Samarbejdet med VK har nået smertegrænsen

Af | @MichaelBraemer

Nok skal fagbevægelsen levere resultater, men den skal også have en stærkt kritisk linje i forhold til regeringen, mener LO’s nye formand, Harald Børsting. Den linje bakkes op i undersøgelse foretaget blandt de delegerede på den nyligt afholdte LO-kongres.

GRÆNSEDRAGNING Da Hans Jensen for nylig gik af som LO-formand, blev han ikke mindst rost for de mange resultater, han har opnået i samarbejde med den borgerlige regering. Når udfordringerne har været globalisering, behovet for voksen- og efteruddannelse eller vilkårene for de offentligt ansatte, så har LO de seneste år ikke skelet småligt til partifarve hos magthaverne, men gået målrettet efter resultater, der kunne gavne medlemmerne.

Samme grad af samarbejde må LO gerne praktisere i de kommende år – men så heller ikke mere! I hvert fald ikke, hvis man spørger i LO’s bagland. »Hertil og ikke længere« er det klare budskab i en undersøgelse, Ugebrevet A4 har foretaget blandt 206 delegerede på LO-kongressen 28. til 31. oktober i år.
Et solidt flertal på 56 procent siger, at LO i de kommende fire år skal arbejde sammen med den borgerlige regering i samme omfang som i de foregående fire år. Men der er væsentlig flere, der vil trække LO væk fra det tætte samarbejde med den borgerlige regering, end der vil skubbe på et tættere samarbejde. 32 procent af de delegerede ønsker mindre samarbejde. Kun syv procent ønsker mere.

Den nye LO-formand, Harald Børsting, kan godt aflæse signalet, og han er helt enig:

»Langt hovedparten er enige om, at vi skal ligge nogenlunde på samme linje i forhold til den borgerlige regering, men de siger også, at niveauet er mere end fyldestgørende. Det er jeg sådan set ikke forbavset over, og det svarer meget godt til, hvad jeg selv har signaleret. At nok skal vi lave resultater, men vi skal også have en stærkt kritisk linje i forhold til regeringen.«

Harald Børsting mener, at LO blandt andet skal være på vagt over for den holdningspåvirkning, som, han mener, den borgerlige regering udøver gennem sin politik og sprogbrug. For eksempel i forhold til de ledige.

»Da den borgerlige regering trådte til i 2001, tror jeg, alle var enige om, at problemet var ledighed. I dag har man tonset et individuelt ansvar over på den enkelte ledige og dermed gjort sig ansvarsfri som stat og regering. Det er en stærkt betænkelig ideologisk udvikling, som vi skal have mere fokus på.«

Ideologisk automatpilot

Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen, professor ved Københavns Universitet, mener ikke, at man skal lægge for meget i signalet fra de delegerede. Han er sikker på, at deres holdning til et fortsat samarbejde og inddragelse i trepartsforhandlinger fuldstændig vil afhænge af, hvad man kommer til at forhandle om, og hvilke resultater der kommer ud af det.

»Når man spørger generelt, så er det den ideologiske automatpilot, der træder i funktion. Så svarer man det, der svarer til éns egen politiske holdning, og tager ikke stilling til konkrete spørgsmål. Når LO-ledere har udtalt sig om dét, de har gjort gennem årene, så er det også, som om de vånder sig en smule. Men de ender alligevel med den konklusion, at man skal varetage medlemmernes interesser, og det gør man ved at opnå de resultater, der til enhver tid er mulige.«

Jørgen Steen Madsen ved fra undersøgelser af forskellige faglige organisationer, at værdierne blomstrer op på kongresser. Mange delegerede kommer derfor til at udtrykke sig på en måde, der er ude af trit med, hvad de gør i praksis, når de er hjemme i deres lokale afdelinger og fagforeninger.

»Delegerede har det med at blive grebet af et værdifællesskab om store ting og har derfor ofte en kritisk holdning til ledelsen, som, de mener, er for pragmatisk. Men i deres daglige arbejde handler de ud fra samme pragmatisme, som ledelsen gør,« siger han.

