Saglige argumenter efterlyses

Af

Politikere reducerer politik til en personlig kappestrid, og det trætter vælgerne, siger Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet. Han tror, at politikere, som anerkender modpartens argumenter, går en stor fremtid i møde.

Christian Kock, løber vælgere virkelig skrigende væk, når politikere sviner hinanden til?

»Mange vælgere mangler grundlag for at sætte deres kryds. De vil kende argumenterne for og imod skattelettelser, men hører kun politikerne sige, at modpartens argumenter er latterlige, fordrejede eller selvmodsigende – uden at gå ind på modpartens argumenter. Og dermed lades vælgerne i stikken.«

Nu skal vi måske snart have valg. Tror du ikke, vælgerne ser frem til lidt ramasjang?

»Det er i orden at være skarp, og der er ikke noget galt med en hård tone. Men der er en forfærdelig tendens til at forvrænge, hvad modstanderen siger. Politikere kommenterer hele tiden på noget andet, end modstanderen rent faktisk har sagt. Det forplumrer billedet for os vælgere.«

Er det ikke også lidt underholdende, når nogen sparkes ned i debatten?

»Det kan da være mere underholdende end at debattere skattepolitik, men politisk debat bør ikke dømmes på underholdningsværdi, og mange usikre vælgere føler sig svigtet. De får ikke at vide, hvor fronterne står holdningsmæssigt, og må stemme ud fra ren mavefornemmelse.«

Er du ikke bare irriteret, fordi du som ordekspert lurer, at det er form frem for indhold?

»Mange irriteres. Kernevælgere har det sikkert fint, når deres kandidat vinder en verbal boksekamp, men jeg tror, at en tocifret procentdel af vælgerne savner at få de politiske argumenter fagligt belyst. Jeg tror, at Ny Alliance opnåede stor tilslutning i starten, fordi mange vælgere håbede, at her var et parti, der ikke ville benytte sig af skræmmebilleder.«

Det er altså torskedumt at udstille modstandernes argumenter som latterlige. Hvorfor gør politikerne det så?

»De skal jo holde gejsten oppe hos de svorne tilhængere, og både politikere og journalister på Christiansborg fanges tilsyneladende ind af en psykologi, hvor politik reduceres til personlig kappestrid.«

Hvilke er de største skurke, når det gælder om at jorde modstandernes argumenter uden at tage dem alvorligt?

»Det forekommer i alle partier. Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde dyrkede det virkelig. Underholdende, men forplumrende.«

Du har sagt, det var dumt af Mogens Lykketoft (S) at kalde statsministeren en farlig mand. Hvorfor, hvis han mener det?

»Lykketoft plejer at mene, hvad han siger, og det finder mange befriende, men udtalelsen var utaktisk, fordi vælgerne er trætte af fordømmelser. Og ordet »farlig« fjernede totalt fokus fra Lykketofts argumenter.«

Skal politikerne vaske mund i sæbe før valgkampen?

»De overvurderer værdien af at hænge modspillerne ud, og undervurderer værdien af at melde egne argumenter klart ud og at forholde sig til modpartens argumenter uden at fornægte eller forvrænge dem.«

Fremstår politikere, der afstår fra verbale taklinger, ikke som vage artigdukse?

»Det er en svær balance, som ikke mange behersker, for de må heller ikke fremstå vage og bløde.«

Hvem mestrer det?

Statsministeren er nok den mest konsekvente, men falder indimellem i og nedgør sine modstandere på en perfid måde. Som da han sidste år kaldte de aktionerende pædagoger og forældre for »socialistiske ballademagere«. Det kostede ham dyrt. Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, er også god til at anerkende, at modstanderne kan have synspunkter.«