Sej kamp mod import af ægtefæller

Af | @MichaelBraemer

Der er stor fokus på tvangs- og arrangerede ægteskaber, men ingen har hidtil kendt de mekanismer, der gør sig gældende, når indvandrere gifter sig. Nu dokumenterer forskere, at familiebeslutninger i de fleste tilfælde vinder over den enkeltes eget valg af ægtefælle.

Traditioner og familiebaggrund tilsidesætter den enkeltes eget valg af ægtefælle. Det er den måske ikke særlig overraskende, men for første gang videnskabeligt dokumenterede forklaring på, at det store flertal af indvandrere fra tredje verdens lande henter ægtefæller i hjemlandet.

Kun lang, videregående uddannelse kan i en vis grad frigøre unge indvandrere fra udsigten til at skulle giftes med en person fra oprindelseslandet.  Men ikke mere, end at ægteskab gennem familiesammenføring er det hyppigst forekommende ægteskabsmønster også blandt indvandrere med lange uddannelser.

Det viser et nyt forskningsprojekt fra Handelshøjskolen i Århus, som Aycan Celikaksoy, Helena Skyt Nielsen og Mette Verner har stået for. For at kaste lys over de mekanismer, der gør sig gældende, når indvandrere og efterkommere gifter sig, har de undersøgt familiebaggrund, uddannelsesniveau og personlige holdninger hos 693 børn af immigranter fra henholdsvis Tyrkiet, Pakistan og ex-Jugoslavien. Børnene er alle kommet til Danmark omkring syv-årsalderen, har boet i Danmark i mindst 20 år og er nu mellem 28 og 36 år.     

Familiens beslutning

Forskerne bruger ikke begreber som tvangsægteskab eller arrangeret ægteskab, men konstaterer på baggrund af deres undersøgelse, at kun blandt det lille mindretal, som har giftet sig med en person fra Danmark – en etnisk dansker eller en indvandrer, der allerede befinder sig i Danmark – ser man et mønster, som vi kender fra Danmark og andre vestlige lande, hvor der er en høj grad af overensstemmelse mellem ægtefællernes uddannelsesniveau.

Hos flertallet af de indvandrere, der indgår i undersøgelsen, er det forældrenes status og baggrund, der synes at være afgørende for, hvem den unge gifter sig med. Valg af ægtefælle er altså ikke den enkeltes egen beslutning, men en afgørelse, som familien træffer, konkluderes det.

Undersøgelsen viser samtidig, at mønstret med import af ægtefæller kun i beskedent omfang begrænses hos 2. generations indvandrere.

Mette Verner, en af de tre forskere bag undersøgelsen, betragter resultaterne som problematiske både i forhold til den enkelte indvandrers mulighed for selv at vælge sin ægtefælle og i forhold til integration. Alle praktiske og videnskabelige erfaringer viser, at børn af familiesammenførte familier hæmmes af sprogproblemer. Hun ser dog ét lyspunkt i undersøgelsen:

»Vi er oppe mod holdninger, som det kan være svært at gøre noget ved. Noget tyder dog på, at de kan ændres gennem uddannelse, og det er der jo samtidig så mange andre gode grund til at satse på.«

Mette Verner vurderer, at den såkaldte 24-års regel, som trådte i kraft sidste år, vil hjælpe unge indvandrere til i højere grad at stå på egne ben, når de vælger ægtefælle – hvis de vel at mærke får lov til at tage en uddannelse og bruger tiden på at frigøre sig fra forældrene.

»Næsten halvdelen af de tyrkiske piger i vores undersøgelse, som ofte er blevet gift i 18-års alderen, har ikke engang 9. klasses afgangsprøve. Hvis de får lov til at tage en uddannelse, er der håb om, at de som 24-årige ikke vil være så præget af forældrenes holdninger, og at de bedre vil være i stand til at træffe deres eget valg,« siger hun.

