Sådan har det altid været

Af

På Junckers savværk er del af produktionen blevet automatiseret. Men i nogle afdelinger er sliddet stadig stort.

»Det må være bagdelen de er ømme i,« siger Lene Jensen med et skælmsk smil og ser ned på tabellen, der viser, at akademikere har langt under halvt så mange sygdomme i bevægeapparatet som en træindustriarbejder – lidelser, der dækker over rygsygdomme, skulderskader, tennisalbuer og seneskedehindebetændelser.

Selv er Lene Jensen maskinoperatør og sikkerhedsrepræsentant på Junckers savværk i Køge. Her ankommer store træstammer fra Danmark og Tyskland for at blive savet op, presset, slebet, stablet og ført sammen til massive parketgulve, der bliver sendt ud i hele verden. Det er et hårdt marked, og Junckers er en fabrik, hvor maskinerne skal køre så meget som muligt.

Lene Jensen møder klokken 6.30 hver morgen i fabrikshal C3. Det meste af tiden sørger hun for, at de mange maskiner kører, som de skal, for stopper en maskine, går hele produktionen i stå.

»Vi render tit stærkt her. Pludselig er der en masse ekstra, der skal nås. Og det er jo ikke noget, vi selv har indflydelse på.«

Tidligere løftede Lene Jensen flere ton om dagen.

»Vi stod en gruppe på seks-otte mennesker og fodrede maskinen med de stave, der bliver til parketgulvene. Vi skulle give den otte stave ad gangen, 24 i minuttet. Vi regnede en gang ud, at vi på en dag løftede 120.000 stave tilsammen. Det var mange ton. Men vi var et kanonhold, der havde det skægt sammen. Og det tæller meget.«

I hal C3  er meget af produktionen blevet automatiseret. Det gælder ikke hele Junckers. Der er stadig ansatte, der må løfte meget, meget hurtigt og i meget belastende arbejdsstillinger. Den lokale afdeling af Forbundet Træ-Industri-Byg i Køge behandler for tiden 19 sager om erhvervssygdomme  og 15 sager om ulykker, der handler om Junckers.

»Folk ved godt, at nedslidningen er stor. Men der er mange, der siger, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Jeg har oplevet, at folk ikke brugte nyt og mere sikkert udstyr, fordi det var for besværligt.«

Ifølge Lene Jensen, der selv har haft tennisalbue, gælder det først og fremmest for de lidt ældre kolleger.

»De unge siger nej: Det vil vi ikke være med til. Men de har ikke tålmodigheden til at ændre på tingene, for det kan tage meget, meget lang tid. Derfor er der mange unge, der finder et andet arbejde.«