Sat uden for døren

Af

Bred politisk opbakning er afgørende for erhvervsskolerne. Derfor må Socialdemokraterne og regeringen finde sammen efter det overraskende brud i sidste weekend. Det handler om at løse fremtidens arbejdskraftproblemer.

Under forhandlingerne om finansloven i 1995 var Venstre havnet i den uheldige situation, at den socialdemokratisk ledede regeringen havde indgået et forsvarsforlig med de konservative alene. En ydmygende situation for et forsvarsvenligt og systembærende parti som Venstre at stå uden for indflydelse, når milliarderne til landets forsvar skulle udmøntes. Venstre måtte lidt duknakket spørge om lov til efterfølgende at tilslutte sig forliget.

I dag står Socialdemokraterne i en lignende ubekvem situation, når det gælder forliget om erhvervsskolerne. Socialdemokraterne valgte sidste weekend ikke at medvirke til en fireårig aftale om skolernes økonomi. Det betyder i værste fald, at Socialdemokraterne i de næste år ikke får nogen indflydelse på et af de uddannelsespolitiske felter, som må regnes for partiets kerneområder.

I løbet af det kommende forår skal Folketinget tage stilling til, hvordan man kan udvikle erhvervsuddannelserne. Målet er mere fleksible uddannelsesforløb, nye former for praktikorienteret skoleundervisning, bedre balance mellem udbud og efterspørgsel af praktikpladser og en ændring af de uddannelser, hvor der gennem længere tid har været ringe mulighed for beskæftigelse. Uden Socialdemokraterne kan forhandlinger mellem forligspartierne – regeringen, radikale og Dansk Folkeparti – meget vel ende med voldsomt indgreb mod den skolepraktik, som i dag garanterer, at erhvervsskoleelever uden praktikplads trods alt kan gøre deres uddannelse færdig.

Uddannelsesaftalen, som Socialdemokraterne sagde nej til, betyder, at erhvervsskolerne netto får tilført yderligere 345 millioner kroner over de næste fire år. Aftalen er langt fra tilstrækkelig til at sikre kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Systemet er blevet udsultet gennem besparelser over en årrække, som vel at mærke rækker helt tilbage til SR-regeringens tid.

Som opposition må man selvfølgelig hele tiden gøre op med sig selv, hvornår man skal sætte hælene i og markere sin modstand. Hvad er vigtigst: At være med i et forlig og dermed få den indflydelse, der følger med, eller at stå uden for og forbeholde sig ret til højlydt opposition.

Socialdemokraterne har øjensynligt valgt uddannelsesområdet som de kommende års politiske kampplads. Her vil man markere sin modstand mod VK-regeringen og beskylde Fogh Rasmussen for at bryde sine løfter om bedre uddannelse. Prisen er blandt andet, at andre bestemmer erhvervsuddannelsernes fremtid. Kan Socialdemokraterne holde til det?

Det paradoksale ved denne del af uddannelsessystemet er, som tidligere beskrevet i Ugebrevet A4, at arbejdsgiverne tilsyneladende har så ringe interesse i at uddanne de unge, at de ikke formår at skaffe praktikpladser på trods af de små ungdomsårgange. Manglen på arbejdskraft lurer lige om hjørnet – og imens står 10-11.000 unge og kan ikke få en praktikplads. Og det eneste svar fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er at afskaffe eller forringe skolepraktikken, som reelt er de unge eneste mulighed for at få nogen praktik overhovedet. Manglen på faglært arbejdskraft og en skolepraktik, som hvert år koster arbejdsgiverne milliarder, burde i sig selv være nok til at få DA på banen i bestræbelserne på at etablere et holdbart system.

Hvis ikke Socialdemokraterne vil tilslutte sig forliget – eller af strategiske årsager foretrækker at føre en hård oppositionslinje på området – burde der være muligheder for, at regeringen og parterne på arbejdsmarkedet kunne finde sammen om nogle konstruktive løsninger på den ulykkelige situation, som tusindvis af unge havner i hvert år.