ingen, der søger ind på et skodfag

Af Kirsten Weiss

Så længe landets sygeplejersker, pædagoger, lærere og andre offentligt ansatte flittigt fortæller historien om et utaknemmeligt job til en ussel hyre, vil søgningen til uddannelserne dale. Drop martyriet, tag kampen op mod bureaukratiet og fortæl den livsbekræftende historie om at arbejde i en profession med et kald, lyder opfordringen fra ledelsesforsker Helle Hedegaard Hein.

OPSANG »Alle optaget – ledige pladser.« Sådan lød den lakoniske meddelelse fra en lang række uddannelsesinstitutioner, da de for en måneds tid siden gjorde årets høst af nye studerende op – og kunne konstatere, at det for nogle af dem kniber gevaldigt med populariteten.

I tørre tal opgjort i forhold til året før blev 22 procent færre studerende for eksempel optaget på pædagogstudiet, 18 procent færre på sygeplejerskeuddannelserne og 9 procent færre optaget på lærerseminarierne. Blomsten af Danmarks ungdom gider kort sagt ikke lægge fremtiden i de såkaldte professionsuddannelser og den ellers lige vej til et relativt sikkert job i den offentlige sektor.

Den udvikling kan fagenes udøvere, deres ledere og de bekymrede politikere takke sig selv for. Det mener i hvert fald ph.d. og adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København (CBS) Helle Hedegaard Hein, der i årevis har forsket i ledelse på sygehuse. Hun efterlyser både bedre betingelser for at udfolde sig i den offentlige sektor – og den gode historie om glæden ved at arbejde som offentligt ansat sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, pædagog eller lærer. Det er nemlig den fortælling, der skal sælge billetter til fremtidens offentligt ansatte.

»Selvfølgelig er der ingen, der søger ind på et skodfag, hvor selv fagets udøvere tilsyneladende ikke længere kan finde meningen med det,« siger Helle Hedegaard Hein. Hun peger på tre faktorer, som skal på plads, hvis professionsuddannelserne igen skal blive attraktive:

  • En ny fortælling om en stærk faglig identitet og et job med mening.
  • Et nyt fokus på kaldet.
  • Bedre rammebetingelser at udfolde sin faglighed i.

»Fagprofessionelle motiveres, når de mærker, at de gør en forskel. Det samme ønske om at skabe mening har mange af de unge, der søger ind på en uddannelse. Men i dag overdøver hylet om at »vi får alt for lidt i løn og er slet ikke anerkendte nok« fortællingen om mennesker med en stærk faglig identitet og meningsfulde job. Når man hele tiden fortæller en negativ historie om sig selv, får faget et dårligt image. Det er næppe så underligt, at unge vælger at kigge en anden vej,« siger Helle Hedegaard Hein, der de seneste otte år har forsket i, hvad der motiverer mennesker til at yde det ypperste på jobbet.

Stærk skizofreni

Når man sælger sin egen vare så dårligt, som professionsuddannelsernes repræsentanter gør, er det et udtryk for en voldsom og meget smitsom skizofreni hos mange fagprofessionelle, mener Helle Hedegaard Hein.

»Uden en stærk identitet giver en profession ikke mening, men mange af fagenes udøvere, især blandt de sundhedsprofessionelle, mangler i dag en klar fagidentitet. De er stærkt skizofrene, når det kommer til fagets kerne,« siger Helle Hedegaard Hein, der peger på, at godt nok har professionsuddannelserne fået et akademisk snit. Der fulgte bare ikke automatisk en ny og stærk identitet med opgraderingen.

»Ved at gøre uddannelserne akademiske har de faglige ledere og politikerne skabt forvirring. Er man nu omsorgsgiver ude hos patienterne på stuen? Eller akademiker, der henter meritten hjem ved at uddanne sig til superbruger af it-systemet på kontoret? Der er ikke ret meget prestige i at være ude i den direkte pleje længere, eller sagt med andre ord: Det er ikke karrierefremmende at befinde sig dér. Det er klart, at det skaber forvirring, når nu man egentlig var tiltrukket af muligheden for netop at yde omsorg og være noget for andre mennesker,« siger Helle Hedegaard Hein.

Hun understreger, at der ikke er noget galt i at ville opgradere sit fag. Eller at kæmpe for en bedre løn. Men det er farligt at forsømme sin faglige identitet – og at kæde kroner og øre så entydigt sammen med en professions prestige.

»Unge i dag vil groft sagt to ting: De vil enten være på tv og være berømte. Eller de vil have et meningsfuldt job, hvor de gør en forskel i forhold til andre mennesker. Det sidste burde professionsuddannelserne kunne tilbyde. Men man kan næppe fortænke potentielle studerende i at vælge fagene fra, når de konstant hører horder af sygeplejersker og andre offentligt ansatte råbe op om et urimeligt hårdt job med dårlig løn og ringe anerkendelse. Hvem vil arbejde sådan et sted?«

Kaldet kalder

Et image som lavstatus job kan nok så mange flere penge i lønningsposen næppe rette op på.

