Sæt livet på spil for de unge

Af | @GitteRedder

Ungdomsforsker kalder det fatalt, at fagbevægelsen har reduceret ungdomsarbejde til rekruttering frem for at se unge som en ny drivkraft. Mens de unge siver ud af bevægelsen, fortsætter ungdomsindsatsen med at handle om smarte markedsføringskampagner frem for gennemtænkte strategier. Fagbevægelsens top skal turde sætte sit eget liv og organisationsform på spil for at gøre det attraktivt for unge at være med, lyder anbefalingen.

Det er fuldt fortjent, at fagbevægelsen får stadig sværere ved at rekruttere unge mennesker. Fagbevægelsen har nemlig kun gjort halvhjertede forsøg på at modernisere ungdomsarbejdet og har forsømt at udtænke gennemarbejdede strategier for ungdomsindsatsen. Ungdomsarbejde er et vedhæng til fagbevægelsen, men burde være en højt prioriteret udviklingszone, og når unge i titusindvis nu giver fagforeningerne en bestemt finger, så er det med god grund. 

Det mener ungdomsforsker og lektor på RUC, Jens Christian Nielsen, som efter at have forsket i fagbevægelsens ungdomskampagner og interviewet en række unge aktive, giver dansk fagbevægelse tæt på dumpekarakter, når det gælder organisering af unge.

»Hvorfor skulle unge have lyst til at betale kontingent til en fagforening, hvis de ikke kan se nytteværdien af det? Unge har svært ved at få direkte politisk indflydelse, og i øvrigt kan de ikke identificere sig med en gammeldags organisationsform og et image af kammerateri,« siger Jens Christian Nielsen.

Fagbevægelsen har ellers al mulig grund til at forny sit ungdomsarbejde, for siden begyndelsen af 1990’erne har faldende medlemstal især blandt unge under 30 år været alarmerende. Senest har en opgørelse fra SiD vist, at forbundet fra 1996 og frem til 2001 har mistet 21.862 medlemmer mellem 15 – 30 år, og det svarer til et fald på 27 procent. En LO-undersøgelse fra efteråret 2000 viste, at kun 69 procent af unge lønmodtagere er medlem af en faglig organisation, mens organisationsgraden – altså den procentdel af den samlede arbejdsstyrke, som er medlem af en fagforening – ligger på cirka 82 procent. 

Jens Christian Nielsen har netop forsvaret en Ph-d afhandling om »Ungdom, demokrati og fagbevægelse«, hvor han indkredser de store problemer, som både LO og de enkelte forbund har med at overbevise unge om at deltage i fagligt arbejde.

»Fagbevægelsen tager det stadigvæk for givet, at når man som ung begynder på arbejdsmarkedet, så melder man sig straks ind i en fagforening. Måske får man en reklametryksag ind ad døren, og så forventer fagforbundene medlemskab på livstid. Forbundene rekrutterer stadig som i industrisamfundet, men i dag har vi selvbevidste unge, der stiller krav og orienterer sig, før de beslutter sig. De kan ikke umiddelbart identificere sig med at være arbejder og heller ikke med en traditionel organisationsform, hvor man skal begynde helt fra bunden og være aktiv i mange år for at få indflydelse. Unge i dag ser ikke deres arbejdsliv som noget statisk, der skal vare fra vugge til grav,« siger Jens Christian Nielsen.

Glittet markedsføring

Han kalder det en fejltagelse, at fagbevægelsen har reduceret ungdomsarbejde til at handle om rekruttering frem for at se unge som en ny alternativ drivkraft.

»De unge går ud af døren, og det kan fagbevægelsen ikke leve med, fordi det truer medlemstal og økonomi. Derfor vil man have de unge til at vende om og komme ind ad døren igen via glittede medlemskampagner. Man bruger en masse penge på ungdomskultur, som skal lokke nye til, og så forventer man, at unges faglige arbejde først og fremmest handler om at rekruttere andre unge. Ungdomsindsatsen klarer markedsføringsafdelingen, som så ofte hyrer de et reklamebureau til at producere fine foldere. Lokalt aner de fagligt aktive tit ikke, at der er en ungdomskampagne i gang, og er derfor ikke gearet til at modtage de unge og levere en vare, der lever op til de forventninger, som er sat i gang af en farvestrålende kampagne,« lyder den hårde dom.

Forskeren efterlyser i stedet, at fagbevægelsens top tør sætte sit eget liv og organisationsform på spil for at gøre det attraktivt for unge at være med.

