Samspilsramt LO-bevægelse

Af

På den ene side har fagbevægelsen større politisk indflydelse end nogensinde. På den anden side er magtbasen – antallet af medlemmer – ved at skride. Her ligger den nye LO-formands udfordring.

PARADOKS Har LO-fagbevægelsen større indflydelse under borgerlige regeringer end under socialdemokratiske? Det vil nok være at sætte sagen på spidsen. Og dog. For se bare på udviklingen op til valget. Når folketingsvalget nu handler om »mere velfærd«, går der en lige linje tilbage til de store velfærdsdemonstrationer, som fagbevægelsen var med til at orkestrere sidste efterår. Senere scorede LO-fagbevægelsen jackpot, da man på toppen af velfærdsbølgen indgik en trepartsaftale med regeringen om offentligt ansatte og skabte uro hos socialdemokratiske valgstrateger. Og når Anders Fogh Rasmussen i sidste uge måtte udskrive valg i utide, skyldes det blandt andet, at lønforventningerne i det offentlige er skruet så højt op, at han umuligt kan indfri dem.

En fagbevægelse uden indflydelse? Ikke just! Med til billedet af den indflydelsesrige fagbevægelse hører også, at LO-formanden har været mere end ombejlet af statsministeren i det seneste par år. Gang på gang har Hans Jensen stået sammen med Anders Fogh Rasmussen foran blitzende kameraer for at præsentere store, tunge aftaler om efteruddannelse, globalisering, offentligt ansatte og andet godt. Og selv om statsministeren har haft sine grunde til at omfavne fagbevægelsens førstemand, har de 800 delegerede, der i disse dage mødes til LO-kongres i Forum i København, også grunde til at strutte af selvtillid på bevægelsens vegne. Fagbevægelsen er takket være sin samfundsansvarlige linje krøbet helt ind i magtens centrum.

Men, men, men. Det store paradoks for LO-fagbevægelsen er, at den voksende indflydelse på dagsordener og ved ministerielle forhandlingsborde falder sammen med et stærkt indhug ude i fagforbundenes medlemskartoteker – fra FOA over 3F til HK og Metal og alle de andre. Hvad der udad vindes, skal åbenbart indad tabes. 200.000 medlemmer er forsvundet, og LO’s egne prognoser forudsiger, at yderligere 100.000 vil forsvinde i de næste fire år. Bevægelsen er sendt på en medlemsmæssig rutsjetur, hvis afslutning er svær at se for sig.

Foreløbig er tabet af medlemmer altså ikke gået ud over den politiske indflydelse. Men det vil ske, hvis udviklingen fortsætter. Hver dag skæres der en tynd skive af fagbevægelsens magtbase, økonomi og legitimitet, og det vil i længden få indflydelsen til at skrumpe.

Og skrumpende indflydelse er ikke kun et problem for fagbevægelsen, men for os alle. En stærk fagbevægelse, der tager samfundsansvar på mere end en million lønmodtageres vegne og indgår bindende aftaler med politikere og arbejdsgivere, er i hele samfundets interesse.

Derfor er det afgørende, at LO-fagbevægelsens nye politiske ledelse, der vælges på onsdag – ud over at fortsætte den samfundsansvarlige linje – inspirerer fagforbundene til en indsats, der kan gøre fagbevægelsen mere synlig på arbejdspladsen og i det offentlige rum og ved at give den unge smed det tilbud, han ikke kan sige nej til.

Det bliver svært, fordi man er oppe imod en strukturel udvikling, der handler om flere ældre og færre unge, om at stadig flere uddannes ud af LO og om øget konkurrence fra »gule« fagbevægelser og tidsånden som sådan.

Men svært eller ej, det er dét, den nye LO-formand skal. For sin egen. For fagbevægelsens. Og for hele samfundets skyld.