Så fosser pengene igen ud af statskassen

Af Jan Birkemose, redaktør

Som Anders Fogh Rasmussens måske sidste gerning i dansk politik vil han over de næste fem år lænse statskassen for 36 milliarder kroner. Det er et politisk eftermæle, der vil blive husket.

Det kan godt være, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i en årrække, før han selv fik ministerbil, var lige så dygtig til at sige »pengene fosser ud af statskassen«, som han siden blev til at slå ud med armene og bedyre, at »der er ikke noget at komme efter«.

Men efter sidste uges skatteudspil, må man nu konstatere, at statsministeren ikke ligefrem får allergiske reaktioner af selv at åbne statskassens sluser på vid gab.

For statsministeren – som mere og mere ligner en, der er hastigt på vej ud af dansk politik – handler det blot om, at pengene skal fosse de rigtige steder hen. Og som en sidste borgerlig afskedssalut betyder det, at pengene skal fosse direkte ned i de bedst stilledes lommer.

Men en ting er, at reformen er så socialt skæv, at den omgående fik tilnavnet »rødvinsreformen«. Et andet og mere overraskende faktum er, at rødvinsflaskerne til en samlet værdi af 36,5 milliarder kroner frem til 2015 skal betales med kolde velfærdskontanter fra statskassen.

I Anders Fogh Rasmussens og regeringens egen forståelse er der naturligvis ikke tale om, at pengene nu fosser ud af statskassen. Den tekniske og meget beroligende forklaring lyder, at skattepakken er midlertidigt underfinansieret. Altså her og nu – og så de kommende 10 år. Efter den tid – altså i 2019 – vil skattelettelserne være fuldt finansierede. Men indtil da vil hullet i statsfinanserne år for år vokse sig større.

Det er ellers ikke Fogh’s normale stil. I hele hans regeringsperiode har han løbende talt den konservative regeringspartners drømme om evige skattelettelser ned med ord om, at skattelettelser ikke er noget, man taler om, men noget, man gennemfører, når man har råd til det.

Den holdning er nu lagt på hylden, og alibiet for at bryde med næsten otte års praksis er selvfølgelig den økonomiske krise. Med krisen som murbrækker kan stort set alt vedtages, og hvis der alligevel som i skattereformens tilfælde opstår politisk modstand, vender man blot ryggen til og gennemfører reformen med det snævrest tænkelige flertal.

Hullet, som skattelettelserne og regeringens øvrige kriseinitiativer efterlader i finanserne, svarer alene i år og næste år til hele to procent af bruttonationalproduktet. Det lyder måske ikke voldsomt. Men hvis man tænker over, hvor meget politisk ballade der har været om den såkaldte 2015-plan, der skal forbedre de offentlige finanser med »sølle« 14 milliarder kroner i 2015, så er det imponerende, at regeringen i fuldt dagslys kan slippe af sted med skatteplaner, der alene næste år suger 12,7 milliarder kroner direkte ud af statskassen og ned i de mest privilegeredes lønkonti.

Ifølge regeringens skatteplan er der balance i statsfinanserne igen om 10 år. Det kan statsministerens efterfølgere så se frem til. Indtil da har de en bunden opgave i at fylde de huller i statskassen, som Fogh tømte på vej ud af døren.

Dermed har statsministeren sat sig et politisk eftermæle, der vil blive husket længe.