Sådan ligger landet

Af

ANALYSE Strukturkommissionen har ramt plet. Borgmestre i både amter og kommuner mener, at kommissionens anbefalinger ligger i forlængelse af deres egne ønsker. Det har skabt en situation, hvor alle parter kan se egne ønsker afspejlet i en endelig model, der formentligt giver seks-syv regioner med ret til skatteudskrivning og en statslig beskæftigelsespolitik med et kommunalt navneskilt.

Strukturkommissionen har kastet fem forskellige bud på en fremtidig kommunalstruktur og opgavefordeling ud til åben diskussion. Men en uge efter offentliggørelsen står det klart, at to modeller reelt danner grundlaget for de næste måneders forhandlinger:

  • Den brede amtsmodel, der giver flere opgaver til regionerne.
  • Og den brede kommunemodel, som giver flere opgaver til kommunerne.

Begge modeller lægger op til større enheder, og det skaber grobund for, at regioner og kommuner i fremtiden løfter flere opgaver – nemlig statens. Helt konkret foreslår Strukturkommissionen, at beskæftigelsespolitikken og ungdomsuddannelserne flyttes fra staten.

Det har skabt dynamik i det kommunale landskab, og kombineret med politisk velvilje i Socialdemokratiet og Venstre er udgangspunktet for at nå et kompromis godt.

Fogh: Ikke min idé

I Socialdemokratiet er man fast besluttet på at indgå en aftale om den kommunale struktur. Dels erkender man behovet for ændringer, dels har et parti med regeringsambitioner ikke råd til drillerier i så vigtigt et spørgsmål. Partitoppen vil ikke tage udgangspunkt i den ene eller anden model, og folketingsgruppen har fået et vink med en vognstang om, at hverken den brede amts- eller den brede kommunemodel eksisterer i det socialdemokratiske ordforråd. Ingen er dog i tvivl om, at løsningen ligger mellem de to modeller. Nu venter Socialdemokraterne på et udspil fra regeringens side, man kan ligge i læ af.

I Venstre er situationen mere mudret. Amtsrådsforeningens formand, borgmester i Roskilde Amt, Kristian Ebbensgaard, har besluttet at være tilfreds med Strukturkommissionens anbefalinger.

Formanden for landets 271 kommuner, venstremanden Ejgil W. Rasmussen, er blevet trukket til truget og støtter i dag den brede kommunemodel. Men KL-formandens hjerte banker først og fremmest for hans egen kommune Gedved med 10.070 indbyggere – en størrelse, han anser for sund. Derfor venter man også i Venstre på signaler fra formanden, Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren holder i sagens natur kortene tæt til kroppen, men har svært ved at skjule sin irritation over en proces, der skaber utilfredshed og uro i partiorganisationen op til et valg. På et møde i Venstres kommunalpolitiske kontaktudvalg i sidste uge holdt Fogh en kort tale, hvor han råt for usødet – og stift stirrende på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen – sagde, at det ikke var hans idé at ændre det kommunale danmarkskort.

Samme dag optrådte finansminister Thor Pedersen på forsiden af Jyllands-Posten med udtalelsen om, at der findes eksempler på kommuner med 10.000 og 15.000 indbyggere, »hvor alle er glade«. En bevidst desavouering af Lars Løkke, der er rejsende i budskabet om flest mulige indbyggere i kommunerne. Det har bragt indenrigsministeren i en delikat situation, hvor han reelt ikke kender de yderste grænser i sit forhandlingsmandat.

Men også i Venstre er der dog enighed om, at man skal gribe chancen for at gennemføre reformer.

Handelsvarerne

Strukturkommissionen har kastet alle den offentlige sektors opgaver op i luften. På flere områder er der gode muligheder for kreative kompromisser.

Eksempelvis om kommunerne skal overtage de nuværende amters opgaver på det sociale område. Nogle handicapgrupper er så små, at selv ikke Københavns Kommune kan løfte opgaven, og derfor bliver der brug for en regional indsats. Ligeledes er antallet af indbyggere i en kommune også et elastisk mål.

Men nogle af kommissionenes spørgsmål har karakter af enten/eller. Ifølge flere centrale aktører vil de store partier især handle med tre »varer«.

Antallet af regioner. Den store knast er Sjælland. Flere S-borgmestre med Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen ønsker en samlet sjællandsregion. Den idé er komplet uspiselig for de jyske kommunalpolitikere, som har stor indflydelse i Venstre. De frygter, det vil få Danmark til at brække over. To sjællandske regioner er formentligt et vetokrav for Venstre.

Derfor skal Socialdemokratiets top balancere mellem Venstre og de stærke S-borgmestre i hovedstadsområdet. S-toppen har sagt, at den ønsker en hovedstadsregion, der dækker Frederiksborg, Roskilde og Københavns Amt samt Frederiksberg og Københavns Kommune. Det efterlader Vestsjællands og Storstrøms Amt i en taberrolle. Et muligt kompromis er en opdeling af Roskilde Amt. En model, som Kristian Ebbensgaard ikke skulle være helt afvisende overfor. En sådan løsning baner vejen for seks-syv regioner: To på Sjælland og fire-fem skåret ud af Fyn og Jylland.

Regionernes ret til skatteudskrivning. Venstre er tilhængere af at fjerne skatteudskrivningsretten, som reelt er de konservatives eneste mærkesag i strukturdebatten.

Argumentet er, at regioner, hvis vigtigste opgave er sundhedsvæsnet, ikke behøver at opkræve skat, for sundheden skal være ens i hele landet. Socialdemokraternes bagland hælder til at beholde retten til skatteudskrivning. S-toppen har derimod ikke låst sig fast og ser en risiko for at stå som tilhængere af flest mulige led i skatteopkrævningen. Men socialdemokraterne har bygget deres strategi op på at forsvare det kommunale demokrati og noterer med tilfredshed, at ingen i dag antaster, at regioner skal styres af folkevalgte politikere. Derfor er partiet formentligt endnu mere følsomt over for en kritik af, at de nye regioner bliver demokratisk amputerede, fordi man mister de folkevalgtes våben: Skatten.

Beskæftigelsespolitikken. Strukturkommissionen har lagt op til, at beskæftigelsespolitikken placeres i et kommunalt enstrenget system. Både LO og DA har kraftigt advaret mod en kommunal løsning. Men alle aktører ved, at tiden taler for en enstrenget beskæftigelsespolitik.

Spørgsmålet er, om systemet skal forankres i staten eller i kommunerne.

Et sandsynligt kompromis er at udstyre den nye beskæftigelsespolitik med et kommunalt navneskilt og samtidig sikre, at staten har en styrende rolle. Det vil tilmed give nogle af de mest modvillige små kommuner et godt argument for sammenlægninger. Kommissionen vurderer, at en kommune skal have mindst 30.000 indbyggere for at kunne løfte beskæftigelsespolitikken.

Endelig vil modellen sætte skub i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens noget tempoforladte arbejdsmarkedspolitik.