»Det sker sjældent, at man faktisk spørger sig selv: Hvad er vores ungdomspolitik, og hvad vil vi med de unge? Det er nødvendigt med en ny strategi, hvor man medtænker, at de unges engagement skal bruges på de unges præmisser, og det tvinger en faglig leder til at overveje, om man tør sætte sin egen organisation på spil. Sat på spidsen kan det nemlig blive konsekvensen,« konstaterer Jens Christian Nielsen.

»Hvis man lader de unge involvere sig og få indflydelse, så udfordrer de måske også den etablerede organisationskultur.« siger han og drager en parallel til en af fagbevægelsens kæpheste, nemlig det udviklende arbejde, DUA.

»Dilemmaet på moderne arbejdspladser med selvstyrende grupper, stort medansvar og løbende kvalificering af den enkelte medarbejder er jo for lederen, at man risikerer at løbe ind i problemer, fordi medarbejderen kommer med gode ideer, som, hvis de realiseres, kan udfordre lederen og den bestående organisation,« siger han og fastslår, at der ikke er nogen vej uden om at overlade langt mere indflydelse til unge.

I dag bremser en stiv og hierarkisk organisationskultur ifølge RUC-forskeren de unge i at deltage i fagligt arbejde.

»Det er et paradoks, at en del unge meget gerne vil diskutere det udviklende arbejde og også har bud på et udviklende arbejdsliv for unge. Men tillidsrepræsentanter, der i forvejen er presset af stadig flere opgaver, og samarbejdsudvalg har sammen med fag-toppen monopol på at diskutere det udviklende arbejde og udelukker de unge. Hvorfor laver man ikke arbejdsgrupper på tværs af faggrænser og fagforbund og lader de unge formulere, hvordan fremtidens arbejdsformer skal være,« spørger Jens Christian Nielsen.

Også den sociale indignation, lysten til at gøre en forskel og involvere sig i humanitært arbejde får mange unge til at være aktive. Bare ikke i fagbevægelsen, fordi den for mange unge opfattes som udtryk for en konventionel solidaritet, hvor de ikke selv umiddelbart kan komme af med deres sociale harme og energi. Også her har fagbevægelsen ifølge Jens Christian Nielsen overset et felt, som ellers ville være selvfølgeligt for fagbevægelsen at opdyrke.

Unge vil det frie valg
Endelig kritiserer han fagbevægelsen for at overse unges individualisme.
»Unge er meget individualistiske, og den udvikling har både fagbevægelse og uddannelsessystem selv understøttet med aktiv demokratisk deltagelse og så videre. Det er jo positivt, at unge stiller krav til både arbejdsliv og fagbevægelse, men det stiller så også krav til fagbevægelsen om at bevæge sig og tænke i alternative baner med appel til unge.«

Som eksempler nævner han, at mange unge opfatter det som en tvangsmekanisme, at man støtter et bestemt politisk parti via sit faglige medlemskab. Unge vil ikke presses til noget, men have frit valg. Eksklusiv-aftaler er heller ikke populær hos de unge, der finder det ejendommeligt, at man tvinges til at være medlem af en bestemt fagforening. De unge er vant til selv at vælge og bestemme, og den ret skal fagbevægelsen respektere, hvis de vil have fat i de unge. Alt andet ville også være en selvmodsigelse, fremhæver Jens Christian Nielsen og efterlyser en ungdomsstrategi, der netop tager højde for individualiseringen blandt de unge.

Derudover efterlyser han offensive kampagner på kerneområder, som berører de unge i deres hverdag. Mærkesager som giver genlyd og skaber et klart billede af en fagbevægelse, der vil noget for og med de unge. Han nævner flere ungdomsboliger, familiepolitik og kamp for flere praktikpladser som problemer, der optager unge, og hvor fagbevægelsen og unge i fællesskab kunne sætte fokus på noget.

Der er også lyspunkter, og Jens Christian Nielsen anbefaler fagbevægelsen at kigge på de succeser, der – trods al kritikken – har været og stadig er i fagligt ungdomsarbejde. Han fremhæver agenttjenesten i HK og LO’s Mindscope-projekt. Begge er provokerende og nytænkende i både sprog og form, og specielt fremhæver han et seminar om ligestilling, som Mindscope gennemførte med stor succes.

Under den kontroversielle overskrift »Hvad skal vi med stålkusser og vatpikke« valfartede unge til et debatarrangement om ligestilling og kønnets betydning for arbejdslivet. Havde det været et almindeligt seminar om ligestilling, var der kun dukket et fåtal op, hvoraf halvdelen var arrangører og resten enten mandlige brokkehoveder eller velmenende rødstrømper.

»Unge vil opleve, at det er deres egen holdningsdannelse, der er i centrum på baggrund af en reel diskussion. De vil ikke via agitation påduttes bestemte meninger fra oven. Så debatkulturen skal også ændres,« konstaterer han.