Så forskellige skoleverdener

Af | @MichaelBraemer

Der er mindre end fem kilometer, men en verden til forskel på Rådmandsgade Skole med 80 procent tosprogede elever og Katrinedalskolen, der næsten ingen har, siger Bettina Wibe Simonsen. Hun har undervist på begge københavnske skoler og mener ikke, at man kan opretholde en dansk folkeskole, når fire ud af fem elever er tosprogede.

Bettina Wibe Simonsen var næsten nyuddannet lærer, da hun i 1994 blev ansat på Rådmandsgade Skole på ydre Nørrebro i København. Fuld af engagement og lyst til at praktisere en lærergerning, der fik en ekstra udfordring i og med, at 80 procent af eleverne kom fra hjem med anden etnisk baggrund end dansk.

Syv år senere måtte hun kaste håndklædet i ringen. Hun var løbet sur i det hele. Var udbrændt, opgivende og havde udviklet nogle holdninger, hun ikke selv kunne holde ud. Koncentrationen af tosprogede var for stor til, at hun kunne undervise på en måde, hun fandt forsvarlig i forhold til de mål, der er sat for en dansk folkeskole.

»Jeg var simpelthen blevet dødtræt af tosprogede, deres forældre, kultur og afstandtagen til de ting, der foregik i skolen,« siger Bettina Wibe Simonsen.

Skolen havde en klar målsætning om, at alle elever skulle deltage i kristendomsundervisning, gymnastik, badning, udflugter, lejrskole og så videre. Og en klar politik for, hvad der skulle gøres, hvis de ikke gjorde det. Men i praksis var skolen nødt til at finde sig i, at de tosprogede elever udeblev fra det, som de hovedsagelig muslimske forældre var utrygge ved.

»Hvis man som lærer er engageret og brænder for det, som jeg synes, jeg gjorde, så bliver man ved at tage fat i forældrene. Men når man tilstrækkelig længe ikke har fået noget ud af det, og jeg til sidste kunne mærke, at jeg bare resignerede og sagde: »Nå ja, men så lad da være med at deltage«, gik det op for mig, at jeg ikke skulle være der mere.

Umulig opgave

Bettina Wibe Simonsen underviste blandt andet i dansk, men det var helt andre ting, hun som lærer var nødt til gå ind i end det, hun var uddannet til.  Mange af eleverne havde som udgangspunkt svært ved at forstå dansk. Men selv med hjælp fra en ekstra lærerkraft og efteruddannelse i dansk som andetsprog fandt hun ud af, at når fire ud af fem elever er tosprogede, er det umuligt at bringe dem op på det sproglige niveau i dansk, der er forudsætningen for at kunne følge skolens undervisning.

»Jo længere op i klasserne de kom, desto mere tabt blev de. Det kan godt være, at de lærte lyde, alfabetet og at læse, men når det kom til begreber og abstraktioner, var de slet ikke med,« fortæller hun.

Bettina Wibe Simonsen havde utallige diskussioner med eleverne om, hvordan man opfører sig i en dansk skole. Blandt andet brugte hun mange kræfter på at sætte ind mod den rå omgangstone og meget fysiske måde at løse konflikter på, som herskede blandt eleverne. Hele 32 etniske grupper var repræsenteret på skolen, hver med deres faste plads i et hierakisk mønster, og der skulle ikke meget til, før det kom til håndgemæng.

»Vi havde utrolig mange konflikter af typen: Det har du sagt om min lillebror, så må jeg ordne dig i frikvarteret,« fortæller Bettina Wibe Simonsen.

Alle de traditioner, hun huskede fra sin egen skolegang: Jul, Lucia-optog og fastelavn, prøvede skolen at holde i hævd, men det løb mere eller mindre ud i sandet.

»Jeg kan godt forstå, at de ressourcestærke danske børn forsvandt fra skolen. Det samme gjorde i øvrigt eleverne fra ressourcestærke tosprogede familier,« fortæller Bettina Wibe Simonsen.

Dansk eller tosproget skole

Selvfølgelig kan tosprogede elever fungere og blive integreret i den danske folkeskole, mener hun. Men det er en illusion at tro, at det kan lade sig gøre, når 80 procent af eleverne er tosprogede, og hovedparten af de resterende danskere har en ressourcesvag baggrund og er dårlige modeller for integration. Også de ressourcesvage danske elever hæmmes af en sådan elevsammensætning, påpeger hun.

»Det er jo en helt forrykt sammensætning. Vi snakkede tit om den i lærergruppen, hvor det blandt andet blev diskuteret, om man skulle fordele eleverne på flere skoler ved at køre dem rundt i bus. Spørgsmålet er jo, om man med 80 procent tosprogede elever stadig kan kalde det en dansk folkeskole, eller om man skal gøre som i Sverige, hvor man i nogle boligområder har taget konsekvensen af stor koncentration af indvandrere og sagt: »Dette er ikke en svensk skole, men en skole for tosprogede«. Og så tage den derfra.

citationstegnSkulle man have noget igennem på Rådmandsgade Skole, skulle man gøre det med en fuldstændig militær disciplin. Den går ikke på Katrinedalskolen. Her har vi forhandlerbørn – jeg tør ikke sige forkælede, men selvbevidste og egoistiske elever, der hver især vil have forklaringer og argumenter. Der ligger en stor pædagogisk udfordring i at gøre dem klart, at der altså er 23 andre elever i klassen.

