Sammenhængskraften

Af

Den borgerlige regering har snuppet et politisk plusord og haft alt for let ved at fremstille sig som garanten for et samfund, der hænger sammen.

ÅBNINGSTALE Hvis der er et ord, der har været på en meget lang rejse i de seneste år, er det ordet »sammenhængskraft«. Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lancerede ordet i sin åbningstale i 1999, var budskabet, at globaliseringen pressede de svageste og truede hele »samfundets sammenhængskraft«. Ambitionen var at gøre op med voksende sociale kløfter og sikre opbakning til en skattefinansieret velfærdsmodel med lige muligheder for alle.

I tiden umiddelbart derefter kunne man opleve debattører på venstrefløjen bekymre sig om »sammenhængskraften« i interview og taler. Og i debatbøger gjorde blandt andre EU-parlamentarikeren Helle Thorning-Schmidt op med forvitringen af velfærden og folkeskolen, som truede »samfundets sammenhængskraft«. Ja, selv den radikale leder Marianne Jelved brugte ordet lejlighedsvist.

Men så skete der noget. Ordet skiftede ejermand. Langsomt, men sikkert. Og i 2007 er rejsen – fra venstre til højre – foreløbig slut. Kulminationen kom i tirsdags, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fra Folketingets talerstol kunne sige, at »det er et centralt mål for regeringen at bevare og udvikle sammenhængskraften«. Med sin nye socialminister Karen Jespersens (V) ord understregede han, at Danmark står over for en ny form for ulighed, som handler om mangel på livschancer.

Hvad sker der? Er den borgerlige regering ved at realisere Nyrups gamle ambition om at gøre op med voksende sociale kløfter i samfundet?

Næppe. Man kan beskylde VK-regeringen for meget, men ikke for at være ude i et frontalt opgør med den nye fattigdom og de nye sociale kløfter. Regeringen har foreløbig intet gjort for at modvirke den sociale ghettoisering, som betyder, at vi klumper os sammen med kopier af os selv. Den har ikke givet de svageste unge et uddannelsesløft. Den sociale mobilitet er gået i stå. Den negative sociale arv er uantastet. Kvalitetsreformen retter sig mod den velfærdshungrende middelklasse. De materielle uligheder vokser i friværdiernes, skattelettelsernes og arveformuernes Danmark. Og det svigtede barn, den enlige mor og førtidspensionisten befinder sig langt under regeringens radar.

Dernæst er der sket noget andet med ordet »sammenhængskraft« i den nyborgerlige variant. Ordet er drejet væk fra sin oprindelige fællesskabsorienterede betydning til – også – at handle om udelukkelse fra fællesskabet. Om national indadvendthed slet og ret. Symptomatisk nok formulerede lederen af regeringens støtteparti Pia Kjærsgaard sig således for få måneder siden: »Socialdemokraterne savner grundlæggende forståelse for, at indvandring og samfundets sammenhængskraft er tæt forbundne størrelser.« Ikke til at misforstå, vel?

Regeringen og dens støtteparti har været dygtige til at inddæmme begrebet »sammenhængskraft«, så det nu kan glide ind i både Foghs og Kjærsgaards taler som et velsmurt retorisk virkemiddel.

Men VKO-partierne har også fået let spil. Alt for let spil. Oppositionen er af uransagelige årsager helt holdt op med at tale om truslerne mod sammenhængskraften. Og endnu værre: Den har endnu ikke formuleret en sammenhængende og fængende dagsorden, der kan gøre op med den sociale ghetto-isering, den nye fattigdom og fremkomsten af en ny underklasse i Danmark. Og det var måske på tide.