Sådan vil Lykketoft angribe Fogh

Af

ANALYSE Et nyt skatteudspil og styrkelse af folkeskolen – Mogens Lykketoft vil gøre velfærd til den afgørende brudflade over for Anders Fogh Rasmussen. Efter samtaler med en række centrale socialdemokrater tegner Ugebrevet A4 et portræt af Lykketofts parti, hvor spillet om hans afløser allerede er i fuld gang.

05»En milliard til 100 skoler«. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) skitserede for nylig en national kriseplan, som skal sikre et massivt løft til de mest trængte folkeskoler. Eleverne på disse skoler får markant lavere karakterer i dansk og matematik, og det er ofte skoler i socialt belastede kvarterer. Ifølge planen er det op til den enkelte skole, om de vil bruge pengene på bedre fysiske rammer, integration af to-sprogede elever eller flere lærertimer.

Det er tanker som disse, at Socialdemokraternes nye leder Mogens Lykketoft vil tage afsæt i, når han på lørdag er blevet valgt som ny formand på den ekstraordinære kongres i Odense. Lykketoft vil tage opgøret med Fogh-regeringen på velfærdspolitikken. Der skal udvikles markante reformforslag, som forbedrer velfærdssamfundets kerneydelser – skoler, sundhed og ældreomsorg. Forslag, der kridter banen op over for Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen i næste valgkamp.

Den kommende partiformands analyse er klar: Regeringen er fanget i et udsigtsløst krydspres mellem velfærdsløfter og skattestop. Et af ofrene bliver folkeskolen. Socialdemokraterne og regeringen indgik for nylig forlig om at højne det faglige niveau i folkeskolen. Men uden penge går det ikke. Og her vil S lægge sig i slipstrømmen af kritikere blandt borgmestre og skolefolk.
Kredsen omkring Lykketoft gør klar til en klassisk socialdemokratisk agitation: Velfærd først – frem for lavere skat. De vil gentage igen og igen, at Venstres smutvej til at opnå begge dele er endt i en blindgyde, og at skattestoppet fører til nedskæringer i den offentlige sektor.

Samtidig skal skatten på arbejde ned. Lykketoft var i efteråret medforfatter på et skatteudspil, der lagde op til en omfattende – og uhyre kompliceret – skattereform. Lavere indkomstskat skulle blandt andet betales ved arbejdsgiverafgifter, der igen skulle betales ved at holde igen på lønningerne.

Men det erkendes nu, at udspillet var for indviklet og dermed et svagt punkt i en kommende valgkamp. Socialdemokraterne vil i foråret komme med et revideret og forenklet oplæg, som lægger maksimalt pres på VK-regeringen. Markante lettelser af indkomstskatten skal finansieres ved højere bruttoskat og øget beskatning af de høje indkomster. Forslaget vil skæppe i kassen hos de fleste almindelige lønmodtagere, men betales af folk med store fradrag.

Stram udlændingepolitik

Men den nye S-formand ved, at velfærden kun bliver den afgørende skillelinje på én betingelse: At udlændingepolitikken ikke igen er valgkampens hovedtema. Derfor er Lykketoft på udlændingeområdet rykket tæt på regeringen og har fjernet en afgørende snubletråd i forhold til vælgerne.

Sidste uges interview i Ugebrevet A4 indeholdt det tætteste, en selvbevidst politiker som Lykketoft kommer på offentlig selvkritik. Han erkendte, at problemernes alvor først for sent gik op for den tidligere SR-regering, der ikke fik strammet op i tide. Lykketoft understregede, at en fremtidig S-regering ikke ændrer stort på VK-regeringens stramninger af udlændingelovgivningen – bortset fra enkelte punkter som at fjerne den lavere kontanthjælp til flygtninge.

Foråret kan meget vel byde på forlig med V og K om bedre integration. S er her med på »velbegrundede stramninger« – som det udtrykkes af en top-socialdemokrat. Men nok så vigtig er en ny retorik. Socialdemokraterne skal ikke nedtone problemerne, men komme befolkningen i møde, når der udtrykkes bekymring over omskæring, arrangerede ægteskaber eller for mange to-sprogede børn i bestemte folkeskoler.

Lykketofts meldinger ligger i forlængelse af den håndfaste kurs fra Anne-Marie Meldgaard, der for nylig overtog posten som udlændingeordfører efter Ritt Bjerregaard. Anne-Marie Meldgaard lagde fra starten afstand til »strammeren« Karen Jespersen og fik dermed kredit hos partiets »slappere«. Realiteten er imidlertid, at Meldgaard er den skrappeste udlændingeordfører, Socialdemokraterne nogensinde har haft.

Nyrups strategi - igen

Lykketoft forsøger sig reelt med den strategi, som Nyrup aldrig fik gennemført. To år inden valget i november 2001 var kredsen omkring Nyrup helt på det rene med de faktorer, der siden kostede regeringsmagten: At vælgerne havde mistet tiltroen til Socialdemokraterne i velfærdspolitikken, og at partiet på udlændingeområdet var helt ude af trit med befolkningen.

Nyrup forsøgte derfor på én gang at stramme udlændingepolitikken og gå i offensiven på velfærden. Karen Jespersen blev udnævnt til ny indenrigsminister. Og SR-regeringen afholdt en serie »folkehøringer«, som signalerede vilje til at lytte omkring velfærdens kerneydelser - uddannelse, ældre og sundhed. Nyrup-regeringens sidste finanslove brugte også ganske mange penge på velfærdsforbedringer, men strategien mislykkedes af to årsager:
For det første blev der aldrig fodslag om udlændingepolitikken. Nyrup og Karen Jespersens håndfaste kurs mødte frem for alt modstand fra to magtfulde skikkelser i Socialdemokratiet: Svend Auken – og Mogens Lykketoft.