Bettina Wibe Simonsen kom derud, hvor hun til sidst ikke gad forberede sig ordentligt til undervisningen. Hun kunne godt lægge »en fantastisk undervisningsplan«, men hvad fik nogen ud af det? Hun kunne fremlægge den på et forældremøde, men anede ikke, om nogen forstod den eller overhovedet var interesseret. Der var i hvert fald ingen, der spurgte til den eller kommenterede den.

En verden til forskel

Bettina Wibe Simonsen er fuld af respekt for sine tidligere kolleger på Rådmandsgade Skole, der ser det som deres kald at kæmpe videre på vanskelige vilkår i det tosprogede miljø og løbende ruster sig til opgaven med kurser og efteruddannelse. Det var bare ikke hende.

Derfor tog hun for tre år siden springet til Katrinedalskolen i Vanløse. Fra Rådmandsgade Skole til Vanløse-skolen i villakvarteret i udkanten af Københavns Kommune er der under fem kilometer, men ifølge Bettina Wibe Simonsen en verden til forskel.

I sjov havde lærerne på Rådmandsgade Skole tit diskuteret, om de overhovedet ville være i stand til at undervise i en skole med børn af ressourcestærke, veluddannede og krævende forældre. Det var altid Vanløse-skolerne, der var på tale, når den diskussion var oppe. Virkeligheden levede helt op til de forestillinger, Bettina Wibe Simonsen havde gjort sig på forhånd.

»Her er forældrene ressourcestærke og veluddannede – de fleste højere uddannede end én selv.

De møder op til forældremøderne og går meget op i mål og metoder i den undervisning, deres børn modtager. Derfor er det også nogle helt andre elever, som er præget af at få meget støtte hjemmefra. Elever, som man kan gå ud fra har dansk som modersmål, og som man derfor kan undervise på en helt anden måde. Vi har højst to-tre procent tosprogede,« fortæller Bettina Wibe Simonsen.

Men det er også krævende elever – på en anden måde end eleverne på Rådmandsgade Skole, fortæller hun.

citationstegnJo længere op i klasserne de kom, desto mere tabt blev de. Det kan godt være, at de lærte lyde, alfabetet og at læse, men når det kom til begreber og abstraktioner, var de slet ikke med.

»Skulle man have noget igennem på Rådmandsgade Skole, skulle man gøre det med en fuldstændig militær disciplin. Den går ikke på Katrinedalskolen. Her har vi forhandlerbørn – jeg tør ikke sige forkælede, men selvbevidste og egoistiske elever, der hver især vil have forklaringer og argumenter. Der ligger en stor pædagogisk udfordring i at gøre dem klart, at der altså er 23 andre elever i klassen,« siger hun.

Men det er tilsyneladende en udfordring, der tærer mindre på lærernes ressourcer end evige kultursammenstød og integrationsproblemer. I hvert fald har Bettina Wibe Simonsen aldrig set så få udbrændte lærere og så meget smittende arbejdsglæde som blandt lærerne på Katrinedalskolen.

Plads til flere skæve eksistenser

På grund af elevsammensætningen manglede der hverken lærerkræfter eller materialer på Rådmandsgade Skole. Men selv om ressourcerne målt i kroner og ører er mindre på Katrinedalskolen, er det her, der er overskud. Og skolen kunne efter Bettina Wibe Simonsens vurdering sagtens rumme flere skæve eksistenser. Ja, hun mener faktisk, at eleverne på henholdsvis Rådmandsgade Skole og Katrinedalskolen kunne give hinanden meget positivt, hvis de blev blandet i det rette forhold.

»20-30 procent velfungerende tosprogede sammen med danske elever ville efter min mening være helt optimalt. Men selv om afstanden mellem de to skoler ikke er så stor, så er tanken om at blande eleverne helt urealistisk. Det ville forældrene på Katrinedalskolen aldrig gå med til. Der er ingen tvivl om, at de havde valgt privatskole, hvis de havde boet på Nørrebro,« siger Bettina Wibe Simonsen.

Hun har selv to børn på henholdsvis to og fire år. De kommer ikke til at gå i en skole med mere end 30 procent tosprogede, garanterer moderen, der går helhjertet ind for forslaget om at bruge kvoter i sammensætningen af elever i folkeskolen. Det gør hun af hensyn til de ressourcesvage elever af både dansk og anden etnisk baggrund.

De stærke skal nok klare sig

»De stærke elever skal nok klare sig uanset skolemiljøet. Den erfaring høstede jeg også på Rådmandsgade Skole, hvor de dygtige elever var nøjagtig lige så gode som de bedste her på Katrinedalskolen. Men et skolemiljø som Rådmandsgade Skoles skaber ikke så mange dygtige elever som Katrinedalskolen. For eksempel kom fem af mine elever fra Nørrebro på gymnasiet, hvor det nok vil være mindst det dobbelte herfra. Og de tunge elever blev virkelig tabt på Nørrebro,« siger hun.

Hun får stadig breve fra nogle af sine tidligere elever på Rådmandsgade Skole. Breve, der vidner om, at hun trods – eller måske på grund af – sine til sidst meget kontante markeringer af, hvilke værdier hun stod for, havde betydet noget for dem som lærer og kulturformidler.

»Men jeg vender aldrig tilbage til en skole som den. Det ville kræve, at forældrene på forhånd havde accepteret, at i en dansk folkeskole slås man altså ikke, der deltager eleverne i skolens aktiviteter, og der møder forældrene op til forældremøder for at kunne støtte deres børns skolegang,« siger hun.