Særlige goder splitter arbejdsmarked

Af | @CarstenTerp

Arbejdsgivere og gule fagforeninger står sammen om at protestere mod særlige rettigheder til medarbejdere, der er medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger. Men ny kendelse anerkender særlige goder til dem, der betaler kontingentet. I kulissen lurer nu en ny principiel sag, som Det Faglige Hus er klar til at køre hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen.

Foto: Foto: Colourbox

Medlemsfordele Er det rimeligt, at medlemmerne af den fagforening, der har indgået overenskomsten på arbejdspladsen, får særlige goder og rettigheder, som kollegerne, der selv har valgt at stå udenfor fagforeningen, ikke får?

Er det rimeligt, at det er arbejdsgiverens hovedpine, om medarbejderne er medlem af den ene eller anden fagforening? Og er det fair, at arbejdsgiveren enten skal forskelsbehandle sine medarbejdere eller spæde ekstra til, så alle medarbejdere er stillet ens – uanset om de er organiseret eller ej.

Disse fundamentale spørgsmål er blevet topaktuelle, efter at dommerne i en principiel voldgift har godkendt, at overenskomsten for 2.000 ansatte i emballagefirmaer kan fortsætte med at give særrettigheder til medlemmer af enten 3F eller HK.

Mens Det Faglige Hus overvejer at indbringe spørgsmålet om forskelsbehandling for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, vækker afgørelsen jubel flere steder i den traditionelle fagbevægelse – ikke mindst hos formanden for Blik & Rør, Max Meyer. 

»Afgørelsen fryder mig. Det har været en del af vores strategi i de seneste overenskomstforhandlinger at sikre medlemmerne flere rettigheder. Og der er slet ingen tvivl om, at vi vil stå hårdere på det ønske om at få goder, der kun er til medlemmerne, men som skal betales af alle,« siger Max Meyer.

Kampen mod gratisterne

Striden om de særlige medlemsrettigheder skal ses i lyset af den accelererende konkurrence om medlemmer mellem de fagforeninger, der forhandler overenskomster og de såkaldt gule fagforeninger.

I den traditionelle fagbevægelse er hovedargumentet for særrettigheder til egne medlemmer, at de overenskomstbærende forbund tager det store slæb med at sikre lønmodtagernes rettigheder, mens de andre sniger sig ind og napper godbidder fra buffeten. Men der er også brug for kontante argumenter.

»De overenskomstbærende forbund mister medlemmer. Derfor prøver de at modvirke det her gratist-problem ved at indføre nogle medlemsrettigheder,« siger arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen fra FAOS.

Og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet supplerer:

»LO-forbundene har mistet mange medlemmer. Så de er optaget af at sikre særlige rettigheder for at straffe dem, der ikke melder sig ind,« siger Flemming Ibsen.

»Det stiller de overenskomstbærende fagforeninger bedre i konkurrencen, at man kan give medlemmerne nogle rettigheder, de ellers ikke ville få. Det øger værdien af et medlemskab og styrker konkurrencepositionen,« siger han.

Lige behandling for alle

Arbejdsgiverne er til gengæld ikke begejstrede for, at nogle ansatte skal have rettigheder, andre ikke har. Dels er det bøvlet at administrere. Dels bryder arbejdsgiverne sig ikke om at forskelsbehandle de ansatte.

»Det er klart, at arbejdsgiverne ønsker så få regelsæt som muligt. Det bliver hurtigt besværligt, hvis der er flere regelsæt,« siger underdirektør Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og fortsætter:

»Men helt overordnet er vores synspunkt, at man skal respektere områdeoverenskomsterne og ikke skabe særlige rettigheder for særlige grupper. Virksomhederne har nogle ansatte, som laver det samme arbejde. Derfor skal de behandles lige«.

Hertil kommer, at arbejdsgiverne ikke har meget lyst til at blive blandet ind i, hvilken klub den enkelte medarbejder er medlem af.

»Arbejdsgiverne har ikke lyst til at blive fanget i en kamp om medlemmer,« siger Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. 

En gul koster mere end en rød

De særlige rettigheder har længe været en torn i øjet på Dansk Industri, DI.