For det andet udnyttede Nyrup ikke formandsposten til at skære igennem og lægge en klar linje. Og han fik aldrig bundet de spredte velfærds-initiativer sammen til en offensiv, der kunne vende stemningen i befolkningen. Ved valget oplevede mange, at det for velfærdssamfundet var hip som hap, om den ene eller den anden Rasmussen blev statsminister.

Når Lykketoft – måske – kan bryde op i den fastlåste situation, skyldes det ikke kun personlig styrke og store strategiske evner. Lykketoft er også »manden i midten« hos socialdemokraterne. Folketingsgruppen har i de senere år været præget af tre grupper, der både holdes sammen af personlige kontakter, politisk slægtskab og arven fra formandsopgøret i 1992:

  • ”Nyrup-fløjen” tegnes blandt andre af forhenværende ministre som Henrik Dam Kristensen og Jan Trøjborg samt af de tidligere DSU-formænd Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov. Mange af de gamle Nyrup-støtter fra 1992 har talt for mere håndfast udlændingepolitik. De vedstår 1990´ernes økonomiske ansvarlighed, men er i stigende grad optaget af den sociale profil.
  • Auken-fløjen fra formandsopgøret i 1992 samledes indtil for få år siden i selskabet ”Aldrig mere 11. april”. Blandt nøglepersonerne kan nævnes Svend Auken, Frank Jensen og Pernille Blach Hansen. De står for klassisk socialdemokratisk politik, er optaget af miljøet og ofte imod stramninger af udlændingepolitikken.
  • Midt i er en gruppe med Lykketoft, Pia Gjellerup, Ole Stavad og et par stykker til. En kreds, der spillede en afgørende rolle for socialdemokraternes økonomiske ansvarlighed, lægger stor vægt på parløb med de radikale og var skeptiske over for stramninger af udlændingepolitikken - indtil nu.
Balance i ledelsen

Lykketofts formands-strategi tager udgangspunkt i, at folketingsgruppen er delt, og at der skal skabes fodslag på tværs af fløje og generationer. Og meget tyder på, at det vil lykkes – i det mindste på kort sigt.

Den tidligere finans- og udenrigsminister kommer til magten i kraft af en forståelse mellem hans egen midtergruppe og Auken-fløjen. Men også på den gamle Nyrup-fløj er der stor tiltro til Lykketofts strategiske evner. Mange ser frem til en stringent ledelse efter de seneste år under Nyrup, hvor formandens vægelsind skabte usikkerhed og dermed gav plads til stridende fløje.
Lykketoft afholder i øjeblikket samtaler med hvert enkelt folketingsmedlem. De skal give den kommende formand et bedre overblik over, hvor hver enkelt står. Men foreløbig tegner det til, at den nye ledelse af folketingsgruppen kommer til at se sådan ud:

  • Partiformand: Mogens Lykketoft.
  • Politisk ordfører: Frank Jensen.
  • Gruppeformand: Pia Gjellerup.
  • Næstformænd: Henrik Sass Larsen og Henrik Dam Kristensen.
  • Gruppesekretær: Pernille Blach Hansen.

Med denne liste blandes forskellige generationer, og der er nogenlunde balance mellem fløjene.

Det næste formandsopgør

Mens Lykketoft gennem en balanceret ledelse kan få bred opbakning i folketingsgruppen, er han oppe mod betydelig skepsis i det socialdemokratiske bagland. Nogle nærer mistillid på grund af efterløns-reformen og den stramme økonomiske politik. Andre ser forståelsen mellem Lykketoft og Auken som et kup mod Nyrup. Og atter andre havde gerne set et generationsskifte på lederposten allerede nu.

Lykketoft kan formentlig dæmpe denne skepsis, når han bliver valgt, tilføres formandspostens autoritet og skaber en tydelig profil. Til gengæld er spillet om hans afløser i fuld gang bag kulisserne. Lykketofts politiske fremtid står og falder med én ting: Klar fremgang ved næste valg.
Hvis dét mislykkes, må Lykketoft gå. Frank Jensen er i så fald uofficiel kronprins – formentlig i parløb med Pia Gjellerup. Men denne løsning vil møde indædt modstand fra store dele af fagbevægelsen, mange S-borgmestre og store dele af folketingsgruppen. Spørgsmålet er bare, hvem der er alternativet.

Nyrup opfordrede omkring sin afgang Henrik Dam Kristensen til at stille op mod Lykketoft, men han sagde nej. Centrale socialdemokrater vurderer, at »mellemgenerationen« i folketingsgruppen – Henrik Dam, Jan Trøjborg med flere – dermed er ude af spillet. En fremtidig formandskandidat skal snarere findes blandt dem, der signalerede en vis interesse i de hektiske dage efter Nyrups exit.

Én mulighed er Odense-borgmester Anker Boye. En anden er EU-parlamentsmedlem Helle Thorning-Schmidt, som interviewes her i ugebrevet. Flere centrale kilder peger imidlertid på den nye partisekretær, 38-årige Jens Christiansen, der koordinerede Nyrups kampagne under opgøret med Auken i 1992. Det fremhæves, at Jens Christiansen forener fornyelse med bred appel og tillige gør det godt på tv. Men hverken han, Boye eller Thorning-Schmidt er medlem af Folketinget.

Formandsskiftet var en brat opvågnen for den tidligere Nyrup-fløj. De var lammede over for det resolutte parløb mellem Lykketoft og Auken-fløjen, og det giver stof til eftertanke. Hvis der skal opbygges et stærkt alternativ til Frank Jensen, skal det gøres nu, lyder deres analyse. Med Lykketoft som formand har de midtsøgende socialdemokrater fået tid – spørgsmålet er, om de formår at udnytte den.