Har indvandrerbørn forældre med lav uddannelse, sprogproblemer, baggrund i en landsby og traditionelle holdninger øger det i betydelig grad sandsynligheden for, at de vil blive gift med en person fra deres oprindelsesland. Typisk en nær slægtning eller én fra samme egn, som familien stammer fra. Undersøgelsen viser også, jo færre konflikter børnene oplever med deres forældre, desto større er sandsynligheden for, at de vil blive gift gennem familiesammenføring.  I den modsatte retning trækker ikke kun lang, videregående uddannelse, men også hvis forældrene har liberale holdninger til børneopdragelse og har en dansk levevis.

Undersøgelsen konkluderer, at indvandrerne fra tredje verdens lande vedligeholder et ægteskabsmønster, der hører en anden kultur og tidsalder til.

»Det ville jo være usandsynligt, at forældres uddannelse skulle betyde mere end egen uddannelse for danskere, når de vælger ægtefælle, men her ser vi traditioner, holdninger og forældrenes status som bestemmende faktorer. Alternativt kan man se ægteskabsmønstret blandt indvandrere som en udvælgelse efter normer, hvor herboende familier med traditionelle normer vælger ægtefæller med de samme normer fra oprindelseslandet. Interessen fra modpartens side ligger i at få adgang til et vestligt land med den velstand og de sikringsordninger, det giver,« siger Mette Verner.   

Tvang og overgreb

Manu Sareen er etnisk konsulent i Københavns Kommune og forfatter til den nyligt udgivne bog

»Når ægteskab bliver til tvang«, som kaster et kritisk lys over tvangsægteskaber blandt indvandrere. Han ser undersøgelsen fra Handelshøjskolen i Århus som en videnskabelig bekræftelse af de forhold, han har beskrevet i sin bog på baggrund af sit arbejde med kriseramte indvandrere.  Og han fejer alle videnskabelige forbehold af bordet:

»Det handler om tvang, og det handler om overgreb over for unge. Resten er teknik og strid om ord.«

Fra sin rådgivning af unge indvandrere ved han, i hvor høj grad de ligger under for forældrenes holdninger og krav. Men også, at jo ældre de er, og jo mere uddannelse de har, desto mere uafhængige bliver de.  Det er grunden til, at han bliver mere og mere begejstret for 24-års reglen, selv om han er radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og reglen ikke ligefrem er en radikal mærkesag.

»Jeg kan se, den redder nogle,« siger han.

Manu Sareen har ingen patentløsning på problemet, men vil lade regeringens nyligt lancerede handlingsplan mod tvangsægteskaber virke.

»Alle vil så gerne finde en løsning, der klarer problemet på én gang, men sådan spiller klaveret altså ikke på det sociale område. Vi er gået fra ikke at gøre noget til nu at gøre noget. Nu forestår der så et langt sejt træk, før vi ser, om det virker. Det tror jeg, det vil gøre i et vist omfang,« siger han.

Uddannelse af socialarbejdere

Som Manu Sareen ser det, ligger udfordringen i at få uddannet socialarbejdere, så de ved, hvilken rolle de skal spille, og hvilken kultur de er oppe imod, når de kommer i kontakt med unge indvandrere, der gør oprør mod deres forældres krav. For er der ikke et miljø til at absorbere dem, vender de tilbage til forældrene og den ægtefælle, de har gjort oprør imod. 

I regeringens netop indgåede aftale med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om stramninger af udlændingeloven glæder han sig over, at der skal sættes yderligere ind over for tvangsægteskaber blandt andet ved at give afslag på sammenføring, hvis ægtefællerne er nært beslægtede.

»De unge giver udtryk for, at det er det værste – at blive tvunget sammen med én, man nærer søster- eller broderlige følelser overfor. Fra Storbritannien, som har længere erfaringer end vi, ser man også, at de etniske grupper, hvor fætter-kusineægteskaber er fremherskende, der sjosker man rundt i integrationsproblemer,« siger han.

Handlingsplanen mod tvangsægteskaber er blandt andet blevet begrundet med, at 51,6 procent af de kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der henvender sig til krisecentrene, er familiesammenførte kvinder.