Så sig dog noget!

Af Jane Korczak, næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund

FAGLIGT TALT Mange mænd er enige i, at uligestilling er et fællesanliggende, og at alle – uanset køn – skal behandles ens. Men jeg savner deres røster i den offentlige debat, og jeg savner især forslag fra mændene til, hvordan vi kan komme uligestillingen til livs.

Hallo alle danske mænd!  

Hvorfor siger I ikke noget? Hvorfor finder I jer i, at jeres koner, kærester, døtre, mødre og søstre bliver diskrimineret?

Er I – kære mænd – egentlig klar over, at uligelønnen også betyder mangler i jeres familie? At det også går ud over jer, at vi fastholder et mønster med lavtlønnede job, som er forbeholdt kvinderne? Er I egentlig klar over, at de manglende pensionsindbetalinger, som jeres koner går glip af under barsel, også kommer til at svie til Jer, når I bliver gamle? Når I nu skal ud og svinge golfkøllerne, så kan det da godt være, at der kun bliver råd til ét medlemskab i klubben. Og hvem siger, det bliver til Jer?

Mange mænd er enige med os i, at uligestilling er et fællesanliggende. At det er vores fælles ansvar, at alle borgere behandles ens. Men jeg savner reaktioner fra mændene. Jeg savner en offentlig debat med deltagelse af begge køn, og jeg savner især forslag fra mændene til, hvordan vi kan komme uligestillingen til livs.

24b Vi kunne passende starte hos os selv i fagbevægelsen. De fleste fagforbund har ligestilling på dagsordenen og flere har sågar nedsat ligestillingsudvalg, der skal overvåge, at begge køn bliver repræsenteret i råd, nævn og udvalg, og at der tænkes i helheder, når der indgås nye aftaler og overenskomster. Men det forekommer mig – desværre – at der er langt fra de forblommede ord og flotte hensigtserklæringer til virkelige handlinger og kreative initiativer. Det forekommer mig, at der mangler en ægte vilje til at ændre på forholdene. Og det er jo blandt andet det, vi har fagbevægelsen til, og det budskab vi forsøger at sælge til de unge: At vi holder et vågent og solidarisk øje med de grupper, som har de dårligste vilkår. Så det er bare med at komme i gang.

Det er ikke så forfærdelig længe siden, at dette blad foretog en meningsmåling om danskernes holdning til ligestilling. En af konklusionerne var, at ja, der er uligestilling i Danmark, men det må kvinderne selv klare, de kan jo bare tage selv.

Meget kan vi, men vi er ikke i stand til selv at bekæmpe efterslæbet i vores pensioner som følge af barsel. Vi er heller ikke i stand til selv at få rettet op på et lønefterslæb på 15-20 procent. Og vi er heller ikke i stand til at omstøde en dom fra Østre Landsret, der fastslår, at det ikke er diskrimination af kvinder, at staten giver lavere sygedagpenge til forældre, der bliver syge under børnepasningsorlov, selv om 93 procent af brugerne er kvinder.

Og hvordan skulle det også gå til, at kvinder kan tage selv, når det er mændene, der sidder på magten?

Ifølge tal fra UNDP – FN’s udviklingsprogram – er Danmark blot verdens trettende bedste land for kvinder at leve i, mens Norge ligger på en klar førsteplads. Kun på et område fører de danske kvinder. De lever længere end mændene.