Under overenskomstforhandlingerne på industriområdet i både 2007 og 2010 forsøgte fagforeningerne at forhandle sig til flere medlemsfordele, men arbejdsgiverne satte hælene i. Ifølge DI var særfordele ikke bare uønskelige, men kunne være decideret i strid med loven.

Derfor forsøgte DI i efteråret at få medhold i, at en 45 år gammel særregel skulle omstødes igennem en faglig voldgift.

Helt tilbage i 1967 indgik arbejdsgivere og lønmodtagere en aftale om oprettelse af en social fond på emballageområdet. Aftalen, der sidenhen er blevet suppleret med en uddannelsesfond, giver de cirka 2.000 ansatte på emballageområdet ret til fuld løn, når de går på barsel eller efteruddanner sig – hvis de vel at mærke er medlem af 3F eller HK/Privat.

Problemet for arbejdsgiverne er, at de skal indbetale et beløb for hver ansat til de to fonde. Men arbejdsgiverne kan kun få refusion fra fondene for medlemmer af 3F eller HK.

Det tvinger arbejdsgiverne ud i et valg, de ikke bryder sig om: Enten skal de acceptere en forskelsbehandling, hvor det kun er medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger, der får fuld løn, eller også skal de give fuld løn til alle og selv bære omkostningerne. Det giver ifølge DI arbejdsgiverne en ekstra udgift på knap 2.300 kroner om ugen, hver gang en uorganiseret tager barsel eller går på forældreorlov.

Ved voldgiften krævede DI at få refusion for samtlige ansatte. Alternativt, anførte DI, er det dyrere at have gule og uorganiserede ansatte. De ekstraudgifter kan medføre, at arbejdsgiverne i en ansættelsessituation kan føle sig tvunget til at skele til ansøgernes organisationsforhold. Og det vil stride mod loven om foreningsfrihed.

Kendelsen er lige efter bogen

Men arbejdsgiverne mødte ingen forståelse hos de tre højesteretsdommere i voldgiftssagen. De slog i stedet fast, at der ikke er noget i vejen for at give medlemmer af de overenskomstbærende forbund nogle goder, som andre ikke kan få.

Derfor kan DI heller ikke få refusion for samtlige ansatte. Og den konklusion kommer ikke bag på landets fremmeste ekspert i arbejdsret, professor Jens Kristiansen fra Københavns Universitet.

»Kendelsen er lige efter bogen, sådan som gældende ret er her i landet,« siger han.

Den juridiske lussing har DI ikke ønsket at kommentere på, men tager blot kendelsen til efterretning.

Hos de traditionelle fagforeninger vækker afgørelsen derimod glæde.

»Jeg er utrolig glad for, at vi har fået så klokkeklar en kendelse,« siger forhandlingssekretær Peter Andersen fra 3F’s industrigruppe.

Og hos HK/Privat istemmer formand Simon Tøgern:

»Det allermest interessante er det principielle, at vi har fået bekræftet, at der intet er til hinder for, at vi kan lave aftaler med arbejdsgiverne om særlige rettigheder for vores medlemmer,« siger han.

Småting kan have stor værdi

På Aalborg Universitet forventer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, at kendelsen vil sætte gang i kreativiteten i forbundene forud for overenskomstforhandlingerne på det private område næste år.

»Det er helt oplagt, at man vil tænke kreativt og hente inspiration forskellige steder til små nicher, hvor man kan forbedre forholdene for sine egne medlemmer,« siger Flemming Ibsen. Han forestiller sig, at blikket kan rettes mod uddannelsesområdet, sundhedsordninger og måske mere favorable ordninger i forbindelse med fratrædelse.

»Det behøver ikke at være særlig dyrt at reservere nogle særlige rettigheder. Det kan sagtens være ting i småtingsafdelingen, som alligevel betyder meget for medlemmerne,« siger Flemming Ibsen.

Forbund er skeptiske

Hos flere fagforbund halter troen dog på, at det er muligt at komme igennem med krav om særrettigheder.

»Det forudsætter jo, at arbejdsgiverne er interesserede i at indgå den slags aftaler. Og de er formentlig helst fri,« siger Simon Tøgern fra HK/Privat.

Også næstformand Tage Arentoft fra fødevareforbundet NNF er skeptisk.

