Samtalefabrik ender i snak

Af | @JanBirkemose

Beskæftigelsesministeren vil indkalde de langtidsledige til 720.000 samtaler. Men planen risikerer at løbe ud i sandet, fordi den kolliderer med ønsket om afbureaukratisering.

Kan man snakke sig til et job? Ja, til en jobsamtale hos en arbejdsgiver, men næppe til en jobsamtale på jobcentret. Alligevel bebuder beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), at hendes fremstrakte hånd til den voksende gruppe af langtidsledige bliver i form af en tredobling af samtalerne på jobcentrene.

Hvis Støjberg får sin vilje, skal de cirka 40.000 langtidsledige derfor fremover møde op til en samtale én gang om måneden i stedet for – som nu – hver tredje måned. Umiddelbart lyder det jo ikke som et urimeligt krav til folk, der trods alt har relativ god tid. I sin substans og retorik passer forslaget også perfekt ind i det grundsyn, som trives blandt mange borgerlige politikere om, at hvis bare de ledige bliver holdt i kort snor, så skal de nok komme i sving igen. Derfor overrasker forslaget ikke.

Det overraskende – som måske heller ikke er så voldsomt overraskende for de fleste med lidt kendskab til Støjbergs og før hende Claus Hjort Frederiksens beskæftigelsespolitik – er, at forslaget ud fra al kendt forskning ikke vil hjælpe de ledige i job, men derimod skabe mere bureaukrati på et tidspunkt, hvor både kommuner og stat ellers er travlt optaget af at luge ud i bureaukratiet.

Hvis man skal fæstne lid til en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vil der næste år være 60.000 langtidsledige. En månedlig samtale med dem betyder 720.000 samtaler på årsplan. Og det er vel at mærke ikke en gang hyggesnak hen over hækken. Men derimod skemalagte møder med indkaldelse, forberedelse, referater, aflysninger, opfølgninger, kontrol og sanktioner, hvis der er den mindste slinger i valsen. Mennesker med forstand på den slags samtalecirkus vurderer, at Støjbergs forslag vil koste kommunerne cirka 170 millioner kroner næste år.

Realistisk set vil det sikkert koste meget mere, eftersom udgangspunktet er, at kommunerne end ikke er i stand til at gennemføre de nuværende samtaler hver tredje måned til tiden. Støjbergs forslag kan derfor meget vel løbe ind i hård modstand fra uventet side – nemlig den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen – der nu optræder som finansminister. For dem, der kan huske Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister, er det svært ikke at trække en smule på smilebåndet ved tanken om, at netop han, der indførte kravet om at de ledige skulle skrive fire ansøgninger om ugen, kan blive manden, der spænder ben for Støjbergs kurs.

For finansminister Claus Hjort Frederiksen har bebudet en benhård økonomisk hestekur, hvor der ikke er flere penge til kommunerne – tværtimod. Og da der næppe er tvivl om, at kommunerne vil smide de 720.000 samtaler på bordet, når de mødes til sommerens økonomiforhandlinger i Finansministeriet, er det ikke utænkeligt, at det blandt alle tænkelige modstandere af forslaget, kan ende med at blive en af de få sympatisører, der dolker forslaget ned.

Skulle det alligevel lykkes at skaffe pengene, venter Dansk Folkeparti som næste modstander på vejen mod de evige samtalers beskæftigelsessystem. Herfra lyder den skeptiske og meget klarsynede melding, at jobcentrene kunne tage at finde nogle job til de ledige, og så indkalde de ledige til en samtale.

Med andre ord er Støjbergs forslag om at tredoble samtalerne i stor risiko for at ende i en gang snak.