Sandhedens time for Anders Fogh

Af Torben K. Andersen, freelancejournalist

ANALYSE Det bliver de sværeste forhandlinger i 20 år, når regering og kommuner om en uge tørner sammen for at finde milliarder til skoler, ældrepleje og børnepasning. Mange forudser et sammenbrud. Men det sker formentlig ikke. For det ville være politisk selvmord for statsministeren.

10Det er ligesom med drengen, der råbte »ulven kommer«, selv om der ingen ulv kom. Den dag ulven kom, gik det selvfølgelig galt. For ingen troede jo efterhånden på drengen.

Moralen i Æsops berømte fabel kan minde om den rituelle stammedans, vi oplever i disse uger. For traditionen tro flyver truslerne gennem luften om, hvor vanskelige dette års økonomiske forhandlinger bliver mellem regeringen og kommunerne om næste års budgetter for børnepasning, folkeskoler og ældrepleje. Der er bare en forskel fra tidligere år og til nu. Denne gang er truslerne om et sammenbrud reelle. Det bliver de sværeste forhandlinger i 20 år. En lille milliard kroner skiller regeringen og kommunerne. Samtidig er stemningen elendig mellem de to parter. Men trods de store overskrifter i aviserne om den forestående velfærdskrig, så kommer det næppe til at gå så galt.

Det vil nemlig være af stor vigtighed at få forhandlet en aftale på plads mellem regeringen og kommunerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har ganske enkelt for meget at tabe, hvis forhandlingerne bryder sammen.

Men for at få hevet en aftale hjem, bliver Anders Fogh Rasmussen nødt til at åbne statens pengekasse og finde en ekstra pose mønter til kommunerne. Og det vil yderligere kaste grus i hans økonomiske strategi – også kaldet 2010-planen – som kommer tættere og tættere på et sammenbrud. Det konkluderer Ugebrevet A4 efter samtaler med centrale kilder.

En rygende pistol

Ganske vist har stemningen i Kommunernes Landsforenings (KL) magtfulde bestyrelse sjældent været så barsk her blot en uge før, forhandlingerne går i gang. Den føler sig godt og grundigt trynet af regeringens hårde stil.

Bestyrelsen mener, at regeringen har sjoflet den økonomiske aftale fra sidste sommer ved for eksempel at udskyde udligningsreformen. En reform, som på ægte Robin Hood-maner tager penge fra de rige kommuner og giver til de fattige.

Bestyrelsen er også rasende over den rygende pistol, som ligger på bordet i form af regeringens sanktioner, hvis kommunerne ikke holder skatterne i ro.

Men det er først og fremmest regeringens skattelettelser, som for alvor har sat sindene i kog hos de kommunale topfolk. For at få råd til skattelettelserne vil regeringen nemlig hente en stor del af pengene fra den planlagte vækst, som kommunerne ellers var stillet i udsigt.

Derfor bliver den altdominerende overskrift i dette års forhandlinger, hvor stor en vækst kommunerne skal have for at indfri regeringens velfærdsløfter om bedre skoler, børnepasning og ældrepleje.

Regeringen har skåret på vækstrammen de næste to år. Før hed den en procent. Nu hedder den »kun« 0,7 og 0,5 procent.

Det er alt for lidt, mener kommunerne. For alene det stigende antal elever i folkeskolen og flere ældre sluger hele væksten næste år. Da kommunerne samtidig mener at have en slat penge til gode fra sidste års aftale, går den ind til forhandlingerne med et krav på 1,3 procent.
Forskellen mellem regeringens og kommunernes udspil svarer til 800 millioner kroner.

Besparelser kan give bagslag

En række forskellige aspekter taler dog for, at Anders Fogh Rasmussen bliver nødt til at åbne pengekassen.

Han kan bare spørge den tidligere så markante indenrigsminister Britta Schall Holberg (V). Hun ragede uklar med kommunerne under sin ministertid i 1980’erne. Det kom der mildest talt ikke noget godt ud af. Gang på gang kom det til heftige slagsmål mellem den liberale godsejer og borgmestrene. De bekæmpede hendes politiske ideer og projekter. Og hvis hun fik mulighed for at gøre sin ministerperiode om, ville hun have »foretrukket at provokere mindre og tale mere med borgmestrene«, som hun har forklaret i et interview.

Regeringen risikerer også at sætte hele den vælgermæssige gevinst, som den har opnået på sit populære skattestop, over styr. For når borgmestrene bliver nødt til at skære ned på børnehaverne og fyre hjemmehjælpere, kan de henvise til regeringens skattestop. De får med andre ord danmarkshistoriens bedste undskyldning for at tørre upopulære besparelser af på regeringen.

Næste år er også et potentielt valgår, hvor Anders Fogh Rasmussen kan blive fristet til at trykke på knappen. Men den mulighed risikerer han også at kaste over bord, hvis borgmestrene går løs i baglandet uden at være bundet af en økonomisk aftale. De vil fralægge sig ansvaret for den lokale service. Og så bliver det op til Anders Fogh Rasmussen at diktere landets velfærdspolitik fra Christiansborg langt væk fra den lokale folkeskole rundt om hjørnet, plejehjemmet Rolighed eller vuggestuen Haletudsen.

Det vil han ikke. Og det vil heller ikke pynte på hans politiske renommé og troværdighed, da han netop vandt sidste folketingsvalg på løfterne om bedre velfærd og samtidig har sat hele sin prestige ind på at holde, hvad han lover.

