Sæt ind mod arbejdsløsheden

Af Claus Andersen, underviser i PC-Gruppen i Risskov

Det kan godt være, Danmark og resten af Europa på længere sigt vil mangle arbejdskraft. Men lige nu stiger arbejdsløsheden herhjemme, og den burde man tage initiativer til at afhjælpe.

»Nødderne knækker vi stadig selv« var overskriften på en annonce underskrevet i fællesskab af Dansk Arbejdsgiverforenings formand og LO’s formand ved Danmarks indtræden i EF i 1972. I Danmark er der tradition for, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne selv prøver at knække nødderne – også kaldet »den danske aftalemodel«. Men nu skal nødderne også knækkes på europæisk plan, og vi er på vej til »en europæisk aftalemodel«. Topmøderne i Lissabon i 2000 og Barcelona 2002 viser vejen. Udviklingen i Europa går hen imod, at arbejdsmarkedets parter på europæisk plan aftaler nye reguleringer, som EU-kommissionen så tager til efterretning og omsætter til direktiver, der skal gøres til lov i landene – også i Danmark.

Vil det føre til skrækscenariet: Ned med kollektiviteten, afskaffelse af eksklusivaftalerne, kæmpende fagforeninger, solidariske offentlige velfærdssystemer, fast aftalt arbejdstid, ned med fast aftalt løn, understøttelsen, pensionerne, det offentlige hospitals- og sundhedssystem? Eller får vi et Europa, som det blev udtrykt på EU-topmødet i Lissabon, der inden 2010 vil blive »den mest konkurrencedygtige og dynamiske, videnbaserede økonomi i verden og skabe 20 millioner nye job, og samtidig vil væksten tage hensyn til miljøet, skabe job med indhold og sikre social samhørighed«?

Lige nu stiger arbejdsløsheden i Europa, og i Danmark er der 20.000 flere arbejdsløse end på samme tid sidste år. Samtidig er målet for den nye danske arbejdsmarkedsreform »Flere i arbejde«, at 85.000 flere inden år 2010 er i arbejde. Det er da ikke underligt, hvis vi bliver forvirrede! Konjunkturerne viser måske en mangel på arbejdskraft i de kommende år, men der må være et behov for initiativer, der afhjælper arbejdsløsheden på kort sigt.

Ledigheden stiger, mens færre aktiveres. Arbejdsformidlingerne har brugt godt og vel en halv milliard kroner mindre på aktivering, end der var øremærket på finansloven 2002. Det er da ikke så underligt, hvis vi bliver forvirrede!

Venstres arbejdsmarkedspolitiske ordfører og formand for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Jens Vibjerg udtalte for nylig til A4: »Jeg tror ikke på, at de ledige taber noget ved ikke at komme i aktivering. Vi har villet reducere omfanget af et ofte tåbeligt og udsigtsløst aktiveringscirkus. Vores arbejdsmarkedspolitik er ikke til for at holde liv i kursusindustrien, men for at skaffe ledige tilbage i arbejde.« Jeg håber ikke, Jens Vibjerg opfatter mine kurser i PC-Kørekort og grundlæggende edb som et aktiveringscirkus, der bare er med til at holde liv i mit arbejde som it-underviser i PC-Gruppen? Svigter vi ikke de ledige ved ikke at give dem muligheder for at uddanne sig og kvalificere sig til de stigende krav på arbejdsmarkedet? Flere og flere ryger ud af arbejdsmarkedet, og kravene i dag er så høje, at få års ledighed kan gøre det umuligt at vende tilbage, hvilket kun kan betyde en forringelse i at nå målet 85.000 flere i arbejde. Fokusering på jobsøgningskurser er et paradoks. Hvad skal de lave, når der ingen job er?

Vi har budt 10 nye medlemslande velkommen i EU, og det europæiske arbejdsmarked er blevet udvidet med millioner af hænder. Arbejdsmarkedets parter og »den europæiske aftalemodel« kan imødese store udfordringer på kort sigt med økonomisk lavkonjunktur og deraf stor arbejdsløshed og på længere sigt med at fastholde arbejdskraften, når de økonomiske konjunkturer forbedres. Lad os håbe, EU følger Verdensbankens nye udtalelser om, at høje organisationsprocenter for fagbevægelsen sikrer ikke blot den enkelte gode løn- og arbejdsvilkår, de er også med til at sikre lav arbejdsløshed, lav inflation, højere produktivitet, større ligeløn mellem mænd og kvinder og et fleksibelt arbejdsmarked.