Sejren er allerede hjemme

Af

Uanset om politikerne griber ind eller ej, har de offentligt ansatte allerede taget så mange stik hjem, at en samlet fiasko er udelukket.

KONFLIKT En sejr for Fag og Arbejde (FOA). Og for den danske aftalemodel. Sådan lød det, da Dennis Kristensen i sidste uge indgik en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om løn- og arbejdsvilkår for sosu-assistenter, parkeringsvagter og pædagogmedhjælpere.

Men hvad nu, hvis FOA’s medlemmer vender fingeren nedad til aftalen, og regeringen griber ind? Eller hvis pædagogerne i dag underkender BUPL’s aftale med KL, og politikerne griber ind dér også? Eller hvis der kommer et indgreb over for de strejkende sygeplejersker? Sat på spidsen: Politikerne kan da stadig nå at gøre overenskomstforhandlingerne til en dundrende fiasko for fagbevægelsen, ikke?

Svaret er nej. For uanset om politikerne griber ind eller ej, har de offentligt ansatte allerede taget så mange stik hjem, at en samlet fiasko er udelukket.

For det første har flere fagforbund med FOA i spidsen sikret sig et pænt løft i kroner og øre, som ingen politiker med respekt for eget genvalg tør tage fra dem.

For det andet har overenskomsterne vist, at fagbevægelsens strejkevåben stadig kan være vejen til et løft i løn- og arbejdsforhold. Se bare på FOA-medlemmerne, som har opnået bedre resultater end pædagogerne, der valgte at stoppe kampen ved forhandlingsbordet. At strejkevåbenet stadig fungerer i 2008 er opmuntrende nyt for fagbevægelsen og en begmand til dem, der har påstået det modsatte.

For det tredje har de offentlige fagforbund formået at banke helt nye dagsordener op på næste ønskeliste – blandt andet kravet om en lønkommission, der skal sikre »mandeløn til kvindefag«. Vi taler her om paroler, som vi kommer til at høre meget mere til, og som der vil blive gjort noget ved. Bare vent!

Men vigtigst af alt har fagforbundene sejret totalt i slaget om danskernes hjerter og den offentlige opinion. En sosu? Hvad er det? Sådan ville de fleste danskere have spurgt for bare et år siden – og resten ville have set plejehjemsskandaler for sig. Men siden er mediebilledet vendt. Totalt. Siden sidste forår er der skrevet 6.000 artikler om sosu’ernes vilkår. Og i dag bakker danskerne massivt op om de offentligt ansattes krav. En samfundsgruppe, der befandt sig langt under radaren, er altså ikke bare blevet synlig, men også hamrende populær, og sympatien for kvinderne i de hvide kitler omfatter også sygeplejersker, pædagoger og andre af velfærdsstatens kernetropper.

Hatten af for de offentlige fagforbunds evne til at gøre egne løn- og arbejdsvilkår til et samfundsanliggende i en stærk alliance med de velfærdshungrende danskere og dele af det politiske system. Kort og godt: Til et spørgsmål om, hvorvidt danskerne skal have en velfungerende offentlig sektor eller ej. Dygtigt arbejde! Men man skal huske, at det aldrig var lykkedes at vinde kampen om opinionen, hvis ikke der var hold i påstanden om, at højere løn og prestige til de ansatte i velfærdsstatens maskinrum er selve forudsætningen for et velfærdsløft i de kommende år.

Og det er måske det vigtigste resultat af hele forløbet: At den folkelige sympati med de offentligt ansatte nu er så massiv, at politikerne er nødt til at forkæle dem i fremtiden og ved kommende overenskomster. Værs’go! Der er dækket op til næste måltid. Og de offentligt ansatte behøver ikke at frygte, at politikerne river hele spisestellet på gulvet i de kommende uger. Det vil de ikke. For det tør de ikke.