Camouflerer skaderne

En konflikt med det kommunale bagland er mildest talt heller ikke den bedste udgangsposition for Anders Fogh Rasmussen, når Strukturkommissionen fremlægger sit udspil til en helt ny fordeling af opgaverne mellem stat, amter og kommuner. Derfor bliver Anders Fogh Rasmussen nødt til at strække sig meget langt og give KL en række indrømmelser for at få en aftale i hus. Først og fremmest i form af flere penge.

Noget tyder da også på, at Anders Fogh Rasmussen har læst skriften på væggen. Siden han på KL’s delegeretmøde for godt en måned siden talte dunder til sine partirødder bag lukkede døre, synes tonen også at være mildnet kraftigt i hans kommunale bagland.

KL har selvfølgelig også en smertetærskel for, hvor meget organisationen kan slække sine krav. En vurdering lyder på, at en økonomisk vækst på en procent er tålelig for de rasende borgmestre.
Hvis regeringen er parat til at sluge den indrømmelse, får de socialdemokratiske borgmestre yderst svært ved at splitte det borgerlige flertal i KL’s bestyrelse. Bagefter må Anders Fogh Rasmussen så forsøge at camouflere skaderne, så det ser ud, som om den økonomiske strategi – 2010-planen – fortsat er på sporet.

Det skal hans hold af budgetbisser i Finansministeriet nok sørge for, så angrebsflanken for Socialdemokraterne bliver mindst mulig. Vælgerne synes da heller ikke endnu at have opdaget, at andre dele af planen smuldrer som for eksempel beskæftigelsen, der falder i stedet for at stige.

Brugerbetaling ad bagvejen

Samtidig må Socialdemokraterne til den tid finde ud af, om partiet skal tage et medansvar for de økonomiske aftaler. Det kommer til at afhænge af indholdet i aftalen.

Et af de centrale temaer i dette års forhandlinger bliver regeringens ideologiske mærkesag om frit valg. Regeringen har netop indgået en aftale med kommunerne om en ny model for frit valg med en form for brugerbetaling ad bagdøren. Foreløbig er modellen indført på to områder.

Forældre skal selv betale en eventuel ekstra regning, hvis de får deres barn passet i en anden kommunes daginstitution, og prisen her er højere end i den kommune, de selv bor i. Det samme princip gælder for børne- og ungdomstandpleje. Folkeskolen kan blive det næste område, hvor denne model bliver indført. Det vil så betyde, at forældrene selv skal betale en del af regningen, hvis forældrene foretrækker nabokommunens folkeskole, som eventuelt er dyrere.

Et andet centralt tema i forhandlingerne bliver de stigende udgifter til førtidspension, kontanthjælp og andre overførselsindkomster. Socialdemokraterne presser på for at få indført en midlertidig ordning, så de stigende udgifter til overførselsindkomster bliver kompenseret individuelt for hver enkelt kommune. Det vil betyde en økonomisk gevinst for mange socialdemokratiske kommuner, mens en række velhavende kommuner mister penge.

Også regeringens frihedsbrev til kommunerne kommer til debat. Det var et tema sidste år – og bliver det også i år. For kommunerne er utilfredse med, at regeringen kun har accepteret 100 ud af de godt 2.500 forslag, som er væltet ind fra hele landet.

En særlig pulje til vanskeligt stillede kommuner kommer ligeledes på bordet. Regeringen vil øge puljen til de fattige kommuner. Men samtidig nupper den 162 millioner kroner fra bloktilskuddet. Det er endnu et brud på den økonomiske aftale, mener KL.

Amterne er mere usikre

Et sammenbrud i de økonomiske forhandlinger med kommunerne vil være langt mere smertefuld for Anders Fogh Rasmussen end et sammenbrud med amterne. Kilder vurderer endda, at regeringen ligefrem spekulerer i et sammenbrud for at gøre et muligt dødsstød til amterne lidt lettere som led i en ny kommunalreform. Det vil være at spille hasard for regeringen. De fleste kilder forudser da også, at der kommer en aftale mellem regeringen og Amtsrådsforeningen.
Det store spørgsmål bliver så, hvor mange penge amterne får ud af de 3,2 milliarder kroner, som de selv skønner mangler for at få budgetterne til at hænge sammen. Regeringen har meldt ud, at der er 2,7 milliarder kroner til hele det offentlige område – altså både amter, kommuner og stat.

De konkrete konsekvenser af denne hårde økonomiske linje kan man se i for eksempel Nordjyllands Amt. Her fik amtspolitikerne stukket et sparekatalog i hånden i sidste uge. De krasse spareforslag består blandt andet i sygehuslukning, nedlæggelse af pyskiatriske pladser samt nedlæggelse af uddannelsespladser på sundhedsområdet.

To temaer vil dominere forhandlingerne med amterne. Først og fremmest sygehusene. Den såkaldte Løkke-pose på 1,5 milliard kroner har fået høvlet ventelisterne ned. Men al erfaring fra udlandet viser, at det er nødvendigt med løbende økonomiske blodtransfusioner for at holde ventelisterne permanent nede.

Derfor får sygehusene endnu engang tilført flere penge. Samtidig skal en langt større del af pengene være afhængige af antallet af behandlinger. Jo flere behandlinger, jo flere penge. Denne form for takstfinansiering har været indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kæphest fra første dag i ministerstolen.

Det sociale område får også en central rolle i år. Der er nedsat fire arbejdsgrupper, som arbejder med hver sin del af det sociale område for at få styr på de galopperende udgifter. De kigger blandt andet på anbringelser af børn, handicappede og den vidtgående specialundervisning. Deres forskellige bud vil indgå i de økonomiske forhandlinger.

Forhandlingerne slutter om en måned.