Seks økonomer er ingen garanti for alsidighed

Af Jesper Jespersen, økonomiprofessor, ph.d., Roskilde Universitetscenter

Sammensætningen af regeringens velfærdskommission er med rette blevet kritiseret for at være ensidig. Eksperterne består udelukkende af økonomer, og repræsentanterne fra det »virkelige liv« kan alle smykke sig med titlen »direktør«.

Men ikke nok med denne faglige ensidig – mindst lige så slemt er det, at samtlige økonomer repræsenterer én og kun én måde at tænke økonomi på. Det ville svare til at sætte seks gange Bjørn Lomborg i spidsen for Miljøinstituttet og så påstå, at instituttets rapporter ville blive bedre af den grund.

I betragtning af, at enhver introducerende lærebog i nationaløkonomi uden vanskelighed kan opregne mindst fire forskellige økonomi-ske skoler, så er det tankevækkende, at alle de her udpegede økonomiske eksperter repræsenterer en og samme økonomiske tradition. Det er den såkaldt neoklassiske skole, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, og som er helt domineret af en liberal, stærkt markedsorienteret, økonomisk tænkning.

Neoklassiske økonomer kan kendes på, at de benytter sig af generelle ligevægtsmodeller som deres analytiske værktøj. En generel ligevægtsmodel er som et økonomisk laboratorium – i øvrigt Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersens foretrukne metafor for sin videnskabelige metode. Samfundsøkonomien sættes her på matematiske formler, der er forhåndsprogrammerede til at sikre ligevægt på alle markeder, fuld beskæftigelse og balance på statsbudgettet, hvis vel at mærke markedskræfterne får lov til at fungere frit. Det er derfor, det er så forudsigeligt, hvilke konklusioner disse neoklassiske økonomer når frem til, for de er på forhånd givet. I den neoklassiske litteratur hedder løsningen til en sådan »generel ligevægtsmodel« simpelthen »first best«. En løsning, der fremkommer, når alle hindringer er fjernet, så markedskræfterne kan dominere den økonomiske udvikling.

Det er ikke mindst på den baggrund, at Velfærdskommissionens sammensætning bør kritiseres.

Hver især er det dygtige og velmenende økonomer. Men det er betænkeligt, at der ikke er én eneste af disse økonomiske eksperter, der vil sætte spørgsmålstegn ved, at markedskræfterne sikrer »first best«. Og det vil de skrive i den afsluttende betænkning på baggrund af en række »laboratorieforsøg« med deres generelle ligevægtsmodel.

At den økonomiske virkelighed ikke genfindes i resultaterne fra laboratoriet, får ikke neoklassiske økonomer til at ryste på hånden. Tværtimod er det blot et videnskabeligt bevis på, at virkeligheden må ændres, så den bedre kommer i overensstemmelse med laboratoriets »first best« løsninger.

Derfor er det aldeles forudsigeligt, hvad disse økonomiske eksperter vil nå frem til af anbefalinger til sikring af fortsat vækst, fuld beskæftigelse og øget velfærd: »Fjern så mange hindringer for den frie udfoldelse af markedskræfterne som muligt«. Det vil navnlig gælde på arbejdsmarkedet, hvor de »generøse« velfærdsydelser, de høje skattesatser for arbejdsindkomst og fagbevægelsens indflydelse på løndannelsen hver især udgør de strukturelle barrierer, der blokerer for den nødvendige lønfleksibilitet og lønspredning. Velfærdsstaten skal med andre ord skæres ned for at sikre fremtidens velfærd.  For hvem fristes man til at spørge.

Regeringen har ikke villet tage nogen chance, da kommissionen skulle udpeges – her tåltes ikke afvigende synspunkter. Men at det skulle være nødvendigt med ikke færre end seks økonomer, der blot med små nuancer har disse neoklassiske synspunkter, er næsten komisk. Derimod er det ud fra en akademisk synsvinkel langt mere betænkeligt, at de adspurgte økonomer ikke selv har reageret. De burde vide, at med den snævre sammensætning ville kommissionens faglige troværdig blive draget i tvivl fra dag ét.