Kongres eller ej – værdifællesskabet er uomtvisteligt, når det drejer sig om LO-baglandets forhold til Socialdemokraterne. To ud af tre delegerede ønsker, at LO i de næste fire år skal arbejde mere sammen med Socialdemokraterne, end hovedorganisationen har gjort i den forløbne kongresperiode. En holdning, der nok ikke blev mindre fremherskende af, at undersøgelsen blev foretaget under valgkampen. Den sidste tredjedel ønsker et samarbejde på uændret niveau.

Jørgen Steen Madsen er ikke i tvivl om det ideologiske fællesskab, men har svært ved at se behovet for et øget samarbejde i den nuværende politiske situation.

»Man kan sagtens sidde og drikke en kop kaffe med den socialdemokratiske leder. Det vil man også gøre, men det er ikke det, der giver resultater, når vi har en VK-regering. Så bliver man nødt til at samarbejde med den i det omfang, man anser det for nødvendigt.«

LO-formand Harald Børsting mener, at ønsket om et tættere samarbejde med S er motiveret af andet og mere end den øjeblikkelige nytteværdi. Han ser det som udtryk for, at man vil have en anden regering, og at man mener, fagbevægelsen skal støtte Socialdemokraterne i at vinde regeringsmagten.

»Vi taler ikke om økonomi og om at genoptage partistøtten, men om at lave politik og blive bedre til at lave aktiviteter sammen med dem. På de områder, hvor Socialdemokraterne er med i et bredere samarbejde i Folketinget, er vi jo også interesseret i, at de – blandt andet ved vores hjælp – kan sætte nogle solide fodaftryk på den politik, der gennemføres,« siger han.

Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov er glad for den opbakning, han ser i undersøgelsen. På det arbejdsmarkedspolitiske område oplever han imidlertid, at fagbevægelsen og Socialdemokraterne i forvejen har, hvad han kalder et utroligt tæt samarbejde.

»Vi har jo forlig med regeringen på snart sagt alle områder – jobcentre, dagpenge, flere i arbejde og så videre – og der arbejder vi i forvejen enormt meget sammen med fagbevægelsen, både når vi indgår aftaler, og når vi implementerer dem. Sagt helt enkelt, så har jeg jo behov for at drøfte tingene med dem, der ved, hvor skoen trykker, og hvad konsekvenserne er, før vi begynder at dreje på en skrue,« siger Thomas Adelskov.

Men han kan sagtens se de delegeredes ønske om øget samarbejde imødekommet på et mere overordnet, politisk plan.

»Det handler om at få fagbevægelsen til at tage meget aktivt del i samfundsdebatten om centrale spørgsmål: Sundhed, vores børns skolegang og hvem der skal være statsminister i dette land.«

At LO så samtidig har noget kørende med den siddende borgerlige regering, har Thomas Adelskov fuld forståelse for:

»Selvfølgelig skal man gå ind og opnå resultater med en borgerlig regering. Alt andet vil være unaturligt, når man skal varetage sine medlemmers interesser.«

FTF er uopnåelig

Den største ufordring for LO-fagbevægelsen i de kommende år bliver at få vendt det svindende medlemstal, mener hele 42 procent af de kongresdelegerede. Næststørste udfordring er bekæmpelse af social ulighed. Det peger 18 procent på.

Og så var LO fusioneret med FTF inden næste kongres om fire år, hvis det stod til de delegerede. 66 procent mener, at det er det eneste fornuftige.

Det synes Harald Børsting også. Alligevel bliver han nødt til at melde hus forbi:

»Det kan jeg ikke levere. Det tror jeg ikke på. Jeg vil gerne lave noget mere sammen med FTF – og måske specielt sammen med deres forbund på de områder, hvor vi har fælles interesser. Men dét, der komplicerer forholdet til FTF, er, at de ikke arbejder politisk på samme måde, som vi gør.«