»Jeg tror ikke på, at arbejdsgiverne vil indgå den type aftaler i dag. Nogle krav er gode i opgangstider og ikke så gode i nedgangstider,« siger han.

Peter Andersen fra 3F medgiver, at flere særrettigheder nok er for meget at håbe på.

Arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen fra FAOS mener heller ikke, at tiden er til krav om særlige rettigheder.

»Det er tvivlsomt, om man kan komme igennem med den slags, sådan som magtforholdet er på arbejdsmarkedet. Ved at anlægge denne voldgift har DI klart tilkendegivet, at de ikke er interesseret,« siger Christian Lyhne Ibsen:

»I krisetider kan der være rigeligt at gøre med at forsvare reallønnen og arbejdstiden,« siger han.

Tilbageholdenheden hos fagforeningerne kan dog også være af strategisk karakter. For hvis krav om medlemsfordele bliver meldt ud på forhånd, kan de blive dyre. Derfor egner den slags ønsker sig godt til at blive trukket op af hatten i en sen nattetime.

»Det ville i hvert fald være en rigtig klog strategi,« siger Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Kendelse kan påvirke retssag

Hos Det Faglige Hus er voldgiften blevet fulgt med stor opmærksomhed.

På vegne af to medlemmer fører Det Faglige Hus nemlig netop nu en principiel retssag om retten til at modtage fuld løn under sygdom – på linje med kolleger, som er medlem af 3F og HK. Det Faglige Hus håber på at få rettens ord for, at en sådan forskelsbehandling er uforenelig med dansk lov. Men i voldgiftssagen kom de tre højesteretsdommere frem til, at man netop gerne må behandle de ansatte forskelligt. Og den afgørelse vil landsretten sandsynligvis læne sig op ad.

»Sådan kan det godt falde ud,« medgiver Mikael Marstal, der er chefadvokat for Det Faglige Hus. Han fortsætter:

»Der er immervæk tale om et system, som har fungeret på arbejdsmarkedet i mange år. Og der er en risiko for, at dommerne ikke vil pille ved det.«

Forskelsbehandling er tilladt

De særlige medlemsfordele er da også i pagt med loven, mener professor Jens Kristiansen fra Københavns Universitet. Han påpeger, at bestemmelserne om ligebehandling blev skåret til med kirurgisk præcision, da foreningsfrihedsloven blev ændret i 2006.

Da Menneskerettighedsdomstolen nedlagde forbud mod de såkaldte eksklusivaftaler, fulgte Folketinget op med at forbyde arbejdsgivere at lægge vægt på organisationsforhold ved ansættelse og afskedigelse. Men politikerne nægtede at røre ved forholdene under ansættelsen.

»Det var et meget omdiskuteret punkt, da man ændrede loven i 2006. Men ministeren og et stort flertal i Folketinget fastholdte, at man ikke ville gå videre end det, man var forpligtet til efter dommen fra Menneskerettighedsdomstolen,« siger Jens Kristiansen.

Ny sag på vej mod Strasbourg

Han påpeger, at det er muligt at indbringe en ny sag for Menneskerettighedsdomstolen, som så skal tage stilling til, om den danske lovgivning strider mod foreningsfriheden i den europæiske menneskerettighedskonvention. Men det kræver, at spørgsmålet først er behandlet ved de danske domstole. Og det er lige præcis, hvad Det Faglige Hus er i færd med.

Ved voldgiftssagen argumenterede DI med, at de ekstra udgifter til gule eller uorganiserede ansatte kunne få arbejdsgiverne til kun at ansætte organiserede. Parallelt med det mener Det Faglige Hus, at de ansatte kan føle sig presset til at melde sig ind i den overenskomstbærende fagforening for at sikre deres job.

»Den massive forskelsbehandling kan påvirke ansættelsessituationen. Og det svarer i realiteten til at snige en eksklusivaftale ind af bagdøren,« siger chefadvokat Mikael Marstal.

Han understreger, at Det Faglige Hus forventer at vinde sagen ved Vestre Landsret, men er parat til at gå videre.

»Først skal vi udtømme mulighederne i det danske retssystem. Men i sidste ende har vi jo kun et skud tilbage. Og det er at gå til Strasbourg – ganske som i 2006,« siger Mikael Marstal.