»En højere løn vil ikke hjælpe på fagenes prestige. Ingen mennesker søger ind i den offentlige sektor, fordi de vil være millionærer,« mener Helle Hedegaard Hein.

Hun er ikke bleg for at tale om et egentligt kald hos de fagprofessionelle.

Kaldet har for hende intet at gøre med en selvopofrende, småreligiøs Florence Nightingale-attitude. Kaldet er en dedikation til faget og en pligt til altid at yde det optimale. Og alle Helle Hedegaard Heins feltstudier har overbevist hende om, at det er kaldet, der motiverer.

»Fagprofessionelles identitet skal ligge i kaldet, men især sygeplejersker får jo hurtigt udslæt, når man taler til dem om kaldet. De tror, at man vil have dem til at arbejde gratis,« siger Helle Hedegaard Hein.

Hun understreger, at hun ikke er imod, at offentligt ansatte får mere i løn. Men at det skræmmer potentielle ansøgere til både uddannelser og job væk, når skizofrenien får lov at blafre frit på de offentlige arbejdspladser.

For eksempel på den afdeling på Rigshospitalet, som hun gjorde feltstudier på, hvor hun hele tiden hørte sygeplejerskerne tale om, at de altså ville anerkendes for deres faglighed og have lov til at bestemme mere.

Men når professoren på afdelingen tilbød dem at dygtiggøre sig ved for eksempel at overvære en operation, stillede ingen sygeplejersker op. Så skulle man nemlig enten bruge et par timers fritid på det eller dække ind for kollegaen. Og hvem gider det, når man ikke får penge for det?

Det er klart, mener Helle Hedegaard Hein, at det er svært at hente både respekt og selvrespekt hjem, når man på den måde forvandler sin profession til et spørgsmål om kroner og øre – eller som professoren på afdelingen udtrykte det: Hvis sygeplejerskerne vil bestemme, må de tage ud på et plejehjem. Dér bestemmer sygeplejerskerne. Her på sygehuset bestemmer lægerne. Skal jeg have respekt for sygeplejerskerne, så må de opføre sig som fagprofessionelle – ikke som lønmodtagere.

Slip tøjlerne

Naturligvis er manden provokerende. Men han lægger også snittet ret præcist – midt i tudefjæset og den uldne identitet, mener Helle Hedegaard Hein, der pointerer, at der, ud over en anden attitude, også er plads til overordentligt store strukturelle forandringer på de offentlige arbejdspladser.

Her hæmmer stram politisk styring, tunge administrative rutiner, stive kontrolsystemer og en uigennemsigtig økonomi mulighederne for at udfolde sig frit. Stramme rammebetingelser er en dræber, når det handler om at tiltrække unge fra en »mig-fokuseret« generation, der er vokset op med fornemmelsen af frit valg på alle hylder.

»Det er klart, at det frustrerer mennesker, der motiveres af at gøre noget for andre, når de reelt fratages muligheden for at gøre det, fordi krav og mål slet ikke harmonerer med de ressourcer, der tilføres. Og fordi man i stadig stigende grad er underlagt bureaukrati, kontrol og krav om dokumentation, der stjæler tiden fra kerneydelsen. Man kan ikke fortænke sygeplejersker, lærere og pædagoger i at mene, at de ind imellem går på kompromis med deres faglige værdier og idealer i en sådan grad, at arbejdet til tider må føles meningsløst,« mener Helle Hedegaard Hein.

Hun efterlyser politikere med mod til både at slække på de stramme tøjler – og til at rose deres egne ansatte for den vigtige rolle, de spiller i velfærdssamfundet.

»Anerkendelse og identitet hænger uløseligt sammen, men professionsuddannelserne har fået et knæk på selvtilliden. Så længe politikerne desavouerer deres egne ansatte ved at kontrollere og styre dem, og så længe fagforbundene, især i Sundhedskartellet, konstant fortæller både sine egne medlemmer og alle andre, at de ikke får anerkendelse for indsatsen, bliver professionsuddannelserne ikke mere attraktive,« siger Helle Hedegaard Hein, der savner fortællingen om »det højere formål med at være offentligt ansat«.

Den fortælling kunne for eksempel handle om, at »vi er dem, der er med til at uddanne fremtidens ledere. Vi er dem, der skaber grobund for, at samfundet kan udvikle sig. Vi er dem, der passer på vores medmennesker, på børn, unge og på gamle. Vi er dem, der gør Danmark til et godt sted at leve«.

»Meld visionen ud, giv folk friere tøjler og skab et klima, der giver folk lyst til at organisere sig på nye måder. Kulturer tager tid at ændre, men der findes jo faktisk offentlige arbejdspladser, hvor de ansatte trives! Fortæl dog den historie – og tag så samtidig politikerne i ed på at give slip på kontrollen.«